Annonce

Statsministeren går i isolation

13 ministre er gået i selvisolation - justitsminister Nick Hækkerup har fået COVID-19
Statsminister Mette Frederiksen (S) skal testes for coronavirus. Hun går desuden i selvisolation indtil svaret på testen foreligger.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse onsdag morgen:

"Statsminister Mette Frederiksen vil hurtigst muligt lade sig teste for COVID-19, efter at justitsminister Nick Hækkerup er konstateret smittet. Statsministeren går i selvisolation, indtil resultatet foreligger. Statsministeren deltog i et møde med justitsministeren fredag den 30. oktober 2020, hvor alle retningslinjer for afstand mv. blev fulgt," skriver Statsministeriet i pressemeddelelsen.

Statsministeriet understreger, at statsminister Mette Frederiksen ikke pt. udviser tegn på COVID-19:

Statsministeren udviser pt. ingen symptomer på COVID-19

"Statsministeren udviser pt. ingen symptomer på COVID-19 og vil i videst muligt omfang fortsætte sit arbejde med virtuelle møder," hedder det.

Statsministeriet oplyser samtidig, at finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod, social- og indenrigsminister Astrid Krag, sundhedsminister Magnus Heunicke, forsvarsminister Trine Bramsen og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen har alle deltaget i møder med justitsminister Nick Hækkerup. Derfor er disse ministre gået i selvisolation - indtil resultatet af cornatest foreligger.

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, børne- og undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil, uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og miljøminister Lea Wermelin har deltaget i møder med et folketingsmedlem, der er konstateret smittet, og de er derfor også gået i selvisolation og afventer testresultat, oplyser Statsministeriet.

Testes på Rigshospitalet

"Statsministerens test vil blive gennemført i dialog med Rigshospitalet, således at statsministeren hurtigst muligt kan genoptage de af sine
forpligtelser, der kræver fysisk fremmøde, herunder over for Folketinget," oplyser Statsministeriet videre.

På nuværende tidspunkt er i alt 13 ministre i selvisolation, og selvom meget arbejde kan og allerede foregår virtuelt, vil regeringen nu overveje, hvordan det i forhold til afvikling af test kan sikres, at ministre hurtigst muligt og på en forsvarlig vis kan genoptage deres fysiske forpligtelser i de tilfælde, hvor der ikke påvises smitte med COVID-19, oplyser Statsministeriet.

På Instragram skriver Mette Frederiksen onsdag formiddag, at hun er isoleret på Mariuenborg og bliver testet. Hun understreger, at hun ikke har "symptomer på sygdom".

 

Nick Hækkerup skriver tidligt på natten til onsdag på Facebook, at han har COVID-19-symptomer med hoste og feber, men ellers er ved godt mod:

Jeg har symptomer med hoste og feber, men har det ellers godt, og er ved godt mod

"At jeg har corona påvirker mange af mine kolleger, som nu arbejder hjemmefra, og det gør selvfølgelig livet noget mere besværligt for både mig og min familie, men det er en situation, som jeg deler med mange andre danskere. Jeg har symptomer med hoste og feber, men har det ellers godt, og er ved godt mod."

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet