Sorte forhold sender arbejdsmarkedet mod bunden
Sorte forhold sender arbejdsmarkedet mod bunden
Udenlandske arbejdere får løn som avisbude i 00’erne, bor i skurvogne og arbejder i døgndrift uden sikkerhed i Danmark. Det viser, at bunden er røget ud af vores arbejdsmarked. Der skal en stærk fagbevægelse og europæiske muskler til for at hive den op igen, skriver Marianne Vind
“Forholdene var bedre i Somalia.”
Sådan beskrev en tyrkisk arbejder for nyligt sit ophold i Danmark, hvor han byggede solceller. Han boede på en nedlagt skole sammen med snesevis af andre. Arbejdspresset var umenneskeligt. Lønnen godt 15.000 kroner om måneden før skat.
Det er brutalt at høre. Men vi kan ikke længere lade som om, vi bliver overraskede.
Vi har nemlig set det mange gange før. Litauiske murere i Holbæk, der tjener mindre end et avisbud i 00’erne.
Migrantarbejdere på et biogasanlæg på Fyn, hvor en dødsulykke afslører en løn på omkring 96 kroner i timen. Chauffører i Padborg bag pigtråd til 15 kroner i timen.
Og nu: Tyrkiske arbejdere, der bygger grøn energi på sorte vilkår.
Farvel til rottereder
Myndighederne har afsløret problemet igen og igen. Siden 2015 har Skattestyrelsen gennemført over 31.000 kontroller. I knap halvdelen af tilfældene var der snyd. Regningen til virksomhederne? 3,4 milliarder kroner.
Byggeriet er centrum for mange af sagerne. Men også rengøring, gartnerier og landbrug bugner med historier om mennesker i barakker, lønsedler, der ikke stemmer og arbejdsuger, der slider kroppen i stykker.
Det er snyd og humbug
Hver gang fuskerne scorer en kontrakt ved at dumpe løn og skat, taber de ordentlige mestre og svende. Det er ikke fair konkurrence. Det er snyd og humbug.
I juli fik vi en ny indkvarteringslov i Danmark, der siger farvel til rottereder og ti mand på ét værelse.
Det er hos underleverandørerne, de fleste sager dukker op
Og i samme måned blev regeringen og arbejdsmarkedets parter enige om en ny overenskomstbaseret erhvervsordning, hvor arbejdsgiverne kun må hente udenlandske arbejdere, hvis de bliver dækket af danske overenskomster.
Læs også:Vi mangler sygeplejersker, men sender de erfarne hjem
Det er rigtig gode tiltag, som bør fjerne mange af værste sager. Men mange af problemerne starter, når arbejdskraften rejser på tværs af grænser.
Hvis vi for alvor skal samle bunden af arbejdsmarkedet op fra gulvet, kræver det, at EU også tager fat.
Højrefløjen løber fra kædeansvaret
Vi kender løsningerne. Lad mig nævne tre:
-
Et fælles europæisk ID-kort i brancher med mange problemer. Så kan myndighederne hurtigt se, hvem der arbejder hvor.
-
Strammere udbudsregler, så det kun er virksomheder med overenskomst, der kan løse EU’s opgaver.
-
Kædeansvar, så hovedentreprenøren hæfter for, at deres underleverandører følger reglerne.
Det er hos underleverandørerne, de fleste sager dukker op. Alligevel er nogle af mine kolleger i Europa-Parlamentet mere optaget af virksomhedernes profit end af arbejdernes rettigheder.
Vi kan stadig nå det
Vi har brug for udenlandske kolleger. Men de skal være her på danske vilkår. Samme løn. Samme sikkerhed. Samme respekt.
Grøn omstilling kan ikke bygges på sorte lønsedler. Klimaet reddes ikke af klimavenlig slaveløn.
Bunden er ved at gå ud af arbejdsmarkedet
Mit kompas er enkelt: Kan jeg forsvare vilkårene over for dem, jeg holder af? Hvis svaret er nej, er svaret også nej på en dansk byggeplads.
Bunden er ved at gå ud af arbejdsmarkedet. Vi kan stadig nå at gribe den. Men kun hvis vi indfører ID-kort, strammere udbudsregler og kædeansvar i EU.
Ellers risikerer vi, at store dele af arbejdsmarkedet følger samme vej som bunden.
Kommentarer
Virkelig god kommentar…
Virkelig god kommentar. Burde komme videre i systemet, fordi den er så systematisk og velbegrundet og veldokumenteret.
Det er så sandt, som det er…
Det er så sandt, som det er sagt.
EU-Udbudsreglerne er noget uigennemtænkt makværk og kædeansvar burde være en selvfølge.
Hvis de nævnte tiltag ikke er gennemførlige i EU-regi, eller det vil tage en krig at ændre, må der være mulighed for, at Danmark går foran og strammer reglerne selv. Vores arbejdsmarked, som der er kæmpet for i generationer, skal ikke smadres af hverken de store EU-lande eller profithungrende selskaber med lav moral, der går konkurs så snart myndighederne puster dem i nakken.
Det skal stoppes med alle midler.
Tilføj kommentar