Stærkt underholdende bog om danskere, der blev draget mod kommunismen og fascismen

I historieforskningen er det i stigende grad blevet kritiseret, at man anskuer historien ud fra en national optik. Det hører selvfølgelig med til den store og massive bevægelse, der ønsker at rekonstruere verdenshistorien for at stille mere skarpt på minoriteter. 

Historiker René Karpantschof viser i sin nye bog ret klart og fremragende, at det ikke behøver at være så sort/hvidt. 

‘De ekstreme danskere’ er en videreførelse af hans anmelderroste bog, ‘De stridbare danskere’, der handlede om tiden efter enevælden, omkring indførelsen af grundloven og frem til 1920. 

Pointen heri var, at grundloven ikke var en garant for demokratiets indførelse, hvilket er aldeles korrekt. Bogen var, så at sige, en del af den rekonstruering af den nationale historiefremstilling, der virker som en kritisk korrektion, som vi alle kan lære af. 

Uden skyggen af moralisme

‘De ekstreme danskere’ fortsætter i samme spor, og René Karpantschof fremviser, at mellemkrigstiden i Danmark naturligvis var præget af internationale forhold. 

I modsætning til at fortælle historien ud fra ‘vindernes’ perspektiv, beskriver han hvorledes et utal af forskellige aktører rejser ud i verden, for siden at vende hjem med nye ideer, nye magtstrukturer og samfundsforandrende indspark. 

Det specielt interessante ved selve læsningen af begge bøger er, at René Karpantschof, der selv eksplicit er en del af den yderste venstrefløj som tidligere BZ’er, går kronologisk og personperspektiverende til værks, uden skyggen af moralisme. 

Disse danskere bliver senere centrale på de politiske yderfløje, der udarter sig til kommunismen og fascismen

Det betyder, at vi bliver introduceret til ukendte personer, der påvirkes af tidens strømninger, og som senere radikaliseres, og i mange tilfælde bliver centrale personer i tidens værdikamp. 

Denne tilgang betyder faktisk, at man i ret så overraskende grad forstår, og i visse tilfælde får sympati for ekstremister på begge sider af de politiske fløje. 

Læs også:Kommunist, kriminel og våbensmugler: Moskvas trofaste mand i Danmark blev H.C. Hansens ven

Vi bliver introduceret til de danskere, der drog til Rusland og kæmpede for henholdsvis den røde og den hvide fløj. 

Disse danskere bliver senere centrale på de politiske yderfløje, der udarter sig til kommunismen og fascismen, hvilket i sig selv er tankevækkende og forklarende. 

Udpræget racisme

René Karpantschof peger også på forskellige erhvervsinteresser, blandt andet H.N. Andersens ØK (Det Østasiatiske Kompagni), der deltog i kolonialismen, hvor demokratiet var en saga blot, og hvor især gummi var et aktiv for industrialiseringen i Danmark. 

Her viser han ret nøgternt, at racismen var ret så udpræget og accepteret dengang, og hvor blandt andet Politiken forsvarede denne forretningsmodel, hvor udbytningen af arbejderne derude blev opfattet som positiv, fordi det gavnede det danske arbejdsmarked. 

Det samme gør sig gældende omkring de danskere, der deltog i erobringskrige, blandt andet i Afrika, hvor nogle danskere deltog i massive kampe, hvor man blandt andet anvendte giftgas, der ellers var blevet forbudt at bruge i de vestlige lande. 

Læs også:Med støvletramp og skrårem: Da gadekamp var politik

Det er i grunden en interessant pointe, at man i denne periode faktuelt lod massive folkemord finde sted, uden at der var bevægelser, der kritiserede selvsamme. 

Danskere tog også afsted til Spanien for at bekæmpe Franco, ligesom en hel del danskere hyldede Italiens Mussolini og fascismen, som de spejlede sig i. 

Det er i grunden ret forbløffende at læse om, hvor mange danskere, der hyldede og drømte om fascisme eller kommunisme, som et løsen ud af tidens kriser, der blandt andet bød på voldsom fattigdom og arbejdsløshed. 

Det er som om, at samtlige partier oplevede ekstremismen i egne rækker

René Karpantschof beretter om forsøg på generalstrejker og lockouts, der medførte, at store politiske grupperinger sloges i gaderne. 

Han forklarer også, at man dengang kunne miste sine demokratiske rettigheder, når man ikke kunne forsørge sig selv, og hvorledes fattiggårde fungerede som arbejdslejre. 

Alt sammen en del af det meget mere brogede bagtæppe af begivenheder, der er med til at forklare, hvorfor så mange danskere blev ekstreme, og hvorfor de magthavende i mange tilfælde suspenderede idealerne for i stedet at ty til pragmatisme. 

Unge socialdemokrater bar også uniform

I perioden blev retten til at forsamle sig, til at demonstrere, til at udgive bøger og til at bære uniform flere gange krænket. 

Det er for eksempel overraskende at læse, at selv ungpartiet i Socialdemokratiet faktisk også bar uniform og var med til at slås i gaderne. 

Det er som om, at samtlige partier oplevede ekstremismen i egne rækker, og at både De konservative, Venstre og Socialdemokratiet nok flirtede med fascisme, nazisme og kommunisme, men samtidig nåede at besinde sig, inden det hele løb af sporet, ligesom det var tilfældet i udlandet. 

Antisemitismen var også udbredt i Danmark, desværre

Vi ved allesammen godt, at Kanslergadeforliget var en vigtig begivenhed i Danmarkshistorien, netop fordi det var et forlig, der var båret af ideen om konsensus. 

Knapt så udbredt er bevidstheden om, at de store partier også i stigende grad tog afstand fra ‘gadens parlament’ i tide. 

Men det er afgørende faktorer for at kunne forstå, hvorfor Danmark ikke blev radikaliseret i disse skæbnesvangre år. 

Læs også:Guld, gullasch og grådighed: Da Danmark blev ramt af millionærfeber

Det er ikke alene Socialdemokratiets stigende, nationale identitet, som et værn mod kommunismens udbredelse, der blev afgørende, men i den grad også De Konservatives forsøg på at skille sig ud fra de stigende nazistiske tendenser. 

Med medierne stod det lidt anderledes til, og René Karpantschof peger blandt andet på, at de borgerlige aviser i den grad udbreder antisemitisme, og at det altså ikke bare var ‘en smutter’, dengang Jyllands-Posten skrev, at man skam godt kunne forstå tyskerne lige efter Krystalnatten. 

Antisemitismen var også udbredt i Danmark, desværre. 

Bønderne følte sig svigtede

Det mest overraskende ved læsningen af ‘De ekstreme danskere’ er nok, at det lykkes for René Karpantschof at anskueliggøre, i stedet for at dæmonisere, hvorfor så mange blev inspireret af fascismen og nazismen. 

Bønderne i Sønderjylland var dengang plaget ekstremt af regression og et uhørt antal af jordejere røg på tvangsauktion. 

Det er en bog til tiden

De mente, at den danske regering svigtede dem, og derfor så de på Mussolini og det unge, nazistiske Tyskland som frelsere, der kunne få styr på sagerne. 

Det er og bliver bare sådan, at man på venstrefløjen nok erkender, at troen på verdensrevolutionen og kommunismen endte fatalt, men at det til en vis grad var forståeligt, at så mange hyldede forandringerne, fordi arbejderne led så grueligt under kapitalismen. 

Læs også:Besættelsens aggressive bønder flirtede med nazismen

Men det er faktuelt et lignende forhold, der gjorde sig gældende for især bønderne, der så lod sig inspirere af fascismen, nok her især fordi de jo var jordejere, og derfor frygtede kommunismens kollektivistiske ideologi. 

‘De ekstreme danskere’ er notorisk underholdende og særdeles oplysende. Langt det meste er kendt stof, men det er sammensætningen og perspektivforskydningen, som René Karpantschof benytter sig af, der gør, at bogen giver så meget nyt stof til eftertanke. 

Det kører lidt i ring

Det er en bog til tiden, og mens man læser igennem de mange kampe og ekstremistiske ideer, der frit bliver ytret, kan man ikke undgå at se det hele i nutidens lys. 

Efter endt læsning sidder man med en fornemmelse af, at det hele kører lidt i ring. Også dengang var alting så ekstremt. 

Også dengang var politisk ideologi og pragmatik to forskellige størrelser, hvor det på en måde er en lise, at vi i Danmark har hældt mere til pragmatismen end til idealismen. 

Læs også:Staunings store kærlighed til Grønland

Eller som den socialdemokratiske politiker og forfatter, Hartvig Frisch, senere pointerede: I tider, hvor en pest synes at have ramt Europa, der er det vigtigt at forsvare demokratiet, selvom den som idealisme nok synes mere løs i kanterne, men samtidig er så vigtig for hele det hus, vi bebor og som vi i grunden ikke ville være foruden. 

René Karpantschof forstår netop det, til trods for, at han er selverklæret socialist. Det er derfor, at han så ironisk - og retfærdigt!  - kan pege på, hvor fjollede yderfløjene i grunden altid gebærder sig, mens de æder sig selv op. 

I midten står de politiske partier, og for mellemkrigstidens vedkommende, Stauning og Zahle, der lykkedes med konsensus, der grundlæggende betød sikkerhed. Og det skal vi nok være glade for. 

René Karpantschof. 'De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939'. 661 sider. Illustreret. Gads Forlag. 2025. Er netop udkommet.