Sprogligt: Velfærdsprocenten er smuk kommunikation

Det lykkedes Peter Rahbæk Juel (S) gennem klog kommunikation at fortælle odenseanerne, hvorfor S ville hæve skatten.
I Danmarks tredjestørste by vandt Peter Rahbæk Juel (S) en overbevisende sejr, da han og Socialdemokratiet ved kommunalvalget i sidste uge hentede små 42 procent af stemmerne. Det var opsigtsvækkende, da Venstre havde satset benhårdt på at vinde den fynske hovedstad.

Men lige så opsigtsvækkende var det, da Rahbæk Juel og hans flertal var gået til valg med en skatteforhøjelse. Skatteforhøjelsen har Rahbæk Juel og de odenseanske socialdemokrater kaldt for ”velfærdsprocenten”.

Velfærdsprocenten blev introduceret i juni 2016, da Socialdemokratiet, radikale, SF og Enhedslisten i Odense gik sammen om at give de bløde områder et løft. Den blev til virkelighed ved budgetforliget i september samme år, hvor den første halve procent blev besluttet for budgetåret 2017. Peter Rahbæk Juel, der ved indgåelsen af budgetforliget endnu ikke var borgmester, skrev følgende på Facebook om beslutningen:

Velfærdsprocenten er et ord, der sidenhen er blevet overtaget af andre socialdemokrater, som har ønsket at hæve skatten kommunalt, for eksempel Holbæks nye borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen.

Fokus på årsager og løsninger
Når en socialdemokratisk politiker som Peter Rahbæk Juel taler om ”velfærdsprocenten”, så gør han det abstrakte lidt mere konkret. Han gør det, man populært kunne kalde at kravle et trin ned ad abstraktionsstigen. Jo højere vi kommer op, jo sværere er det at forstå og fange vælgernes interesse, mens det omvendt bliver mere forståeligt og jordnært, jo længere vi kravler ned.

Skat kan være abstrakt, men det, vi bruger skatten til at finansiere, er konkret, synligt og forståeligt. Skat giver først rigtig mening, når vi sætter fokus på hensigten med skatteprocenterne og på, hvad vi rent faktisk får ud af dem. I det politiske sprog skal fokus altid være på det, vi kan mærke, dufte og smage, fordi det er det, vi husker, og det, vores hjerner responderer mest tydeligt på.

Man kan på den måde også se, at Odenseborgmesteren flytter fokus – og det er helt legitimt. Han foretager et tematisk skift fra skattepolitik til velfærdspolitik: I stedet for at have fokus på skat som en (voksende) betaling fra borger til kommune, kommer diskussionen til at handle om, hvad skattestigningen skal bruges på, nemlig kvaliteten af velfærdstilbuddene. "Velfærdsprocenten” sætter også fokus på årsagen til at hæve skatten, men også løsningen på et problem: Der er brug for flere penge til velfærd i Odense Kommune efter mange år med nedskæringer. Nu er det tid til mere tid og bedre kvalitet for børn, ældre og handicappede. Det politiske argument for skattestigningen bygges direkte ind i ordet. Dermed bliver kommunikationen også mere åben og ærlig.

”Velfærdsprocenten” er et eksempel på det, der kaldes framing. Framing handler om at bruge bestemte, strategiske ord i sin politiske kommunikation for at få sine egne værdier frem i lyset. Det kan være gennem værdiladede ord, metaforer eller andre udtryk, der skaber billeder på nethinden. Det er for eksempel framing, når stemmer på højrefløjen taler om ”velfærdsmigranter” og ”cafépenge”, eller når venstrefløjen taler om ”fattigdomsydelser” eller ”Lamborghini-reform”.

Lektier fra Norge
Flere gange er de norske socialdemokrater blevet hevet frem som et forbillede for venstreorienteret kommunikation. De fremhæves, fordi de har droppet at tale om skattelettelser, der får skat til at lyde som byrde, man skal lettes fra. I stedet taler de om ”skattekutt” (skattebeskæringer), der skaber billedet af, at når du skærer i skatten, skærer du også i den fælles velfærd. De har skiftet de blå briller ud med de røde briller i deres retorik.

Men det kan også gå galt. Det var tilfældet i den norske valgkamp i september måned, da Arbeiderpartiet gik til valg på at hæve skatterne – præcis som Rahbæk Juel i Odense. Mens det lykkedes Rahbæk Juel at tale om ”velfærdsprocenten”, blev det aldrig tydeligt i Arbeiderpartiets kampagne, hvorfor skatterne skulle øges. Efter valgnederlaget konkluderede Arbeiderpartiet selv i en evaluering, at partiet ”meget tidligere burde [have] vist tydeligere hvad disse forøgede indtægter skulle gå til”. Skat blev flere steder udpeget som den vigtigste enkeltstående årsag til nederlaget.

Lektien for enhver venstreorienteret, der ønsker et stærkt, fælles velfærdssamfund, må være klar: Hvis man ønsker at hæve skatten, må man fortælle hvorfor man gør det – og ikke mindst hvad pengene skal gå til. Og tilsvarende hvis højrefløjen vil skære i skattegrundlaget, må man fortælle, hvad konsekvensen bliver, og hvordan nedskæringerne vil ramme den fælles velfærd.

”Sprogligt” er en ny, fast klumme, som udkommer hver 14. dag på Netavisen Pio. Den tager god og dårlig politisk kommunikation under kærlig behandling, så socialdemokrater og andre progressive bliver dygtigere til at få deres egne værdier frem.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce