☰
☰
Annonce
Starthjælp: Da fattigdom blev okay
Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis "Starthjælp" fra 2002 var ikke andet end statsautoriseret fattigdom. Højrefløjen forstår ikke, at fattigdom og udelukkelse fra samfundet aldrig kan ruste mennesker til et bedre liv.
”Starthjælp er nok til overlevelse. Ikke til mad tre gange om dagen, men det er nok til en morgenmad og en aftensmad..."
Citatet er hverken 100 år gammelt eller fra et land fjernt herfra. Det er Danmark anno 2007. For syv år siden i en Amnesty-rapport kunne man læse om en fars bekymringer over ikke at kunne give sine børn mad nok. Årsagen: Starthjælp.
Den lyder besnærende, starthjælp. Eller “et kærligt skub”, som den også blev kaldt. Men realiteterne var en helt anden. Da man indførte kontanthjælpen, definerede man den som et eksistensminimum. Den dækkede de mest basale behov. Den nye ydelse, starthjælp, udgjorde halvdelen af en kontanthjælp. Et nyt eksistensminimum havde set dagens lys med VK-regeringens indførelse af starthjælp i 2002.
Op igennem 00'erne eksploderede Danmark i forbrugsfest med designermøbler, og et "alle har ret til et nyt køkken"-mantra. Festligt for nogen. Men lukket land for andre. Modtagerne af starthjælp, nogle af vores mest udsatte, var absolut ikke inviteret til den fest. De var flygtninge, indvandrere og danskere. Men fælles for dem var, at de ikke havde opholdt sig i Danmark i syv af de sidste otte år og dermed ikke kunne leve op til kravet for at modtage kontanthjælp. Og de var i en mere trøstesløs situation end nogensinde før.
Med starthjælp blev det pludselig okay, at en person på overførselsindkomst havde et rådighedsbeløb helt ned til 75 kroner om dagen. Et beløb, som skulle dække udgifter til mad, lejrskole, busbillet med mere. Forældre havde ikke råd til det helt basale som barnets flyverdragt, æble til madpakken eller 25 kroner til klassens pakkekalender. Tilværelsen på starthjælp var overlevelse, og det gik ud over voksne og ikke mindst deres børn.
Starthjælpen blev som bekendt afskaffet i 2012 af S-SF-R-regeringen. Den blev parkeret sammen med Fogh/Løkke-æraen. Men nu taler Venstre og Dansk Folkeparti om at genindføre den. Og det er bekymrende. En liter mælk eller et rugbrød koster nu en gang det samme, om man har 75 kr. eller 200 kr. om dagen at leve for.
Nu er det snart jul. Hjerternes fest. Men hjertet blegner, for antallet af personer, der ikke har råd til selv at holde jul og søger om hjælp, er stigende. Det er en trist udvikling. Og den i forvejen lange kø til julehjælp vil uden tvivl eksplodere, hvis man så oveni genindfører starthjælpen.
Starthjælpen var en misforståelse. Fattigdom og eksklusion gør ikke mennesker bedre rustet til at tage en uddannelse, få et arbejde og bidrage til det danske samfund. Det gør derimod et mentalt overskud - det at være med i et fællesskab. Derfor: Starthjælp - eller 00’ernes statsautoriserede fattigdom - må aldrig blive okay igen.
Gunvor Wibroe er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg (S) og formand for Socialdemokraternes nationale ligestillingsudvalg.
Citatet er hverken 100 år gammelt eller fra et land fjernt herfra. Det er Danmark anno 2007. For syv år siden i en Amnesty-rapport kunne man læse om en fars bekymringer over ikke at kunne give sine børn mad nok. Årsagen: Starthjælp.
Den lyder besnærende, starthjælp. Eller “et kærligt skub”, som den også blev kaldt. Men realiteterne var en helt anden. Da man indførte kontanthjælpen, definerede man den som et eksistensminimum. Den dækkede de mest basale behov. Den nye ydelse, starthjælp, udgjorde halvdelen af en kontanthjælp. Et nyt eksistensminimum havde set dagens lys med VK-regeringens indførelse af starthjælp i 2002.
Op igennem 00'erne eksploderede Danmark i forbrugsfest med designermøbler, og et "alle har ret til et nyt køkken"-mantra. Festligt for nogen. Men lukket land for andre. Modtagerne af starthjælp, nogle af vores mest udsatte, var absolut ikke inviteret til den fest. De var flygtninge, indvandrere og danskere. Men fælles for dem var, at de ikke havde opholdt sig i Danmark i syv af de sidste otte år og dermed ikke kunne leve op til kravet for at modtage kontanthjælp. Og de var i en mere trøstesløs situation end nogensinde før.
Med starthjælp blev det pludselig okay, at en person på overførselsindkomst havde et rådighedsbeløb helt ned til 75 kroner om dagen. Et beløb, som skulle dække udgifter til mad, lejrskole, busbillet med mere. Forældre havde ikke råd til det helt basale som barnets flyverdragt, æble til madpakken eller 25 kroner til klassens pakkekalender. Tilværelsen på starthjælp var overlevelse, og det gik ud over voksne og ikke mindst deres børn.
Starthjælpen blev som bekendt afskaffet i 2012 af S-SF-R-regeringen. Den blev parkeret sammen med Fogh/Løkke-æraen. Men nu taler Venstre og Dansk Folkeparti om at genindføre den. Og det er bekymrende. En liter mælk eller et rugbrød koster nu en gang det samme, om man har 75 kr. eller 200 kr. om dagen at leve for.
Nu er det snart jul. Hjerternes fest. Men hjertet blegner, for antallet af personer, der ikke har råd til selv at holde jul og søger om hjælp, er stigende. Det er en trist udvikling. Og den i forvejen lange kø til julehjælp vil uden tvivl eksplodere, hvis man så oveni genindfører starthjælpen.
Starthjælpen var en misforståelse. Fattigdom og eksklusion gør ikke mennesker bedre rustet til at tage en uddannelse, få et arbejde og bidrage til det danske samfund. Det gør derimod et mentalt overskud - det at være med i et fællesskab. Derfor: Starthjælp - eller 00’ernes statsautoriserede fattigdom - må aldrig blive okay igen.
Gunvor Wibroe er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg (S) og formand for Socialdemokraternes nationale ligestillingsudvalg.
