Spirer antisemitismen på venstrefløjen?

Centrum-venstre-partier i både Sverige og England er i øjeblikket indviklet i skandaler på grund af en række antisemitiske udtalelser fra nogle af deres politikere. Er der et spirende jødehad på dele af den europæiske venstrefløj?
Foto: En gruppe fans laver den franske komiker Dieudonnés anti-jødiske "quenelle"-hilsen

En række politikere og kulturpersonligheder på venstrefløjen er kommet i vælten på grund af hårde og hadske udtalelser om jøder. Den seneste tid har budt på opsigtsvækkende skandaler hos britiske Labour og i det svenske regeringsparti Miljöpartiet.

De seneste og opsigtsvækkende sager fra vores naboer på den anden side af hhv. Øresund og Nordsøen understreger, at man på dele af den europæiske venstrefløj bliver nødt til at gribe i egen anti-racistiske barm og stille sig selv spørgsmålet: Er der et spirende jødehad på venstrefløjen?

Skeletterne vælter ud af Labour-skabet
Hos det britiske Labour er debatten om, hvorvidt dele af venstrefløjen har et nedsættende, racistisk syn på jøder gloende hed. Den startede, da det kom frem, at et parlamentsmedlem fra Bradford, Labours Naz Shah i 2014 havde lagt en række anti-israelske eller anti-jødiske opslag op på Facebook.

Blandt andet havde den nu suspenderede Labour-politiker delt et billede, der anbefalede at flytte staten Israel til USA.

Naz Shah

Men Naz Shah er langt fra den eneste Labour-politiker, der er kommet i modvind på baggrund af anti-jødiske udtalelser. Tidligere har Labour efter lang tids nølen ekskluderet parlamentskandidaten Vicky Kirby, der blandt andet brugte sin twitter-konto til at udsende stærkt racistiske udsagn om jøder.

Også den tidligere borgmester i Bradford, Khadim Hussein har været i søgelyset, blandt andet fordi han har sagt, at det er en fejl, at man i skolerne kun lærer om, at ”Anne Frank og 6 millioner andre zionister (støtter af, at Israel skal være en stat, red.) blev dræbt af Hitler”.

Hitler var zionist
Den mest prominente politiker, der er blevet fanget af sine egne meget anti-jødiske udtalelser er den tidligere London-borgmester og helhjertede Jeremy Corbyn-støtte Ken Livingstone. I et interview med BBC London forsvarede han den suspenderede Naz Shah og sagde blandt andet. ”Da Hitler vandt valget i 1932, var hans politik, at jøderne skulle flyttes til Israel. Han var en støtte af zionisme før han blev gal og endte med at dræbe 6 millioner jøder.”

Udtalelsen har ført til, at Livingstones gamle ven og allierede, Labour-formand Jeremy Corbyn har suspenderet den tidligere London-borgmester fra partiet.

Foran rullende BBC-kameraer beskyldte Livingstones partifælle, parlamentsmedlemmet Jonathan Mann ham for at være en ”nazi-apologet” og for at ”omskrive historien”. Mann henviste blandt andet til, at Hitler allerede i 1925 – altså før han ifølge Livingstone blev gal – havde skrevet Mein Kampf, hvor han blandt andet skrev, at” ..personificeringen af djævelen som symbol for alt ondt antager den levende form af Jøden.”

Er Miljöpartiet blevet infiltreret af anti-semitter?
I det ellers så politisk korrekte Sverige, er der en større politisk skandale i gang i det endnu mere politisk korrekte Miljöpartiet. I centrum for hele balladen står den nu tidligere boligminister Mehmet Kaplan og hans holdning til jøder. Han kom i et vældigt stormvejr, da det først kom frem, at han var mødtes med formanden for den svenske afdeling af ”De Grå Ulve”, der er en fascistisk og ultranationalistisk tyrkisk organisation.

Det endelige søm blev hamret i Mehmet Kaplans ministerkiste, da Svenska Dagbladet kunne fortælle, at Mehmet Kaplan i 2009 havde udtalt, at Israels behandling af palæstinenserne er at sammenligne med nazisternes behandling af jøder i 1930’erne.

Mehmet Kaplan er tidligere blevet stærkt kritiseret, fordi han inviterede den britiske antisemit Yvonne Ridley til et arrangement i den svenske rigsdag. Yvonne Ridley er en britisk journalist, der blev fanget af Taleban og efter kidnapningen har været overbevist om islamismens herligheder. Hun betegner sig selv som radikaliseret og førte valgkamp for det engelske Respect Party med det mål at gøre Skotland til ”zionist-fri zone”.

Det har fået Lars Nicander, leder af Center for Asymmetric Threat Studies på Forsvarshögskolan, til at sige, at han frygter, at Miljöpartiet er blevet infiltreret af islamister. Det er det fænomen, man kalder entrisme: ”Jeg ser en lighed med, hvordan sovjetkommunismen agerede under Den Kolde Krig, når man forsøgte at infiltrere forskellige demokratiske partier. Den samme metodik kan man se virkningen af i dag, når folk, som står Det Muslimske Broderskab nær - et islamistisk parti - åbenbart får et stort fodfæste i Miljöpartiet”, siger Lars Nicander.

