Hvert amerikansk præsidentvalg har sine helte og skurke. I 1992 var det James Carville og Paul Begala, der kørte Clintons kampagne. I 2000 var det Karl Rove, der blev kaldt arkitekten og hjernen bag Bush-projektet og i 2008 var det historien om David Axelrod og holdet af tech guruer, der var den store hemmelighed bag Obamas overraskende og overbevisende sejr. 2016-valget er naturligvis ingen undtagelse. Skurken denne gang hedder Roger Stone.

USA har siden slutningen af 1900-tallet været fascineret af mændene bag magten, og der er skrevet og lavet utallige artikler, bøger og dokumentarer om emnet. Basalt set kommer historien i to udgaver. Der er de dygtige og dydige, som ved hjælpe af entusiasme, humor og kløgt overvinder en ond modstander. Og så er der historien om ”Mørkets Fyrste” – The Prince of Darkness. Den onde spindoktor, der uden moralske kvababbelser vinder, når de går i kødet på modstanderne.

Hvem er Roger Stone?
Dokumentaren "Get Me Roger Stone", der lige nu kan ses på Netflix, er i den grad et portræt af sidstnævnte. Og den hvidhårede, solbrændte Stone er som skabt til rollen som skurk. Den i dag 64-årige har levet et liv som provokatør og ballademager. Han er alt andet end politisk korrekt. Han går i swinger-klub. Han går forrest til Gay Pride. Han har en stor tatovering af Nixon mellem skulderbladene. Han har arbejdet som lobbyist for nogle af verdens værste diktatorer, som Filippinernes præsident Ferdinand Marcos og Zaires Mobutu. Han er gennemført ”pure evil”.

Men derfor er Roger Stone også er en outsider, som aldrig rigtigt har fået adgang til det republikanske partis inderste cirkler. Han er en man holder ud i strakt arm. Dokumentaren peger på ham som hjernen bag en række iscenesatte protester, i forbindelse med genoptællingen af stemmerne ved præsidentvalget i 2000, mens andre kilder fra dengang har ham blot med som en af mange medvirkende. Og bortset fra nogle underordnede jobs på Reagan-kampagnen, så har klientlisten mest bestået af politikere og partier fra andet og tredje lag.

Stone er ikke Mørkets Fyrste, han er Mørkets håndlanger. En af dem som man ringer til, når man ikke selv vil have beskidte fingre. Man kan snildt forestille sig kampagnechefen for en presset kandidat, der har brug for at få fokus over på modkandidaten, fortvivlet råber ud i lokalet. ”Det her er for beskidt, det kan vi ikke selv gå ud med. Someone get me Roger Stone!”

Stone og Trump
Roger Stone er først og fremmest interessant på grund af sit (arbejds)forhold til Donald Trump. Det var Stone, der i første omgang bliver Trumps go-to-guy, når det handlede om at få politikere til at gøre som han ville.

Trump og Stones samarbejde begyndte lidt tilfældigt i starten af 80’erne. De blev bragt sammen, fordi Stone havde arbejdet for New Jerseys guvernør, og Trump var lige begyndt at bygge kasinoer i Atlantic City.

Stone var med som rådgiver, da Donald Trump i 2000 første gang offentligt flirtede med tanken om at stille op som præsidentkandidat.

Og det havde Stones fingeraftryk ud over det hele, da Trump kastede sig ud som ”birther” og krævede at se Barack Obamas fødselsattest. Og endelig var Stone med på begyndelsen af Trumps præsidentkampagne. Han blev fyret fra kampagnen i sommeren 2015, men fortsatte som en af Trump-kampagnens ”media surrogates” – mest på de konservative kanaler, fordi han undervejs blev fyret fra CNN og MSNBC for nogle hadefulde tweets.

Det siger naturligvis en hel del om Trumps person, at han med alle de penge han har, vælger at omgive sig med en type som Stone.

Ondskabsfuld eller ballademager
"Get Me Roger Stone" er en ret interessant dokumentar, som giver et sjovt indblik i amerikansk politiks lidt mere mørke kroge. Er man den moralske og puritanske type, vil man helt sikkert blive frygteligt forarget over nogle af Stones beskidte tricks, mens andre lidt mere pragmatiske typer, blot vil se det som politiske drengestreger.

Stones speciale er den særlige disciplin at blande halve sandheder, rygter og løgne i en stor pærevælling, som så kan smøres ud over modkandidaten. Roger Stone har leveret Fake News længe før nogen hørte om en lille landsby på Balkan.

Problemet med "Get Me Roger Stone" er, at instruktøren ind imellem bliver ”played” af spindoktoren, der uimodsagt siger den ene provokerende ting efter den anden, og derfor lever efter sin egen regel om, at det er bedre at være kendt for noget skidt, end slet ikke at være kendt overhovedet.

Dokumentaren forsøger i for ringe grad at sætte Stone på anklagebænken, men giver ham blot en platform at sole sig på. Og det er lidt ærgerligt. Men bortset fra det, så er den absolut halvanden time af din tid værd.

”Get Me Roger Stone”. Dokumentar.  Instruktør: Dylan Bank, Daniel DiMauro og Morgan Pehme. Medvirkende: Roger Stone, Paul Manafort og Donald Trump. Produceret af Netflix. 92 minutter.

 

Netavisen Pio anbefaler
Er du interesseret i andre dokumentarfilm om amerikansk valgkamp, så har vi tre anbefalinger.

Boogieman – the Lee Atwater Story (2008)
Supersympatisk dokumentar om “The Original Prince of Darkness”, Lee Atwater, der arbejdede for en George H.W. Bush og var en inspiration for blandt Karl Rove og Roger Stone.

War Room (1993)
Dokumentaren om Bill Clintons præsidentvalgskampagne og som satte nye standarder for, hvor tæt dokumentarister kunne komme på politikerne og deres rådgivere. Uden War Room ingen ”Kandidaterne”, ”Lykketoft Finale” eller ”Dagbog fra Midten”

Folket valgte Barack Obama (2009)
Savner du indimellem også de dage i 2008, hvor vi alle gik og troede på ”hope and change”. Denne dokumentar, som kan ses på HBO, har samlet alle højdepunkterne, fra kampagnens start en kold vinterdag i Peoria, Illinois til sejrsfesten i Grant Park. ”Fired up, ready to go”.