'Sort hund' skildrer et norsk øsamfund på en fin, men lidt jævn måde

Den norske forfatter, Ida Frisch, har skrevet sin tredje bog, og dens titel er 'Sort hund'. Vi befinder os ude i den norske skærgård, og den kan man sådan set ikke rigtig få nok af. 

Den fylder selvsagt meget i landets litterære kulturhistorie, og derfor er det også uundgåeligt, at “Sort hund” giver mindelser om Knut Hamsun, om Tarjei Vesaas og Jon Fosse. 

De er alle ikke bare store, norske forfattere, men også litterære verdensstjerner, der for længst er anerkendt, sat i ramme og hængt op på Parnassets forgyldte tempel, uden at de af den grund har mistet deres iboende, ædle grundstemthed og dybder. 

Det er denne tradition, som Ida Frisch skriver sig ind i, med denne skærgårdsfortælling, der faktisk også har en hovedperson, der på en sær måde også er lidt enfoldig, men samtidig meget sensitiv og derfor evner at registrere forbindelser og meningslag, som de fleste andre overser. Det er så klassisk norsk, som det overhovedet kan være. 

'Sort hund' er samtidig et poetisk eksperiment, hvor noget musikalsk og rytmisk udgør tekstens struktur, hvilket også er på spil i eksempelvis Carl Frode Tillers tidligere romaner. 

Det er et liv, hvor naturen fylder alt, og det er et liv, hvor selvsamme er alles skæbne

Og her stopper lighederne ikke, for “Sort hund” er også en analyse af norsk - og nordisk - udvikling, hvilket er ret så karakteristisk for landets kæmpe betydning for os alle sammen. Disse forfattere synes at have en helt særlig evne til at arbejde med nogle af de mest betændte og vigtigste, samfundsomvæltende udviklingstrin i nyere tid. 

Vi ser det hos Carl Frode Tiller og vi ser det hos Jan Kjærstad: I det nordiske land, hvor honning og guld flyder i gader og stræder, fordi olien fosser fra undergrunden, der er svækkelsen af den socialdemokratiske samfundskontrakt, der er baseret på socialhjælpsstaten, åbenlyst en identitetsmæssig krise, der fylder kolossalt hos litteraterne. 

Læs også:Ny bog kalder på genoplivning af klassekampen

'Sort hund' handler om hele tre generationer, hvor hovedpersonens far og mor er de ‘ægte’ øboere, der ikke har kendt til andet end livet i pagt med naturen, med havet og med stedets klima. 

Det er et liv, hvor naturen fylder alt, og det er et liv, hvor selvsamme er alles skæbne. Men under drengens og hans søsters opvækst buldrer den nye tid, der lover guld og grønne skove, og øboerne får fortalt, at deres liv bliver bedre, hvis blot de springer med på toget og dermed med på tidens buldrende centralnerve. Det giver penge på lommen, fritager dem fra naturens luner, og giver dem samtidig en ny identitet, hvor fabrikken gør dem alle til en del af en samlet, national fremtid. 

Der er kort sagt tale om en kritisk vinkel på den vækstfilosofi, som forfatteren selv har oplevet som en altopslugende ideologi, der har forvitret alt andet. 

Norges kulturelle sammenbrud 

Det er også romanens egentlige styrke: at den formår at tegne et billede af denne radikale, kulturelle forandring, der samtidig handler om landets relativt unge udvikling frem mod selvstændighed og behovet for national selvforståelse. 

Men samtidig bliver der også gjort op med et simpelt liv, med tilknytningen til naturen. Mennesker bliver mere ens, fiskerbådene bliver hevet på land, og arbejdet på fabrikkerne lever ikke helt op til de forventninger, de mange arbejdere har fået ørerne tudet fulde af. 

Læs også:Livtag med kærlighedens uforklarlige labyrinter

'Sort hund' handler om dette sammenbrud, hvor hovedpersonen ikke har formået at blive forvandlet helt og aldeles, og da katastrofen indtræder, bliver det tidligere og mere afsondrede liv et sted, hvor vores underlige helt søger hen. 

Men 'Sort hund' er kun halvt interessant og ikke helt så besættende, som man nok kunne ønske sig. De rytmiske figurer, som Ida Frisch benytter sig af, bliver ikke rigtig harmoniske, og indimellem bliver man irriteret som læser og forsøger instinktivt at springe sætninger over. Det føles, ærlig talt, lidt krukket og lidt for kitschet.

Øsamfundenes udvikling

Det er ikke helt nok, selvom det selvsagt er spændende med beskrivelser af livet, der på en måde er enfoldige, ikke kulturelt ladede og derfor også et forsøg på at fylde et gigantisk hul ud i litteraturen. Det er jo entydigt godt, at der bliver skrevet bøger om mennesker, der ikke selv er belæste. 

Misforstå mig ikke, for Ida Frisch besidder faktisk en sensitivitet

For eksempel er tyske Dörte Hansens roman, 'Til havs', et langt bedre bud på en roman, der netop har udviklingen af et øsamfund som tematik, og ligesom de andre fremragende, norske forfattere, evner hun at skrive om nuancerne i de massive identitetsskred og den nationale selvforståelse, på en måde, der ikke ender helt så naiv og helt så nostalgisk, som er tilfældet med 'Sort hund'. 

Man kan læse 'Sort hund', eller man kan springe den over. Hvis man vælger det sidste, så bør man i det mindste søge de andre, lignende romaner, der glimter i samtidslitteraturen og som står så stærkt i hele Nordens kulturelle selvbillede. 

Læs også:Dörte Hansens ø-roman går lige i hjertekulen

Man kan også vælge at læse bogen, og helt skuffet bliver man nok ikke, selvom man bliver lidt træt. 

Misforstå mig ikke, for Ida Frisch besidder faktisk en sensitivitet, og 'Sort hund' indeholder faktisk en række fine beskrivelser af tilstande og situationer, der giver fylde og som rammer en. 

Hun evner på mange måder at beskrive overgange fra barn til voksen ret så poetisk. Men alligevel er det som om, man bliver snydt for egentlig kritik og for realisme, der nok kunne give de mange indtryk mere krop. 

Ida Frisch: 'Sort hund'. Oversat fra norsk af Birgitte Steffen Nielsen. 132 sider. Forlaget Batzer & Co, 2026.