Annonce

Sophie Løhde svigter kampen for ligeløn

I Danmark tjener kvinder i gennemsnit 13,2 procent mindre end mænd. Det løngab skal vi have gjort op med!
Danmark er røget ned på en 39. plads på World Economics liste over lande med ligeløn. Nærmere bestemt er vi røget 10 pladser ned af listen siden 2016.

Et kig på lønstatistikkerne er nok til at forklare, hvorfor vi er havnet så langt nede på liste. De viser nemlig, at i Danmark tjener kvinder i gennemsnit 13,2 procent mindre end mænd. Det løngab skal vi have gjort op med!

73 procent er på deltid
For at komme uligeløn til livs, må vi se på de samfundsmæssige strukturelle problemer, som giver anledning til den økonomiske skævstilling mellem kønnene.

Et af de første og største strukturelle problemer, jeg ser, er deltidsansættelser. Mange kvinder har job i omsorgs- og rengøringsfag – i ældreplejen, i daginstitutioner, på handicapområdet, i sygehusvæsenet, rengøringsbranchen osv. Det er fag og brancher, der alle sammen er præget af deltidsansættelser. Alene i FOA er 73 procent af de kvindelige medlemmer på deltid.

Det er ikke kun i arbejdslivet at kvinderne er de fattigste – de er det også i pensionisttilværelsen.

At være på deltid betyder helt reelt lavere løn og lavere pensionsindbetaling.

Her er et økonomisk billede af Julie på 23 år. Hun er social- og sundhedsassistent og ansat på 30 timer. Hun mister følgende på et arbejdsliv ved ikke at have fuldtid:

  • 2,4 mio. kr. i løntab
  • 46.450 kr. tabt omkring særlig feriegodtgørelse
  • 309.666 kr. tabt ift. pension

I alt et tabt på 2.738.165 kr. (over 47 erhvervsaktive år).

Så det er ikke kun i arbejdslivet at kvinderne er de fattigste – de er det også i pensionisttilværelsen.

Tilbage i 2007 kørte diskussionen om uligeløn på sit højeste. Faktisk så højt, at Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten ville skaffe fem milliarder kroner til et lønløft til de lavtlønnede kvindefag. Men pengene forsvandt, og kvinderne tabte, da Lars Løkke (daværende finansminister i V-regeringen) kom på banen.

FOA kæmper for – Sophie Løhde kæmper imod
I FOA er kampen for at få løftet de lavtlønnede kvinder og mindske løngabet stadig højt prioriteret. Vi har bragt de lavtlønnede kvindefag ind i de nuværende overenskomstforhandlinger. FOA og resten af fagbevægelsen er nemlig enige: Vi skal have en lavtløns- og ligelønspulje for at komme uligeløn til livs.

Vi skal have en lavtløns- og ligelønspulje for at komme uligeløn til livs.

Men denne gang har Lars Løkke (VLAK-regeringen) sat en kvinde ind som stopklods – Sophie Løhde. Sophie Løhde har til opgave at modernisere den offentlige sektor. Man skulle så tro, at en modernisering af den offentlige sektor også ville indbefatte sikring af ligeløn.

Men Sophie Løhdes svar har været at forringe lønvilkår i den offentlige sektor i de nuværende overenskomstforhandlinger. Det rammer især kvinder hårdt, fordi de er den primære arbejdsstyrke i den offentlige sektor.

Vi har brug for økonomisk hjælp fra de politiske magthavere inde på Christiansborg. Uanset politisk farveholdning bør det være en prioritet at få løftet os op fra vores nuværende pinlige 39. plads og sikre ligeløn.

Helena Mikkelsen er forbundssekretær i fagforbundet FOA.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning
 

Helena Mikkelsen er forbundssekretær i fagforbundet FOA


Flere artikler om emnet