Annonce

Statsminister vil sende betjente på landet

Rigspolitiet skal slankes, så der kan blive penge til nærpoliti og flere landbetjente, mener Mette Frederiksen. Politiet skal decentraliseres.
Rigspolitiet i København skal have færre medarbejdere, så der kan blive penge til mere nærpoliti og flere landbetjente, mener statsminister Mette Frederiksen (S). Forslaget bliver køligt modtaget af både medarbejdere og støttepartier.

Efter to årtier med centralisering i dansk politi er politikerne nemlig nødt til at erkende, at man er gået for langt, mener hun.

Min påstand er, at centraliseringen ikke kun har fundet sted for at få flere muskler til at bekæmpe nye kriminalitetsformer

"Det her meget store skridt skal vise, at det faktisk kan lade sig gøre at vende udviklingen, selv om mange nærmest opfatter den som uundgåelig," siger Mette Frederiksen til Berlingske og fortsætter:

"Min påstand er, at centraliseringen ikke kun har fundet sted for at få flere muskler til at bekæmpe nye kriminalitetsformer. Noget er sket som led i en generel samfundsudvikling, vi ikke bare skal acceptere."

Vil tilbagerulle VK-regeringens reform

Den største centralisering af politiet skete med den konservatives justitsminister Lene Espersens politireform i 2007, hvor man blandt andet besluttede at sammenlægge de daværende 54 politikredse til i dag 12.

Dermed lægger Mette Frederiksen og regeringen op til at fortsætte den delvise tilbagerulning af VK-regeringens politireform, som tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) igangsatte under den tidligere regering.

Søren Pape Poulsens tilbagerulning handlede om at styrke det lokale politi med 150 betjente og besluttede at alle politikredse fik en mobil politistation.

Rigspolitiet er vokset markant

Knap 900 årsværk vil blive berørt i en ændring, der blandt andet skal skabe 20 nye nærpolitistationer og flere landbetjente.

Rigspolitiet har i dag 2.048 ansatte, hvoraf kun 618 er politibetjente, og hvoraf knap 300 af dem er ansatte på politiskolen. Siden oktober 2015 er medarbejderstaben vokset med 406 ansatte.

Regeringens mål om at halvere Rigspolitiet er efter, at man har fratrukket de 300 ansatte, der er på politiskolen, som altså ikke røres.

Hvor mange ansatte i Rigspolitiet, der i sidste ende kan komme til at stå med en fyreseddel i hånden, vil justitsminister Nick Hækkerup (S) ikke sætte tal på.

“Vores ambition er at passe på vores dygtige personale, men ambitionen er altså i endnu højere grad, at vi har et politi, der er nærværende for borgerne, som leverer tryghed, og som bliver rigtig gode til at klare den svære, økonomiske kriminalitet,” siger han til TV2.

Det er ikke første gang, at Socialdemokratiet lufter tanken om at oprette 20 nærpolitistationer. Forslaget kom oprindeligt i et nærhedsudspil ‘Nærheden tilbage’, som partiet præsenterede i september 2018, hvor der står, at de 20 nye stationer skal fordeles med 10 på hver side af Storebælt.

Politiforbund: Der er mennesker bag

Hos betjentenes fagforening Politiforbundet er formand Claus Oxfeldt åben over for en dialog omkring Rigspolitiets størrelse, og han erklærer at Politiforbundet helhjertet støtter ambitionerne om et mere nært politi.

Alligevel er han skeptisk over for statsministerens udmelding:

“Vi er parate til at kigge på hvad som helst, men det er også vigtigt at holde sig for øje, at der er mennesker bag de her tal, og at de mennesker har meget, meget vigtige funktioner. Jeg kan ikke finde mange i dansk politi, som ikke spiller en vigtig rolle, eller som har svært ved at få otte timer til at gå,” siger han til Berlingske.

placeholder

Ifølge Claus Oxfeldt, så skygger udmeldingen fra Mette Frederiksen for en mere grundlæggende diskussion, der handler om det manglende mandskab i Politiet.

Politiforbundet mener, at der bør tilføres 3.000 ekstra betjente udover de 11.000 der er ansat i dag.

Regeringen er enige med Politiforbundet i, at der er brug for flere betjente og justitsministeren siger til TV2, at man allerede i finansloven har sat penge af til at uddanne 150 flere allerede næste år.

Djøf er imod: Kompetencer spredes eller går tabt

Hos fagforeningen Djøf, der organiserer jurister og andre akademiske medarbejdere, er der også skepsis over statsministers planer.

"Det er voldsomt, at Rigspolitiet skal halveres, så 900 medarbejdere bliver afskediget eller flyttet ud til de 12 politikredse og 20 nye nærpolitistationer. Man skal passe på, at arbejdet med en nærhedsreform ikke medfører, at alt skal decentraliseres, så kompetencerne spredes eller går tabt", siger Sara Vergo, der er formand for Djøf Offentlig, i en pressemeddelse.

Jeg har stor sympati for, at regeringen gerne vil styrke den lokale politimæssige tilstedeværelse for at øge borgernes tryghed.

Sara Vergo tilføjer, at hun har sympati for intentionen om at flytte mere politi ud lokalt, men advarer om at meget kriminalitet i dag er grænseoverskridende:

"Jeg har stor sympati for, at regeringen gerne vil styrke den lokale politimæssige tilstedeværelse for at øge borgernes tryghed. Men meget kriminalitet i dag er grænseoverskridende – både i forhold til politikredsene i Danmark og ud over landets grænser,” siger hun.

SF og Enhedslisten: Lidt for voldsomt

To af regeringens faste støttepartier siger, at de deler ambitionen om mere nærpoliti, men også at de frygter for kvaliteten af Rigspolitiets arbejde, hvis man skærer for hårdt..

“Vi er optaget af at styrke det nære politi. Jeg tror, vi har undervurderet, hvor meget det betyder for folk, at der er en lokal politistation, og at der er betjening i den. Vi har underkendt, at den oplevede tryghed også betyder noget,” siger retsorfører Karina Lorentzen Dehnardt til Ritzau.

Enhedslistens retsordfører Rosa Lund siger, at hun fuldt ud deler ambitionen om mere nærpoliti, men Enhedslisten er også  skeptisk overfor, om det skal komme ved at halvere Rigspolitiet.

Radikale i hårdt angreb: Styret af mavefornemmelser

Mens der umiddelbart er opbakning til intentionerne fra både SF og Enhedslisten, så lyder der anderledes hårde ord og en blank afvisning fra det sidste af støttepartierne, De Radikale.

Vores politi og retsvæsen skal styres med hovedet og ikke på mavefornemmelser.

Partiets retsordfører mener planerne lyder urealistiske og siger, at statsministeren lader sig styre af mavefornemmelser.

“Det lyder fuldstændig urealistisk. Hvad er det, statsministeren synes, politiet ikke skal lave længere? Vores politi og retsvæsen skal styres med hovedet og ikke på mavefornemmelser. Det er meget graverende bare at ville barbere halvdelen af Rigspolitiet med de mange opgaver, man varetager i en verden, hvor kriminalitetsbilledet bevæger sig i retning af større og større kompleksitet,” siger retsordfører Kristian Hegaard til Berlingske.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) meldte i efteråret ud, at han vil indkalde til forhandlinger om et nyt politiforlig som skal forhandles på plads til efteråret.



David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

mere politi på vejene og i de små samfund - tak!