Spørgetime: Hvad er Løkkes integrationsplan?

I Folketingets spørgetime spurgte Mette Frederiksen ind til, hvad Lars Løkkes plan for integration egentlig er. Statsministeren havde ikke noget svar og ville afvente trepartsforhandlingerne.
I dag gik endnu et afsnit af den christiansborgpolitiske sæbeopera over skærmen, da der var spørgetime i Folketinget.

Som så meget andet i dansk politik var spørgetimen en sammenkogt ret af flygtningekrise, integrationsproblemer og indvandreres dårlige tilknytning til arbejdsmarkedet.

Denne gang tilsatte Mette Frederiksen dog nyt krydderi i form af spørgsmål til de trepartsforhandlinger, der starter på torsdag. Her skal regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne finde løsninger på, hvordan de mange flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, kan blive en del af arbejdsmarkedet.

Mens Socialdemokratiet i sidste uge fremlagde et integrationsudspil, der blandt andet skulle lette byrden for kommunerne, har der været larmende tavshed fra regeringen. Derfor spurgte Mette Frederiksen ind til, hvad regeringens integrationspolitik egentlig er.

Det kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke svare på, og trepartsforhandlingerne fik således karakter af et figenblad, der skulle dække over, at Lars Løkke Rasmussens regering ikke ved, hvordan man skal løfte integrationsopgaven.

Angrebet fra Mette Frederiksen rammer Løkke på et ømt punkt, efter Politiken sidste uge kunne afsløre, at Venstre-regeringen på et internt møde havde afvist Inger Støjbergs integrationsplan, fordi den var for uambitiøs. Dermed står regeringen uden nogen integrationsplan.

Samtidig kritiserede Mette Frederiksen Lars Løkke Rasmussen for, at han forlangte, at fagbevægelsen skal være med til at løse integrationsproblemerne, før man kan diskutere nogle af de andre problemer, de danske lønmodtagere står overfor.

Lars Løkke havde ikke noget svar på, hvorfor han ikke ville diskutere eksempelvis bedre arbejdsmiljø, med mindre arbejdsmarkedets parter er med til at løse den integrationsudfordring, regeringen lige nu står magtesløs overfor.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce