Annonce

Stadig op til det enkelte V-medlem at oplyse om gaver

Løkkes sommerhus-sag ændrer intet: Stadig frivilligt for medlemmer af V-folketingsgruppen om man ønsker at give oplysninger om økonomiske interesser
Statsminister Lars Løkkes sommerhus-sag ændrer intet hos Venstre. Det er således stadig op til det enkelte medlem af Venstres folketingsgruppe, om man ønsker at give oplysninger til Folketingets hvervsregister.

Hovedparten af Folketingets partier har gjort det obligatorisk for sine gruppemedlemmer at give oplysninger til hvervregisteret. Kun hos Venstre og Liberal Alliance er det frit for medlemmerne af partigrupperne, om man vil give oplysninger til registeret eller ej.

Oplyste ikke om rundhåndet gave
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Venstre kunne have været megen bøvl foruden, hvis Løkke tilbage i 2014 havde oplyst til Folketingets hvervregister, at han samme år havde modtaget et sommerhusophold til at en værdi af anslået 10.000 kroner af stor-fiskeren fra Thyborøn, John-Anker Hamentner.

Men det gjorde Lars Løkke ikke, for han tilhørte den kreds af medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som tilbage i 2014 ikke ønskede at give oplysninger til Folketingets hvervregister.

Aktuelt ønsker ni medlemmer af Venstres folketingsgruppe – inklusive to på orlov - ikke at give oplysninger til hvervregisteret, hvis grundlæggende formål er at skabe gennemsigtighed og åbenhed omkring folketingsmedlemmernes eventuelle økonomiske interesser.

Det drejer sig om Jan E. Jørgensen, Preben Bang Henriksen, Thomas Danielsen (Orlov), Erling Bonnesen, Eva Kjer Hansen, Mads Fuglede, Jakob Engel-Schmidt (Orlov), Hans Andersen og Marianne Bredal.

Gave-værdier over 3.000 kroner oplyses
Hvervregisteret giver år for år indsigt i om det enkelte folketingsmedlem har lønnede bestyrelsesposter, selvstændig indtægtsgivende virksomhed, har modtaget gaver til en værdi af mere end 3.000 kr., modtaget udlandsrejser, har selskabsinteresser til en værdi af mindst 75.000 kr., har orlovsaftaler med en privat eller offentlig arbejdsgiver.

Netavisen Pio har spurgt seks medlemmer af Venstres folketingsgruppe, hvorfor de ikke ønsker at give oplysninger til hvervregisteret.

Preben Bang Henriksen:

”Folketinget har mig bekendt ikke vedtaget nogen lov om pligt til hvervregistrering. Og gjorde man det, ville den da også straks være grundlovsstridig”.

”Falsk tryghed”
Jan E. Jørgensen:

”For det første, fordi jeg ikke finder det rimeligt med den form for mistænkeliggørelse, som hvervregisteret er udtryk for.

For det andet fordi der er tale om falsk tryghed. Hvis en politiker er købt og betalt, så er vedkommende næppe så dum, at han skriver det i registeret.

For det tredje, fordi det er en glidebane. Hvorfor ikke også kræve, at politikere fremlægger selvangivelser? Offentliggør deres kalender? Fortæller hvem de mødes med og hvad de taler om? Fortæller om medlemskab af foreninger, børn på gule plader, seksuel og religiøs orientering, fremlægger lister over gæster til private fester og respektive gaver? Der er næppe grænser for, hvad nysgerrige nuværende og forhenværende Ekstra Blads journalister kan sidde og snage i”.

For det tredje, fordi det er en glidebane. Hvorfor ikke også kræve, at politikere fremlægger selvangivelser? Offentliggør deres kalender

Thomas Danielsen:

”Jeg har i protest mod det misvisende register sagt; nej, til at bruge det, til der kommer et flertal i Folketinget, der ikke accepterer et så misvisende hvervregister.

Min protest sker, da det er at føre befolkningen bag lyset, hvis man kun oplyser, hvad der til dette register kræves. Det afspejler på ingen måde medlemmernes økonomiske interesser.

Det bør være således, at man både skal oplyse sine egne og ægtefælles økonomiske interesser. Derudover også hverv der ikke er indtægtsgivende, da de kan blive det med tiden eller være det indirekte. Derudover bliver investeringer i kryptovaluta eller aktier heller ikke oplyst.

Jeg har forsøgt at gøre opmærksom på dette problem ved flere lejligheder uden held. Jeg har derudover ved en hver konkret forespørgsel oplyst, hvad min hustru og jeg har af økonomiske interesser”.

DF: Godt med åbenhed
Netavisen Pio har yderligere spurgt, men ikke modtaget svar fra V-gruppemedlemmerne Erling Bonnesen, Mads Fuglede og Eva Kjer Hansen.

Netavisen Pio har spurgt Venstres gruppeformand Søren Gade, om Venstre - i lyset af medieomtalen af den rundhåndede gave til Lars Løkke i form af en uges sommerhus-ophold i Skagen - fremadrettet vil gøre det obligatorisk for medlemmer af Venstres folketingsgruppe at give oplysninger til hvervregistret.

Gade er aldrig vendt tilbage med svar.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup oplyser over for Netavisen Pio, at DF bakker op om hvervregistret, men vil ikke blande sig i, hvad man gør hos Venstre:

”Det må være op til Venstre. Det vil vi ikke blande os i. Men DF’s folketingsmedlemmer er blevet bedt om at give oplysninger til hvervregistret. Vi bakker op om registret, da vi synes, at det er godt med åbenhed om politikernes økonomiske interesser”.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet