Annonce

Sosu-assistent til Claus Hjort: Sig undskyld!

Social- og sundhedsassistenten Camilla Pedersen kræver en undskyldning fra Claus Hjort Frederiksen (V), som i sidste uge anklagede medarbejderne i ældreplejen for at mangle faglig stolthed.
Mere end 27.000 danskere har det seneste døgn læst et blogindlæg af den 23-årige social- og sundhedsassistent Camilla Pedersen fra Gladsaxe.

Hun giver Claus Hjort Frederiksen svar på tiltale, efter han i sidste uge angreb social- og sundhedsmedarbejderne i Danmark for at mangle 'faglig stolthed'. Camilla Pedersen skriver på blogfællesskabet "Uden Filter", som er "faglige stemmer", der skriver om Danmark, som de oplever det fra fabriksgulvet, plejehjemmet, havnen, hospitalet, retten og værkstedet.

LÆS OGSÅ: FOA: Claus Hjorts angreb er uacceptablt

Hendes budskab til Venstres Claus Hjort Frederiksen er klart: Claus Hjort – du skylder en undskyldning!

Jeg bliver vred over, at en toppolitiker på hans niveau ... kan få sig selv til at sige, at vi, der arbejder i ældreplejen, mangler faglig stolthed

"Jeg er social- og sundhedsassistent og hver dag står jeg op, og går på arbejde på et af landets mange plejehjem. Det er på trods af en lav løn, mangel på anerkendelse og en masse dårlige overskrifter om mit fag i avisen. Historier der kun er fortalt fra én side, og hvor vi ingen mulighed har for at forsvare os, på grund af vores tavshedspligt," skriver Camilla Pedersen, som også er valgt til kommunalbestyrelsen i Gladsaxe for Socialdemokratiet.

Da hun hørte Claus Hjorts angreb mod FOA's medlemmer, fik hun nok, og hun skrev blogindlægget, som mange danskere allerede har læst og delt. Hun fik særligt nok, fordi Claus Hjort fremhævede et eksempel med en død mand, som har ligget i sin lejlighed i to dage, mens personale har været forbi med mad.

Problemet er bare ifølge Camilla Pedersen, at levering af mad til ældre i mange kommuner er udliciteret til chauffører uden social- og sundhedsfaglig uddannelse. "Alligevel er det vores faggruppe han hænger ud," mener Camilla Pedersen.

"Jeg bliver vred over, at en toppolitiker på hans niveau lader sig påvirke så voldsomt af en enkeltsag, at han kan få sig selv til at sige, at vi, der arbejder i ældreplejen, mangler faglig stolthed. Det gør vi på ingen måde – mine kollegaer og jeg har vores faglighed på plads. Det eneste vi mangler er tid og ressourcer. Hver dag løber vi hurtigere for at få ender til at nå sammen, hver dag kæmper vi med prioriteringer imellem mærkelige skemaer der skal udfyldes, medicin der skal ophældes, fru Jensen der grundet demens har brug for, en at holde i hånden for at kunne finde ro og hr. Sørensen, hvis ble er fyldt."

Du kan læse hele Camilla Pedersens indlæg på linket her.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet