Der findes næppe noget bedre end politiske debatbøger. Det er guf for os politiske nørder. Debatbogen er en genre, hvor man får den store samfundsanalyse, man får den nye inspiration og frem for alt, så får man et bud på de politiske byggeklodser, der skal til for at forme fremtidens Danmark.

Det er måske lidt store ambitionerne og måske mine forventninger derfor også blev årsagen til min skuffelse over den forholdsvis nye debatbog; ’Tid til ny kulturkamp - brudstykker af et lykkeligt Danmark’, som jeg netop har læst mig igennem.

Bogen går til angreb på materiel rigdom, økonomisk vækst, ideen om konkurrence, mens den samtidig går i brechen for lykke som et nyt bærende princip for den politiske udvikling. Eller som som de tre forfattere udtrykker det: ”Vores overordnede ambition for bogen er at vise, hvordan vi kan skabe mest mulig lykke for flest mennesker”.

Et ideal, der til forveksling lyder, som noget der er taget ud af moralfilosofien og 1800-tallets markante utilitaristiske tænker Jeremy Bentham.

Hvornår er nok, nok?
De tre forfatteres Kim Mortensen, Johannes Lundfryd og Kamma Holm Jonassen, overordnede teser er, at begreber som vækst, forbrug og konkurrence fylder alt for meget i det moderne liv. Og at markedstænkningen presser os alle sammen væk fra at være borgere og reducerer os til kunder. En konklusion, der bliver eksemplificeret ved at mange danskere har dropper de små lokale butikker til fordel for at køre direkte til det nærmeste storcenter for at handle og dermed dræber de nære fællesskaber og underminerer idealet om ’tage ansvar for hinanden og helheden’.

Det er sympatiske tanker, men det bliver forsimplet og unuanceret, når mellemregningerne bliver sprunget over

Bogen er spækket med sympatiske tanker, men det bliver forsimplet og unuanceret, når mellemregningerne bliver sprunget over. Det er masser af grund til at kritisere den evindelige fokus på vækst, men man bør også huske, at vækst spiller en afgørende rolle i forhold til skabelsen af nye virksomheder, oprettelse af arbejdspladser og generel tryghed. Den efterspørgsel - som væksten er et udtryk er - er en nødvendig forudsætning for at kunne skabe en tryg tilværelse for mange familier.

Det samme gælder den noget ensporede kritik af konkurrencen, som tilskrives ansvaret for alt muligt ondskab i samfundet. Igen er der ingen tvivl om at konkurrence for konkurrencens skyld er dårlig – ligesom som vækst for vækstens skyld også er det. Men at konkurrence også kan være en vej til større effektivitet, til inspiration for andre eller til at den enkelte løfter sit eget niveau op, synes jeg er er værd at have med som mellemregning.

Det er som om, at begejstringen over at kritisere det kritisable, kommer til at skygge for de mere komplicerede og nødvendige mellemregninger. Hvorfor svaret på spørgsmålet om hvornår nok (vækst) er nok heller ikke lader sig umiddelbart lader sig besvare.

Den lykkelige løsning
Desværre bliver det ikke bedre for forfatterne Lundsfryd, Jonassen og Mortensen, når de begynder at beskriver deres mulige løsninger. Vel at mærke løsninger løsninger, der ud fra bogens erklærede målsætning, skal skabe større lykke for os alle.

På den ene side skriver de ting som ’Grundlæggende tror vi på at frihed udfoldes i fællesskab’. Den er en sætning, der er så floskulær og intetsigende, at ingen på venstrefløjen kan sige andet en ja. Og på den anden side blot nogle få sider senere, så foreslår de en slags sundhedsafgift, der skal gå til at lette prisen på økologiske varer, ligesom de også med egne ord ønsker at ’brandbeskatte’ arv på over 10 millioner. Der er lang vej fra abstrakte niveau til det konkrete niveau.

Løsningsforslagene får heller ikke just læserne til at falde ned af stolen i benovelse

Løsningsforslagene får heller ikke just læserne til at falde ned af stolen i benovelse eller overraskelse. Selvom opgøret med New Public Management, troen på samskabelse, grøn omstilling, oprettelse af serviceselskaber, der tilbyder job for dem på kanten af arbejdsmarkedet, udfordring af det egennyttige embedsapparatet og en vækkelse af ’borgeren’ alt sammen er virkelig gode tanker, så bliver de ikke til meget mere end det.

Det er løsrevne nedslag, som aldrig bliver kædet sammen og som aldrig rigtig kommer til at fremstå, som indlysende måder at skabe øget lykke på. På den måde misser bogen sit eget erklærede formål.

Det skorter ikke på referencer til kendte og kloge mennesker fra ind- og udland, fra Aristoteles, over Thomas Piketty til Tor Nørretrandetrs. Men det skorter til gengæld gevaldigt på både indholdsfortegnelse og kildehenvisninger, som ellers kunne tjene til at gøre debatbogen både mere læse- og troværdig. De fraværende kilder svækker den røde tråd og gør det umuligt at dykke dybere ned i den potentielle inspiration. Håndværket er ganske enkelt ikke helt på plads.

Lykken er lunefuld

Måske det bare er, at tage munden for fuld, når man forsøget at bygge fremtidens socialdemokratiske projekt på et gummiagtigt begreb som lykke. Lykken er utroligt svær at gøre håndgribelig, målbar og politisk.

Det er dybt subjektivt, hvad der skaber lykke. For nogle er det den månedlige tur til spanking i swinger-klubben, mens det for andre er udfordringerne på jobbet eller gåtur med hunden i skumringen. Det er individuelt, hvad der skaber lykke, hvorfor man måske også gør opgaven lettere for sig selv ved eksempelvis at vælge nogle af de mere håndgribe og objektive faktorer, som tryghed eller tillid, der ofte fremhæves i den tvivlsomme lykkeforskning, som det der skaber lykke hos mange mennesker.

Lykken er lunefuld og derfor ekstremt udfordrende at gøre til et egentligt politisk projekt.

’Hvorfor er lykken så lunefuld’, sådan spurgte Lars H.U.G. i en samme sang af samme navn fra 1987. Og den sanglinje rammer egentlig meget godt ind, hvorfor 'Tid til ny kulturkamp’ikke helt fungerer eller lever op til sit eget erklærede formål. Lykken er nemlig lunefuld og derfor også drilsk og alt for udfordrende for de tre forfattere at gøre til et egentligt politisk projekt.

'Tid til den nye kulturkamp' får 2 ud af 5 stjerner.

 

’Tid til ny kulturkamp –brudstykker af et lykkeligt Danmark’. Af Kim Mortensen, Johannes Lundfryd og Kamma Holm Jonassen. 150 sider, Er udkommet på Forlaget Samfundskraft.

 Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.