Staten må aldrig opgive sin indflydelse

Enig: Staten må aldrig opgive bestemmende indflydelse på offentlige monopolvirksomheder. Derfor var det også en fejl at sælge TDCs kobbernet.
På Socialdemokratiets kongres for nylig roste gruppeformand Henrik Sass Larsen med fuld ret ATP for at have overtaget den australske pensionskasses ejerandel i Københavns Lufthavn, således at staten og ATP nu sammen har aktiemajoriteten, og kan samarbejde tæt som langfristede, samfundsbevidste investorer. Det er en rigtig god national løsning, givet af den nuværende borgerlige regering næppe kunne overtales til selv at genkøbe den hidtidige australske andel.

Sass sagde i samme anledning, at staten aldrig må opgive aktiemajoritet i statsvirksomheder, der har et reelt monopol.  Jeg er aldeles enig.

Vi skal altid have en 'golden share'
Det er jeg, selv om bemærkningen også var ledsaget af kritik af den daværende socialdemokratiske regerings beslutning om at sælge aktiemajoriteten i lufthavnen og privatisere teleselskabet TDC.

Som forsvar for hvad vi dengang gjorde vil jeg nævne, at vi faktisk fastholdt en såkaldt ’golden share’ – en slags bestemmende indflydelse i lufthavnen for statens som mindretalsaktionær. Dette arrangement blev desværre afviklet af den efterfølgende borgerlige regering.

Det skal også huskes, at TDC ikke var en monopolvirksomhed. Salget blev besluttet netop i sammenhæng med liberaliseringen af konkurrencen på det europæiske telefonmarked. I øvrigt blev salget først besluttet, efter at vi forgæves havde søgt at bane vej for et stort fælles nordisk teleselskab.

Jeg lægger mig fladt ned,  når kritikken fokuserer på, at vi også solgte den fysiske infrastruktur

Vi var for 20 år siden meget bekymret for, om et relativt lille dansk teleselskab kunne overleve godt uden alliancer med udenlandsk teknologi og kapital. Jeg mener fortsat ikke, at det var forkert at sælge selve teleforretningen.

Spørg lige de danske pensionsselskaber først
Men jeg lægger mig fladt ned – og har allerede gjort det mange gange – når kritikken fokuserer på, at vi også solgte den fysiske infrastruktur – kobbernettet i jorden. Dengang undervurderede vi, hvor meget der med ny teknik kan puttes ind igennem kobberkablerne, og hvor meget ejeren har en konkurrencefordel, som burde være forblevet på fællesskabets hænder. Vi troede at fremtidens kommunikation helt overvejende ville ske trådløst gennem luften i fremtiden. Det er vanskeligt at gætte teknologiens udvikling 20 år frem!

Men eftertanken om det ukloge i salg af det fysiske net for telefonien fik Socialdemokratiet til – med Svend Auken som forhandler - at insistere på, at transmissionsnettet for naturgas altid skal fastholdes på offentlige hænder, uanset at man åbner for private investorer i handlen med naturgassen.

Vi ved ikke, hvor længe den udenlandske investor bliver som makker, men kan nu godt gætte på, at det kun er en meget kortvarig profitmaksimering.

Der var imidlertid også en anden erkendelse, som burde have bundfældet sig, før man – på et tidspunkt, hvor selskabet var urealistisk lavt vurderet – valgte at indbyde Goldmann Sachs som delejer af DONG: Når vi lader store udenlandske koncerner komme ind i hidtil statsejede selskab  - måske fordi vi mener de har en særlig ekspertise til at drive selskabet fremad – så er to væsentlige forhold ude af vores kontrol. For det første ved vi ikke, hvor længe den udenlandske investor bliver som makker, men kan nu godt gætte på, at det kun er en meget kortvarig profitmaksimering. Vi ved også - sammen med resten af Europa - af bitter erfaring, at vi ikke er i stand til at fastholde effektiv beskatning af en sådan investor.  Vi har i hvert fald endnu ikke kræfter og samarbejdsvilje mellem landene til at stå op mod fiduserne i Luxembourg og undvigelsen til Panama, Cayman Islands eller andre skattely.

Dét er et meget stærkt argument for, at næste gang staten skal sælge ejerandele i sine virksomheder, så at henvende os til de danske pensionsselskaber. Her er vi sikker på beskatning, og vi er sikre på at en gevinst efter skat tilfalder danske pensionister.

Mogens Lykketoft, er tidligere socialdemokratisk partiformand, finansminister, skatteminister udenrigsminister og ligeledes tidligere formand for Folketinget. Idag Folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning

Forhenværende partiformand, minister og formand for FN’s Generalforsamling


Kommentarer fra Facebook

Annonce