Spillet om hvem der bliver næste S-formand er helt åbent

Der er dog heller ikke meget, der peger i Nicolai Wammens retning. Et sandsynligt scenarie er, at statsministeren trækker sig i 2029 – det år hvor de store internationale topposter i EU og NATO igen er i spil. 

Til den tid er Wammen 58 år. Vil han være svaret på det, Socialdemokratiet har brug for ved et forestående opgør med primært Dansk Folkeparti ved det valg, der så skal afholdes senest i 2030? 

I min optik næppe. Wammen har været en bundsolid finansminister og længere tilbage også borgmester i Århus. Han præsterer flotte personlige stemmetal og er som type en samler, som ingen slår sig på. Men hvad står han for? Aner det ikke. Jeg har endnu til gode at høre en politisk vision fra hans side. 

Medierne og kommentatoriet vil i den kommende tid have travlt med at vise, at Wammen vil være den bedste – nu hvor Mette Frederiksen tydeligvis har givet Hummelgaard en forlomme. 

Men den slags mediebegejstring varer kun lige til den dag, hvor Wammen eventuelt blev formand. Så vil han blive flået fra hinanden af de samme medier og kommentatorer. Som det skete med både Nyrup (uld-i-mund) og Helle Thorning-Schmidt (Gucci-Helle). 

Mette Frederiksens opbakning er ingen garanti for medvind for Hummelgaard

Så er der 43-årige Peter Hummelgaard, der antagelig er statsministerens foretrukne. Trods et massivt pr-tryk under sidste valgkamp, havde han svært ved at få sit personlige stemmetal op. Men modsat Wammen, har man et tydeligere ideologisk billede af, hvem Hummelgaard er, og hvad han vil. 

At han har Mette Frederiksens opbakning er ikke i sig selv en garanti for nogen medvind på cykelstien. Tværtimod. Bare spørg Pernille Rosenkrantz-Theil. 

Mette Frederiksen kan ikke på samme måde som Krag overraske nogen med sin afgang

Endnu er jeg ikke på nogen måde blevet overbevist om, at Peter Hummelgaard har den pondus og gennemslagskraft, der skal til for at give Socialdemokratiet ny fremgang. Og som de personlige stemmetal antyder, har Hummelgaard ikke samme likeability som Wammen.

I medierne har det været fremme, at Mette Frederiksen nærmest kan kuppe Hummelgaard ind på posten som statsminister og partiets formand, på samme måde som Jens Otto Krag gjorde Anker Jørgensen til sin efterfølger tilbage i 1972. Så nemt spiller klaveret bare ikke i 2026 eller i 2029. 

Læs også:Overlevering af formandskab i Socialdemokratiet har ofte været kompliceret og præget af kampvalg

Krag overrumplede alle med sin afgang i 1972. Og der havde ikke i årene forinden været en længere kamp om arvefølgen. Mette Frederiksen kan ikke på samme måde som Krag overraske nogen med sin afgang – medmindre at hun i forbindelse med sin afgang foreslår en helt tredje kandidat som sin afløser. 

For alle med formandsambitioner i Socialdemokratiet gør sig klar i de næste år til det skifte, der givet kommer. 

Tesfaye og Krzyrosiak - begge populære, men kan de?

Ud over Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard har to andre været nævnt: gruppeformand Mattias Tesfaye, 45 år og partiets nyvalgte næstformand, 33-årige Christina Krzyrosiak Hansen. 

Begge har populariteten og fremtiden med sig. Men har de også lysten, viljen og evnerne til at gå hele vejen? Det er for tidligt at sige. 

Allerede ved fordelingen af ordførerskaber efter regeringsdannelsen, viste Tesfaye sine medierende evner

Tesfaye har med sit valg af gruppeformandsposten placeret sig et strategisk godt sted. Både i forhold til det, der er hans udtalte mission med skiftet: At kunne fokusere på socialdemokratiske svar op mod den ekstreme højredrejning, der er i gang blandt især unge mænd. 

Men gruppeformandsposten kunne også placere ham strategisk godt som ham, der kan mediere stridende kaffeklubbers forskellige interesser, og som så kunne træde frem på scenen som den oplagte kompromiskandidat i 2029. 

Allerede ved fordelingen af ordførerskaber efter regeringsdannelsen, viste Tesfaye sine medierende evner. Men om det er det samme som, at han vil gå hele vejen, ved ingen. Måske er han ikke engang selv afklaret omkring dette.

Læs også:Nye S-profiler på tunge poster

Christina Krzyrosiak Hansen er et wildcart og den langsigtede løsning. Det er absolut ikke en givet ting, at en nok så populær borgmester gør det godt, når de kommer i Folketinget. Christina Krzyrosiak Hansen ville formelt godt kunne blive både statsminister og formand for partiet, selv om hun endnu ikke er medlem af Folketinget. Men det ville godt nok være opsigtsvækkende. 

Mere sandsynligt er det, at hun ved næste Folketingsvalg stiller op og bliver valgt ind i Folketinget. Lad os sige, at det ender med at enten Hummelgaard eller Wammen bliver valgt som formand og statsminister, men taber det efterfølgende Folketingsvalg, så kan vedkommende ende som en overgangsfigur. 

Det kan så i anden omgang bane vejen for Christina Krzyrosiak Hansen. Hvis hun altså viser sig i stand til at transformere populariteten fra Holbæk til landspolitik. 

Men det ligger fast, at der venter en ganske overordentlig svær opgave for Mette Frederiksens afløser

Så er der det med de uforudsete ting, der undervejs i en valgperiode har det med at ske i politik. Det kan være helt personlige overvejelser, der pludselig ændrer spillepladen. Hvem ved om for eksempel Wammen pludselig meddeler sin afgang fra politik, fordi han har fået en eller anden direktørstilling i DI eller i en anden interesseorganisation. Det er set før. 

Men det ligger fast, at der venter en ganske overordentlig svær opgave for Mette Frederiksens afløser. Uanset om det så bliver Hummelgaard, Wammen, Tesfaye, Krzyrosiak eller en helt femte. 

For et kig tilbage i historien giver typisk det statsministerbærende parti højest 10 år som indehaver af posten. Derefter er det en tur i (tiltrængt) opposition. Regeringsmagten slider ikke alene på statsministeren, men også på partiet. 

Fornyelse og revitalisering er der ikke tid til, når man skal håndtere magtens daglige drift, kriser og udfordringer.