Uddannelsesminister Søren Pind er gået i brechen for statsministeren på Facebook. Det sker midt i debatten om Lars Løkke Rasmussens angiveligt tætte forbindelserne til kvotekongerne i fiskeindustrien, som særligt oppositionen har kritiseret og hevet ham i samråd for. Pind har forsvaret sin partiformand i dette Facebook-opslag den 30. januar:

Når Søren Pind skriver om ”angrebene på Lars Løkke Rasmussen og Løkkefondens arbejde med drenge på kanten”, er der tale om en stråmand. En stråmand er et retorisk kneb, hvor man angriber en holdning, som man påstår, at ens modstander har.

Med en stråmand skyder man altså modstanderen noget i skoene, eksempelvis en mere ekstrem holdning, end han/hun har, hvorefter man modargumenterer denne holdning. Man ”skubber” kritikken til at handle om noget andet end det, den egentlig gør. I stedet for at forholde sig til det, modstanderen rent faktisk siger, lægger man afstand til noget, som er lettere at argumentere imod eller mere bekvemt for en selv. For hvem er det egentlig, der har angrebet Løkkefondens arbejde? Kritikken har da handlet om Løkkes omgang med kvotekongerne, deres store bidrag til Løkkefonden og den mulige indflydelse på regeringens politik og forvaltning.

Med en stråmand skyder man altså modstanderen noget i skoene, eksempelvis en mere ekstrem holdning, end han/hun har

Retorikprofessor Christian Kock kalder stråmanden som retorisk trick for en ”uskik”, netop fordi den gør, at man undlader at forholde sig til modstanderens reelle argumentation.

En skjult stråmand uden afsender
Der er ikke blot tale om en stråmand hos Pind. Der er også tale om en skjult og subtil en af slagsen. Det er der to grunde til. For det første sætter han ikke afsender på. Han fortæller ikke, hvem der skulle angribe Løkkefondens arbejde. Derfor er det sværere for kritikere at sige ”det mener jeg faktisk ikke”. Det var en anden sag, hvis Søren Pind havde skrevet ”Socialdemokratiets fiskeriordfører angriber Løkke og Løkkefondens arbejde…”. Om det ville gøre stråmanden mere eller mindre acceptabel kan man så diskutere.

For det andet opbygger han stråmanden på en underforstået måde. Ved at tale om ”angrebene på Lars Løkke Rasmussen og Løkkefondens arbejde med drenge på kanten” antager han eller forudsætter, at der netop er en række angreb på Løkkefonden. Men den forudsætning kan man altså godt være uenig i. Med et flot ord er det det, man kalder præsuppositionsfusk. Søren Pind bruger bare som antagelse, at der er angreb mod Løkkefonden, hvorefter han modargumenterer dét i resten af opslaget, hvor han skriver om metaforen med den lille hund, der letter ben op ad det store hus.

I sommer var sagen om ”barnebrude” også præget af stråmænd

Det er også præsuppositionsfusk, vi ser i sætninger som ”Slår du stadig din kone?”. Her underforstås det med ordet ”stadig”, at personen rent faktisk slår sin kone og har gjort det i noget tid. Uanset hvad man svarer på det spørgsmål, er man i problemer. Der er bygget en antagelse ind i spørgsmålet, man ikke kan slippe ud af. Det kan også være udsagn som ”Kaptajnen er ædru i dag”, hvor man underforstår, at det plejer han altså ikke at være – ellers ville man jo ikke komme med et så banalt udsagn.

Stråmand fra Berlingske-redaktør
Stråmanden har været brugt mange gange i dansk politik. I sommer var sagen om ”barnebrude” også præget af stråmænd. De, der kritiserede Inger Støjberg og ministeriets praksis, blev i hvert fald anklaget for at støtte barnebrude eller gamle mænds lyst til unge piger. Det skete selvom sagens kerne jo ikke var, om man var for eller imod disse ægteskaber, men om loven var blevet brudt af ministeren. En sådan stråmand kom eksempelvis fra Berlingskes kultur- og debatredaktør, Anne Sophia Hermansen på Facebook:

Ovenstående er blot et par eksempler på stråmænd, som ofte ses i den politiske debat – i mere eller mindre tydelig form og både med og uden afsender.

Detektor på DR2 lavede i 2013 et indslag om netop stråmanden som retorisk trick. Du kan se det her:

”Sprogligt” er en fast klumme, som udkommer hver 14. dag på Netavisen Pio. Den tager god og dårlig politisk kommunikation under kærlig behandling, så socialdemokrater og andre progressive bliver dygtigere til at få deres egne værdier frem og kan gennemskue andres retoriske kneb.