Skal jøderne flygte fra Frankrig?
Vesteuropas største jødiske mindretal findes i Frankrig, og det er også her, diskussionen om antisemitisme fylder mest. Frankrig har samtidig en af de største andel muslimske indbyggere, og det har ført til en række spændinger mellem de to grupper.

At Mellemøstens konflikter mellem jøder og muslimer lever videre blandt de etniske mindretal i Vesteuropa er desværre et velkendt problem. Efter den seneste intifada mellem palæstinenserne og israelerne i 2014 blev situationen i Frankrig så betændt, at en række jødiske talsmænd opfordrede franske jøder til at forlade Frankrig og flytte til Israel.

’Jødehad er jødernes egen skyld’
Det bemærkelsesværdige ved den efterfølgende debat var, at dele af den franske venstrefløj placerede ansvaret for det stigende jødehad især i indvandrermiljøerne hos jøderne selv.

I en leder i den moderat venstreorienterede avis L’Express skrev chefredaktør Christophe Barbier eksempelvis: ”Hvordan kan en jøde, der frygter et antisemitisk fremstød i Frankrig og vælger at efterlade dem, der ikke kan eller ikke vil flygte, frigøre sig selv for anklagen om at være en kujon?”

Barbier fortsætter med at bebrejde jøderne selv det stigende jødehad. De ”hengiver sig til selvforsvar”, de forskanser sig i deres religion og deres samfund, og de støtter Netanyahus højreorienterede israelske regering. Barbier afslutter lederen, der vakte international fordømmelse med følgende citat:
”Tag dig i agt for dem, der konsulterer den nye Beelzebub for at dæmpe deres frygt! Hvis de tror, at det at være fransk er et problem for at være jøde, så giver de dem ret, der siger, at det at være jøde er et problem for at være fransk.”

Moralen i Barbiers leder i en af Frankrigs største aviser er klar: Jo, der er jødehad i dele af de islamiske miljøer i Frankrig, men det er først og fremmest jødernes egen skyld, og det er jødernes ansvar at bekæmpe jødehadet. Et ganske uset synspunkt på venstrefløjen, når det handler om racisme mod en etnisk minoritet.

Men hvorfor denne antisemitisme?
Meget taler altså for, at der på i hvert fald dele af venstrefløjen er en spirende antisemitisme i disse år. Om ikke andet er der larmende tavshed på den politiske venstrefløj over den mere og mere fjendske stemning over for jøder. Men hvorfor? Hvorfor har de samme mennesker, der normalt bekæmper racismen i alle dens former, et blindt punkt, når det handler om jøder?

Ifølge Aaron Simons, der er venstreorienteret og tidligere formand for det jødiske samfund på Oxford University, skyldes det spirende jødehad blandt nogle venstreorienterede, at store grupper på venstrefløjen ikke opfatter jøder som en minoritet, men som en del af et undertrykkende, hvidt flertal. Dermed bliver jøderne ifølge Simons ikke en undertrykt gruppe med et beskyttelsesbehov, men i stedet billedet på dem, der profiterer af hvide privilegier.

Det bliver blandt eksemplificeret af en tidligere studerende, der fortæller, at hun på et forum for venstreorienterede studerende så Holocaust omtalt som ”hvid kriminalitet mod hvide”. Aaron Simons mener, at en del venstreorienterede studerende på det engelske eliteuniversitet er ”strukturelt antisemitiske”.

En anden – og noget mere kynisk forklaring – findes hos formanden for Jean-Jacques Rousseau-instituttet i Paris, Michel Gurfunkiel. Han peger – med udgangspunkt i det franske valg i 2012 – på, at muslimer er blevet en vælgergruppe, centrum-venstre skal bruge for at vinde magten.

Gurfunkiel peger på, at 86 % af de muslimske vælgere i Frankrig i 2012 stemte til venstre for midten. Og, understreger det konservative magasin National Review: Centrum-venstre vil blive mere og mere afhængig af at trække muslimerne til stemmeboksen i takt med, at den muslimske befolkning i Europa stiger, og flere af de klassiske arbejdervælgere bliver trukket mod højrenationale partier.

Hvem kan kende forskel på jøder og Israel?
Det måske mest bemærkelsesværdige ved den spirende antisemitisme på dele af den europæiske venstrefløj er efter min opfattelse, at man betragter jøder generelt som repræsentanter for staten Israel. De jødiske mindretal i Europa bliver holdt kollektivt ansvarlige for den jødiske stat Israels politik, og dermed får en venstreorienteret antisemitisme sin legitimitet. Fordi en kritik af og en modstand mod staten Israels politik over for palæstinenserne – hvor berettiget den kritik end er – meget hurtigt bliver til en kritik af og modstand mod jøder, hvis man identificerer hver enkelt jøde med samtlige staten Israels handlinger.

Det er en farlig plante, der har vist sine hæslige spirer rundt omkring i venstrefløjens europæiske blomsterbed. Og det er så slående formørket, fordi ingen venstreorienteret i Europa kunne finde på at stille tyrkere kollektivt til ansvar for Erdogans vandring mod despot, gøre et had mod taleban til et had mod afghanere eller give herboende syrere ansvar for Assads brug af kemiske våben. Fordi stater er stater, mennesker er mennesker og racisme ikke er noget, vi gør os i.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


placeholder

Annonce