Splittelsens parasitter mæsker sig på Gellerups stemmeprocent

Det er polemik på speed, når Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti udråber stigende stemmeprocent i Gellerup som udtryk for en kommende afskaffelse af Danmark.
Foto: Vallø, Flickr
Skulle det virkelig være et demokratisk problem, at De Radikale går markant frem i landets mest udsatte boligområder? Det mener en række højrefløjsdebattører i Jyllands-Posten samt nuværende og tidligere folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti.

Det er helt ude på polemikkens overdrev

Men det er helt ude på polemikkens overdrev, når Dansk Folkepartis folketingsmedlem Marie Krarup i en debat i Deadline taler om ”Danmarks afskaffelse” og beskriver et par hundrede stemmers fremgang til De Radikale som værende ”uhyggeligt”.

Det er uden politisk substans.

 

Den klassiske værdipolitik, som vi kender den tilbage fra 2001 er reduceret til et spil, hvor de politiske yderfløje høster billige point på at tale tomme udspil, som det såkaldte paradigmeskifte, op, symbolpolitiske svømmeture rundtomkring de danske farvande og på at tale det gensidige had til hinanden op.

Det er splittelsens parasitter, der mæsker sig på hinandens symbolpolitik.

Demagogisk overdrivelse af Gellerups stemmetal

Vi må aldrig lukke øjnene og skal da også tage diskussionen, hvis der for alvor skulle være religiøse minoriteter, der truer vores demokrati.

Inden vi lader os rive med folkeforargelsens malstrøm, så bør man lige kigge på de tallene

Men inden vi lader os rive med folkeforargelsens malstrøm, så burde man kigge på de tal, som har floret i vildskab på sociale medier.

Der er ganske rigtigt klar fremgang til De Radikale ved stemmestedet i Gellerupparken (Globus 1), hvor andelen steg fra 5,1 procent i 2015 til 34,5 procent i 2019.

Det ser ganske rigtigt voldsomt ud, men man bør måske huske, at det drejer sig om 1.115 stemmer i alt og samtidig bør man se på de radikale stemmetal over en længere periode. Således høstede De Radikale faktisk 20,8 procent i Gellerup tilbage 2011.

De tal gør i virkeligheden 2015 til det bemærkelsesværdige år - den statistiske outsider.

Og lad os nu være helt ærlige, når De Radikale går massivt frem ved dette valg, så er det ikke på grund af Morten Østergaards overnatning i Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg eller et par imamers demagogiske opfordringer.

Det er almindelige politiske korrekte og etniske danskere der har båret den store radikale fremgang

Det er almindelige politiske korrekte og etniske danskere der har båret den store radikale fremgang på landsplan. De frygtede Stram Kurs, de modsatte sig ønsket om tidligere tilbagetrækning til de nedslidte og de drømmer ganske enkelt om en helt anden udlændingepolitik.

Fælles front mod demokratiets fjender

At stigende stemmeprocenter i ghettoområderne og fremgang til De Radikale skulle være et selvstændigt problem for både demokrati og Danmark har jeg oprigtigt talt svært ved at få øje på.

Jeg har aldrig – heller ikke på lederplads her på Netavisen Pio – været stor fan af De Radikale. Deres moraliserende sværmeri for dem med deres på det tørre er utiltalende. Men partiet har trods alt eksisteret i 114 år og har sågar været regeringsbærende en stor del af perioden. Alt sammen uden at undergrave Danmark.  

Hvis vi kigger på det demokratiske engagement, så bør vi klart afvise at imamer, præster og Jehovas Vidners ældste skal bestemme hvem menighederne skal stemme på eller ej. De skal blande sig udenom. Men jeg oplevede selv en præst fra et landsbysogn, der under valgkampen opfordrede sognebørnene til at stemme, hvilket jeg ikke ser nogen problemer med.

De muslimer og Jehovas Vidner som blankt nægter at stemme er det virkelige problem

Vi skal have alle deltage i demokratiet og samfundet uanset, hvor uenige vi end måtte være med dem. Når jeg tænker tilbage på folketingsvalget er den mest nedslående oplevelse mødet med de minoriteter, som nægtede overhovedet at sætte et kryds.

De muslimer og Jehovas Vidner som blankt nægter at stemme er det virkelige problem, som landets religiøse parallelsamfund producerer.

Leve længe den demokratiske uenighed
Den simple erkendelse burde være: Flere stemmer er godt og færre stemmer er dårligt.

Flere stemmer er godt og færre stemmer er dårligt

Man kunne selvfølgelig have lyst til at spørge Zenia Stampe, Morten Østergaard og resten af de radikale tropper, om de ville lovsynge stigende stemmeprocenter lige så meget, hvis de var forårsaget af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Stram Kurs?

Jeg håber da på det. Og personligt vil jeg mene, at den demokratiske ånd skal trumfe og at deltagelsen må sejre. Også selvom jeg selv kan være uenig. Vi må jo bare tage uenigheden på reelle argumenter frem for splittende ophidselse.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook