Det er utroligt, som Politiken senest med en Signatur af Jes Stein Pedersen er blevet provokeret af Kaare Dybvads bog: De lærdes tyranni. At Kaare Dybvad på intet tidspunkt undsiger behovet for at investere i uddannelse herunder på universiteterne, anfægter ikke Jes Stein Pedersen til en følelsesmæssig svada, som man normalt skal over hos de twitter-stærke populistiske partiledere for at finde mage.

Socialdemokratiet er - må man forstå ifølge Politiken - blevet en kopi af DF's fjendtlige udlændingepolitik, har glemt sin humanisme, gjort økonomer og jurister til partiets naturlige fjender og har solgt ud af al sin socialdemokratiske etos, mens partiet 'hærgede' i finansministeriet. Det var i øvrigt i årene fra 2011-15, at daværende finansminister Bjarne Corydon under den S-ledede regering blandt andet gennemførte fortsatte investeringer i uddannelse og forskning på trods af international økonomisk krise, men hans virke er nu blevet forsimplet til en 'hærgen'.

Erhvervsuddannelserne har aldrig fyldt meget i Politikens spalter
Jeg vil derfor stilfærdigt nøjes med at gå ind i den eneste ros, Jes Stein Pedersen kan finde til Dybvad: et opråb om at tage erhvervsuddannelserne alvorligt. For dem mener Politiken-skribenten åbenbart, at alle har svigtet i årtier, uden at nogen har gjort noget som helst. At de er blevet nedprioriteret og glemt i den offentlige debat i mange år er korrekt. Blandt andet i Politiken, der først med optakten til erhvervsuddannelsesreformen begyndte at skrive om disse uddannelser i modsætning til gymnasiet og universitetet, der altid har fået spalteplads.

Først med optakten til erhvervsuddannelsesreformen begyndte at skrive om disse uddannelser i modsætning til gymnasiet og universitetet, der altid har fået spalteplads.

Men der er faktisk kommet en bred alliance mellem de fleste partier, arbejdsmarkedets parter og virksomhederne for at vende udviklingen med den åbenbare mangel på dygtige faglærte danskere, vi vil se i fremtiden. På bare 10 år faldt søgningen til EUD fra 30 procent til 18 procent. Men faldet er stoppet efter reformen blandt andet på grund af adgangskrav, så erhvervsuddannelserne ikke blev en 'skraldespand' for de unge, der ikke lærte nok i folkeskolen. Ja, sådan blev de kaldt engang.

Devisen lød: Kunne man ikke andet, så kunne man da starte på et grundforløb, og unge blev sendt ud i nogle gange 5-10 grundforløb med frafald og mangel på tro til at kunne lykkes. Det var et svigt både af de unge i grundskolen, der ikke lærte det, de skulle - og en helt urimeligt opgave at lade erhvervsskolerne have ansvaret for at rette op.

De lærde får opbakning fra alle sider
Industri blev talt ned som forældet på trods af, at vi har endda meget levedygtige produktionsvirksomheder, blandt andet i det ellers dødsdømte udkantsDanmark, som Kaare Dybvad også har skrevet tænksomt om tidligere. Men produktionsvirksomhederne mangler kloge hænder og viden fra forskning og udvikling til deres vedvarende teknologiudvikling og kompetence-løft. Mange steder er der mangel på lærlinge, der kunne få sig en god uddannelse og et vellønnet job som for eksempel industritekniker, værktøjsmager, elektriker og procesoperatør. Det er på mange måder en god historie, men ikke den, der har fået meget spalteplads i Politiken.

Til gengæld var Politiken på pletten i kritikken af at begrænse muligheden for at kunne få to hele videregående uddannelser på skatteborgernes regning, det såkaldte uddannelsesloft. Og det siger lige præcis noget om Kaare Dybvads pointe: Her kunne de lærde - eller kommende lærde - mønstre en ressourcestærk alliance i den offentlige debat om, hvor forfærdeligt det var, at man ikke kunne vælge alle de uddannelser, man ville.

Tænk hvis man kunne have mobiliseret samme indignerede kritik, demonstrationer, lobbyisme og masseunderskriftsindsamlinger mod de løbende nedskæringer, som regeringen er i gang med på alle ungdomsuddannelser

Blot for at tage brodden af den kritik, jeg sikkert vil udsætte mig for nu, går jeg ind får meget fleksible muligheder for at kunne uddanne sig, og også for at kunne uddanne sig om til nyt job. Men begrænsningen af dobbeltuddannelser rammer cirka 1500 studerende, der vel at mærke rammes på ikke at kunne få lige præcis deres helt nye ekstra drømmeuddannelse. Jeg forstår helt deres skuffelse, og gennemførelsen var bestemt ikke optimal. Men der findes samfundsmæssige problemer, der er langt større end begrænsningen af dobbeltuddannelse - alt andet lige.

Tænk hvis man kunne have mobiliseret samme indignerede kritik, demonstrationer, lobbyisme og masseunderskriftsindsamlinger i en kritik af de løbende nedskæringer, som regeringen er i gang med på alle ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, produktionsskoler, voksen- og efteruddannelse med videre? Herunder også erhvervsuddannelserne, der står midt i en stor og vigtigt erhvervsuddannelsesreform, der faktisk gør en positiv forskel for at få flere faglærte?

Socialdemokratiet bygger bro
Vi er i Socialdemokratiet dybt optaget af at bygge bro mellem samfundsgrupperne: De der har gavn af globalisering, og de der presses ud. De der har let adgang til meget uddannelse, og de der ikke tør eller kan kaste sig ud i en ny som voksen. De danskere, der er optaget af god integration til vores nye medborgere, og de danskere, der frygter, at de får endnu sværere ved at få adgang til den almene bolig, de har været skrevet op til i mange år.

Dette blot for at give nogle få eksempler på, at vi i Socialdemokratiet altid er optaget af lige muligheder, ret og pligt og dermed veje for flertallet og ikke 'fatale afveje' for de få.

 

Christine Antorini, Formand for Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg, Gruppesekretær for Socialdemokratiet og
tidligere Undervisningsminister.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.