Sort pop til den danske folkesjæl

På deres mest helstøbte album stiger Folkeklubben højt til vejrs over velfærdsdanmarks regnvejrsgrå trummerum med sange om død og andre livsbekræftende emner.
Foto: Kristian Holm
Folkeklubben
Man finder grundlæggende to slags kunstneriske udtryk. Den, der lukker sig om sig selv som et maleri af Asger Jorn, og den, der som en anden Georg Brandes sætter samfundets institutioner til debat.

Hvad angår Folkeklubben er det imidlertid ikke et spørgsmål om enten-eller, men snarere et spørgsmål om både-og. I hvert fald ikke hvis vi da tager hele bandets bagkatalog i betragtning.

På gruppens seneste album, ’Sort tulipan’, er den verdensvendte charme, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med på gruppens tre første pladetitler, ’Nye tider’, ’Danmarksfilm’ og ’Slå flint!’ nemlig afløst af mere eksistentielle refleksioner om identitet og selvforståelse.

”Jeg vil dø som en sort tulipan”, erklærer forsanger Kjartan Arngrim således i titelnummeret, og fortsætter: ”Og springe ud fra den smukkeste altan. I en film og i en rolle jeg kan bære. Lev dit smukke liv eller lad være”

Sådanne linjer giver naturligvis dels mindelser om den franske filosof Albert Camus og den danske digter Michael Strunge. Sangen er da også en metafor for livet og på de valg, vi som mennesker uundgåeligt må tage. Den tematiserer selvmordet. Men valget falder heldigvis på livet, ja, eller måske i virkeligheden kunsten. Et æstetisk liv.

Uimodståelige refræner

De i alt elleve kompositioner er lavet i samarbejde med producer Frederik Thaae (Peter Sommer, Sys Bjerre og Emmelie de Forest red.), og har allerede haft indtaget førstepladsen på vinylhitlisten samt listen over samlet fysisk salg. Og ikke uden grund.

For selvom den nyfundne alvor og dysterhed udfordrer gruppens image som nationens glade spillemænd, bejler Folkeklubben endnu engang til det gode selskab udi dansksproget popmusik som Kim Larsen og TV-2. Ganske enkelt.

Giv mig blomster på altaner, giv mig dope og ketoganer

Det skyldes ikke mindst numre som ”Men ikke endnu en vinter”, ”Falden Gud” og ”Flammende hjerter”. Disse er da heller ikke mere dunkle, end at det nok bliver svært for koncertgængere på forårsturné ikke at stikke lapperne i vejret og synge med på bandets fængende refræner

”Giv mig blomster på altaner, giv mig dope og ketoganer / Giv mig alt, der kan gøre mig glad 2025-planer, science-fiktion i romaner / Giv mig 3. verdenskrig på et fad / Men ikke endnu en vinter”, lyder det insisterende på førstesinglen ”Men ikke endnu en vinter”.

Linjerne er ikke bare uimodståelige. De er også ganske opløftende. Og så besidder de et sjældent element af overraskelse, idet de rabler afsted som en anden Bob Dylansk flanør med feber i blodet og appetit på storbylivet.

Sort pop til den danske folkesjæl

Selvom albummets lyriske og filosofiske insisteren på livets mærkeligheder gør udtrykket til en mere abstrakt, ja, måske endda en mere ufolkelig fornøjelse end tidligere. Så er og bliver ”Sort tulipan” dog alligevel gruppens mest helstøbte til dato.

For dels demonstrerer gruppen konstant et kunstnerisk overskud i forhold til produktion og komposition, og dels fornemmer man et band, der i en mindre årrække turné efter turné er blevet godt og grundigt sammenspillet.

Hvem er vi med kroppe som stålvalseværker?

Mellem linjerne ligner det ganske lille band imidlertid sig selv, idet man mærker samme alvorlige og kritiske take på livet, som rulles ud på gennembrudshittet ”Fedterøv”. Nu bare ikke rettet mod os danskere som fedterøvsborgere, men som os selv som mennesker. Som når det for eksempel i sangen ”Flammende hjerter” poetisk lyder: ”Hvem er vi med kroppe som stålvalseværker?”

Et politisk projekt?

Netop derfor er Folkeklubben sådan set stadig et politisk foretagende. Altså i ordets bredeste forstand. Gennem sine lyriske erkendelser om at vi fuldt og helt lever, fordi vi ved, at vi skal dø, sætter forsanger Kjartan Arngrim således måden, vi ser os selv i verden til debat.

Det gør det nærliggende at tale om sorte popsange, ja, eller måske snarere opsange, som bandet selv tidligere har formuleret det, til den danske folkesjæl. For alt i alt er Hr. Arngrim som sangskriver og bandet som melodimagere nok mere oplysningsmennesker end en egentlig avantgardekunstnere. Eller måske rettere en kunstnere, der bruger en slags avantgardistiske greb i deres oplysningsprojekt.

På ”Sort tulipan” får vi alt i alt os tåvippende melodier, ørefængende dansksprogede lyrik og et farverigt udbud af forskellige klangbilleder. Og selvom albummet udspiller et indre kosmos, hvor guder falder ud af himlen og sorte gevækster vokser frem i kolonihaveidyllen, stiger vi her højt til vejrs over velfærdsdanmarks regnvejrsgrå trummerum med på deres så vidt bedste album.

Folkeklubben: ”Sort tulipan.” Universel Music. 39:00 minutter. Udgivet 26. oktober.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce