Sprogligt: Hvis du siger ”husholdningsbudget”, så prædiker du højrefløjs-ideologi

Når medierne omtaler finansloven som en privatøkonomi, går de højrefløjens ærinde. En stats økonomi er nemlig langt mere kompleks end en husholdning.
Over de seneste par uger har flere danske medier brugt udtrykket ”husholdningsbudget” om finansloven. Udtrykket fremgår eksempelvis i artikler hos DR, BT og Avisen.dk, som alle under finanslovsdebatten har brugt begrebet.

Det er jo meget fint og hyggeligt at udskifte ordet ”finanslov” med ”husholdningsbudget”. Det kan være for at skabe sproglig variation eller for at gøre det svære mere tilgængeligt for hr. og fru Danmark. Variation og tilgængelighed er som sådan godt, men der er en hage ved det. For ordet ”husholdningsbudget” er ikke neutralt. Når man bruger en metafor som ”husholdningsbudget” om finansloven, så har det en række medbetydninger.

Når medier eller politikere taler om budgettet for statsfinanserne som et husholdningsbudget, accepterer de nemlig (sandsynligvis ubevidst) en forståelse af statens økonomi som noget, der kan sammenlignes med økonomien i en husholdning.

Staten kan investere sig til vækst – husholdningen kan ikke
Det kræver måske en lille forklaring. I et husholdningsbudget må man skære ned i sine udgifter, hvis man i en periode kæmper med underskud. Det er groft sagt den eneste mulighed, man har. Ideen om statens budget som et ”husholdningsbudget” passer altså som fod i hose med den klassiske, højreorienterede sparepolitik (monetarismen eller austerity), som vi har set mange steder i Europa. Da finanskrisen ramte, var højrefløjens svar på de økonomiske problemer, at stat og velfærdsudgifter skulle beskæres: Lavere sociale ydelser, ringere velfærd, en mindre offentlig sektor. Man kunne altså spare sig til vækst, mente de, hvis bare statens budgetter gik i nul.

Det er lidt samme tankegang, der ligger i metaforen om at stramme bæltet eller livremmen ind. Hvis der er krise, så strammer vi bare ind, lever lidt sundere og minimerer overforbruget. Det kan lyde intuitivt rigtigt, at man skal stramme ind, hvis man har levet over evne, eller hvis man har svært ved at få brød på bordet. Men den måde, hvorpå en nationaløkonomi fungerer på, stemmer slet ikke overens med den effektfulde, men totalt misforståede økonomiske framing om husholdningsbudgetter.

Drop nu bare sparepolitikkens ideologiske sprog
Den husholdningsøkonomiske tankegang står i skærende kontrast til den ellers velkendte og udbredte keynesianske finanspolitik. Den keynesianske tilgang afviser sparepolitikken i krisetider. Den siger tværtimod, at staten skal holde hånden under vækst og beskæftigelse under en økonomisk nedtur ved at pumpe penge ind i økonomien med offentlige investeringer. Bruger staten sine finanser til at holde hjulene i gang, vil krisens sociale konsekvenser blive afværget, færre vil miste jobbet, og krisen vil blive kortere. Det er bedre for statens finanser, at folk har arbejde, end at de skal have udbetalt overførselsindkomst på grund af arbejdsløshed. Stigende arbejdsløshed rammer dobbelt i form af lavere skatteindtægter og højere udgifter til offentlige ydelser. Derudover lægger nedskæringer også en massiv dæmper på forbruget, der underminerer den indenlandske efterspørgsel og mindsker aktiviteten i økonomien. Og det er grundlaget for en økonomisk pessimisme, som trækker kriser i langdrag.

En privatøkonomi er i langt højere grad et lukket kredsløb, mens en nationaløkonomi er baseret på en lang kæde af sammenhængende mekanismer, som alle påvirker hinanden. Et land og en nationaløkonomi har altså langt flere muligheder for at håndtere en økonomisk krise, end man har i en privatøkonomi. Derfor giver det dårligt mening at sammenligne de to ting.

Når medierne eller andre omtaler finansloven som et husholdningsbudget, så kommer de uforvarende til at abonnere på en dybt højreorienteret opfattelse af nationaløkonomi. Hvis man som venstreorienteret gerne vil slå et slag for, at man kan bruge offentlige investeringer til at holde hånden under økonomien i krisetider, skal man fuldstændigt droppe at tale om husholdningsbudgetter, når finansloven bliver diskuteret. Og det samme gælder for journalister, der gerne vil dyrke journalistikkens neutrale og objektive dyder, for så er man faktisk forpligtet til at undgå de ideologiske ordvalg. Man går kun højrefløjens ærinde, hvis man taler om husholdningsbudgetter.

 

”Sprogligt” er en ny, fast klumme, som udkommer hver 14. dag på Netavisen Pio. Den tager god og dårlig politisk kommunikation under kærlig behandling, så socialdemokrater og andre progressive bliver dygtigere til at få deres egne værdier frem og kan gennemskue andres retoriske kneb.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce