Sparekniven skærer også i viljen til at betale skat

Det er en massiv udfordring for det danske velfærdssamfund, hvis serviceniveauet og kvaliteten på plejehjemmene og skolerne er blevet så lavt, at danskerne vælger de fælles institutioner fra.

For næsten femten år siden valgte mine forældre, at jeg skulle starte på privatskole i børnehaveklassen frem for en af de lokale kommunale skoler.

Mine forældre er begge gode socialdemokrater. De tilhører den lavere ende af middelklassen og har, så vidt jeg ved, altid stemt til venstre for midten. Men for dem var det naturligvis vigtigst, at jeg fik en god uddannelse og fik de nødvendige faglige udfordringer i folkeskolen. Og de var bekymrede for, om den lokale folkeskole kunne levere det. Sådan tænker de fleste forældre - og de vælger, hvad der er bedst for barnet, hvis deres pengepung er til det. Alt andet ville være tosset.

Samme problematik tages op den 22. december i Berlingske med artiklen ”Flere danskere foretrækker det private frem for det offentlige”. I denne slås det fast, at flere og flere danskere vender de offentlige institutioner ryggen for at vælge et privat alternativ. Det gælder både i skolerne, vuggestuerne, børnehaverne, på plejehjemmene og i antallet af danskere, der har tegnet en privat sundhedsforsikring.

Faldende kvalitet udfordrer velfærdsstatens fundament
Det er en massiv udfordring for velfærdssamfundet, hvis serviceniveauet og kvaliteten i vores institutioner generelt er blevet så lavt efter sparerunde på sparerunde, at de vælges fra af danskerne.

Det er ikke kun et problem for eksempelvis børnene og de ældre, som 'modtager' den ringere kvalitet, men det er også et problem i et større samfundsmæssigt perspektiv, fordi det dels graver en grøft mellem dem, der kan betale for et bedre, privat alternativ, og dem, der ikke kan. Og dybt i den grøft ligger – for dem, der har fravalgt det offentlige – også villigheden til at betale en høj skat til fællesskabet. For villigheden til at aflevere en stor del af ens indkomst beror da på, at det offentlige leverer en god service til gengæld.

Mit indlæg her er ikke en kritik af de mange skolelærere, pædagoger og sosu-assistenter, som hver dag knokler som hverdagens helte. Tværtimod. Det er en kritik af vores politikere, som må forstå, at den faldende kvalitet i velfærdsinstitutionerne er en usynlig bombe under velfærdsstaten, fordi opbakningen til denne beror på, at kvaliteten er i orden.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), udtalte selv følgende i den nævnte artikel: »Det er ikke danskerne, der svigter fællesskabsinstitutionerne, men fællesskabsinstitutionerne, der svigter danskerne, hvis de er blevet så uattraktive, at folk vælger dem fra«.

Jeg er rørende enig med Herlevborgmesteren. Det er en udfordring, som skal tages alvorligt. Vi er nødt til at udruste de offentlige institutioner med det kvalitetsniveau, som mange forældre vælger aktivt til i det private. For når sparekniven svinges, skærer vi ikke kun i kvaliteten i velfærden, men også i danskernes vilje til at betale til fælleskassen.

Dette debatindlæg er oprindelig bragt i Berlingske.

Jakob Esmann (f. 1993) er stud.mag. i tysk ved Aarhus Universitet og præsident for Ungdommens Nordiske Råd. Han er også medlem af DSU’s forretningsudvalg og fungerer som journalist på DSU’s medlemsblad DSU’eren.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook