“Hej! Vil De ikke nok hjælp mig??” En tynd og senet mand tumler forvildet, forhutlet og brilleløs gennem støvede gader, mens en glohed sol bader over den syriske by.

Går den, så går den, kunne man måske næsten sige. Men det gør den bare ikke, desværre. Kort tid efter er filmens hovedperson Daniel tilbage i det uhumske fængselshul, han flygtede fra bare få minutter tidligere.

Det er historien om Daniel Rye, den livslystne og måske lidt naive pressefotograf fra det noget så almindelige Jylland. Han var den danske fotograf, der tilbage i 2013 pludseligt blev taget til gidsel af Islamisk Stat efter han er taget til landet for at dokumentere hverdagslivet under borgerkrigen.

I 398 dage gennemlever han misrøgt og tilfældig tortur

I 398 dage gennemlever han misrøgt og tilfældig tortur; et fejlslagen selvmordsforsøg og konstante dødstrusler, inden han i juni 2014 mirakuløst bliver løsladt fra det berygtede fængsel i byen Raqqa. Nu er fortællingen om en Danmarkshistories mest spektakulære kidnapningssager aktuel i filmen "Ser du månen, Daniel", som går i biografer landet over.

Favorit til en Bodil

Filmen er instrueret af Niels Arden Oplev (”Drømmen”, To Verdener ”Mænd, der hader kvinder” red.) i samarbejde med Anders W. Bertelsen, der desuden medvirker i filmen, og bygger på Puk Damsgårds fremragende bog af samme titel.  

Uanset hvor man ader øjnene glide hen på rollelisten, er det svært at sætte en finger på noget

I hovedrollen som Daniel Rye ses Esben Smed (”Sommeren 92”, ”Lykke-Per” red.). En rolle, han mestrer i sådan grad, at man undervejs mærker det på egen krop. Slagene, ydmygelsen, de beskidte, blodsprukne fødder og så videre. Mon ikke det gør ham til lidt af en storfavorit til at vinde en Bodil for bedste mandlig hovedrolle?

Uanset hvor man imidlertid lader øjnene glide hen på rollelisten, er det svært at sætte en finger på noget. Om det er Sofie Torp i rollen som Anita, den irriterende, men mest af alt slagkraftige storestore, eller det er den fornuftige og piberrygende gidselforhandler, Arthur, spillet af Anders W. Bertelsen. Det gør ingen forskel.

Ingen hjælp herfra

Det gør 15 millioner kroner derimod. Alene tanken vil nok give de fleste lommesmerter. Ikke desto mindre er det, hvad familien hjemme i Danmark bliver bedt om at punge ud med, hvis de ønsker at se deres søn i live igen.

Hvis man er lastbilchauffør eller butiksekspedient, som netop er tilfældet for Daniels forældre, så er den slags penge dog ikke just bare et greb i lommen. Derfor søger familien økonomisk hjælp hos staten. De får afslag, og de ser sig i stedet nødsaget til iværksætte en hemmelig indsamling, der i sidste ende bærer frugt.

En kritik rettet mod det officielle Danmark

Det er en ikke helt velgemt kritik, der ligger her. En kritik rettet mod det officielle Danmark, der, som det fremgår, ikke forhandler med terrorister.

”Hvis han var blevet taget i Bangkok med 2 kg kokain, så havde I jo kraftedeme sat himmel og hav i bevægelse for at få ham hjem”, lyder det fra Anita, Daniels storesøster, under et møde med Udenrigsministeriet.

Og hun har en pointe, naturligvis.

Dobbeltmoralen leder tanker hen på den noget opsigtsvækkende Melilla-sag. En sag om påstået moms- og skattesvindel for i alt 700 millioner kroner blandt danske virksomheder, hvoraf nogle af pengene måske blev brugt til finansiering af terror.

Vil nogen spille skak?

Undervejs i filmen er fangernes solide sammenhold imidlertid et lyspunkt, hvor James Foley (Toby Kebbell red.), den nu afdøde amerikanske freelancejournalist, udgør et naturligt omdrejningspunkt.

Billedtekst: Danske Daniel Rye og amerikanske James Foley i fangensskab.

”Vil nogen spille skak? Jeg er ikke så god, så I vinder sikkert”, lyder det fra ham. Med henrettelserne hængende over deres hoveder opsummerer den replik nærmest profetiske replik fint hvordan sammenholdet modarbejder gidseltagernes had.

Det samme gør sekvenserne, hvor Daniel trækker på sit talent som elitegymnast. Her ser man fængslets forslåede kroppe, journalister og ngo’er, giver sig i kast med gymnastikøvelser.

Filmen er dermed ikke bare en berettiget kritik af statens mangelfulde håndtering af Daniel Rye-sagen, men også en hyldest til humanismen og livsbekræftende fællesskaber midt i  globalisering og vestlige demokratiers besvær med at håndtere de trusler, de gennem årene selv har skabt og ja, fortsat skaber.

En hyldest til humanismen og livsbekræftende fællesskaber

Godt nok stemmer den tætte relation mellem Daniel og James ikke just overens med realiteterne. Heller ikke selvom han er den, der ender med at memorere og til slut levere Foleys sidste besked til familien i USA inden hans endeligt. Men pyt.

For filmisk er dens slående lighed med Tobias Lindholms Kapringen fra 2012 et langt større minus i regnskabet. Det samme gælder titlen "Ser du månen, Daniel", hvis koblingen til filmens mere kollektivt orienteret fortælling er svær helt at få øje på.