Efter det skelsættende præsidentvalg i USA har en af hovedpointerne i kommentatorernes analyser været, at den republikanske præsidentkandidat Donald Trump vandt, fordi han talte til en stor gruppe vrede arbejderklasse-vælgere, der med rette har følt sig svigtet af ”systemet”.

Det er mennesker, der har set deres indkomster, jobmuligheder og arbejdsforhold kraftigt forværret de seneste 30 år, mens en stadig mindre gruppe af deres amerikanske medborgere er blevet svimlende rige.

Denne stigende ulighed er grundlæggende et udtryk for en ubalance i det amerikanske samfund mellem arbejdsgivere og arbejdstagere – dem der ejer virksomheder og dem der arbejder i dem. Der er i sagens natur en klar interessekonflikt mellem de to og en deraf følgende brydekamp.

En kamp som de amerikanske arbejdstagere i al væsentlighed har tabt de seneste år. Tilbage står de med dårligt betalte jobs, dårlige arbejdsforhold og følelsen af at være ”tabt på gulvet”.

Uorganiserede arbejdere taber
Hvorfor bliver de amerikanske medarbejdere ved med at ende som taberne? I al væsentlighed fordi der på det amerikanske arbejdsmarked ikke er tradition for at arbejdstagerne organiserer sig i stærke fagforbund.

Derfor bliver alle væsentlige spørgsmål en ulige kamp mellem den enkelte – eller i bedste fald små grupper af medarbejdere - på den ene side og virksomheden på den anden. Der er altså en skævhed til stede, der gør at arbejdsgiveren næsten altid har overtaget.

Da jeg i sin tid var værnepligtig stod der på servietterne i feltrationerne altid ”Et godt forsvar gavner freden!”. Det kan lyde paradoksalt, men man kan på samme måde sige, at en stærk fagforening gavner arbejdsmarkedet. For kun med medarbejdere, der organiserer sig i faglige fællesskaber, der kan repræsentere en med- og modspiller til arbejdsgiverperspektivet kan arbejdsmarkedet og dermed samfundet være i balance.

Derfor er det også svært uheldigt, at de store danske fagforbund for tiden kæmper med vigende medlemstal – nogen siger de er blevet for ”servicerende” og er blevet fag-forretninger i stedet for fag-foreninger og at individualiseringen, der ligger i tiden, får os til mest at tænke på os selv.

Vejen ud af tilbagegangen må være, at de store fagforbund igen bliver oplevet som de vigtige fællesskaber, de er. Fællesskaber der har langt større betydning end røde faner og fællessang. For der er mere brug for fællesskaber end nogensinde, hvis ikke vi skal ende i den samme spiral som for nyligt kulminerede med protest-valget af Donald Trump.

Thomas Phillipsen er erhvervspsykolog.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning