Stemmedeltagelse til kommunalvalget i frit fald

VLAK-regeringen har afsat 5,4 millioner færre kroner til at øge danskernes valgdeltagelse end SRSF gjorde i 2013. Det vækker bekymring i DUF.
Danskernes opfattelse af, at man selvfølgelig skal stemme til et kommunalvalg smuldrer. Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE.

I 2009 oplevede man den laveste stemmedeltagelse til et kommunalvalg i 35 år. Derfor lancerede man i 2013 en kampagne til 6,4 millioner kroner, der skulle øge danskernes deltagelse til kommunalvalget. Alt tyder på, at kampagnen var særdeles effektiv, stemmedeltagelsen steg med 6,1 procentpoint.

Men VLAK-regeringen har valgt kun at afsætte 1 millioner kroner i år.

Det ærgrer formanden for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, som forventer, at valgdeltagelsen for især de unge vil falde markant i år.

Færre forventer at stemme
Hvor 87 procent af danskerne i 2009 meddelte, at de helt sikkert ville stemme, hvis der var kommunalvalg i morgen, gælder det kun 70 procent i 2017. Det svarer til et fald på 17 procentpoint på bare otte år.

I 2013 var der en øget opmærksomhed på valget i medierne og så blev der kørt den massive kampagne fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, og det ser altså ud til at være det, der forklarer den øgede stemmedeltagelse.

Ifølge rapportens forfattere vidner det om, at de danske vælgere i mindre grad end tidligere interesserer sig for lokalpolitik og reelt tror på, at det har indflydelse på deres hverdag. Men en ting er danskernes forventning til, om de vil stemme eller ej – noget andet er, om de rent faktisk gør det. For stik imod ovenstående graf, var der faktisk flere, der stemte i 2013 end i 2009. I 2009 stemte kun 66 procent af de stemmeberettigede – hvorimod 72 procent stemte ved valget i 2013. Det skyldes ifølge rapportens forfattere formentlig den særlige indsats:

”I 2013 var der en øget opmærksomhed på valget i medierne og så blev der kørt den massive kampagne fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, og det ser altså ud til at være det, der forklarer den øgede stemmedeltagelse,” forklarer forsker på VIVE Ulf Hjelmar  til Netavisen Pio.

5,4 millioner færre kroner til at øge valgdeltagelsen
SRSF-regeringen afsatte i 2013 6,4 millioner kroner til at gennemføre ”en fællesoffentlig kampagne med henblik på at styrke valgdeltagelsen,” oplyser Økonomi og Indenrigsministeriet til Netavisen Pio. Baggrunden for kampagnen var, at valgdeltagelsen til kommunal- og regionalvalget i 2009 med 65,8 procent var den laveste i 35 år.

Men i år bidrager VLAK-regeringen derimod med kun en million kroner til en kampagne, som er startet i september.

Økonomi- og Indenrigsministeriet understreger dog, at der i 2013 var ekstraordinære midler til rådighed på grund af nedlæggelsen af Momsfondet, og at der i år vil være genbrug fra kampagnen i 2013 og at de ”to tal derfor ikke helt kan sammenlignes.”

Særlig indsats over for de unge
De 6,4 millioner blev brugt til kampagnen ’Tænk dig om før du ikke stemmer’ ført af Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner. Der blev ydet en særlig indsats for at få de unge til at stemme – dels fordi man ved, at de 18-29-åriges stemmedeltagelse er lavere end den øvrige befolknings og dels fordi forskningen viser, at valgdeltagelse er en vane, som grundlægges i ungdommen. Fravælger unge at stemme – er det ofte et valg for livet.

Og jeg må indrømme, at jeg ikke bare frygter, men at jeg også forventer, at det vil føre til et fald i valgdeltagelsen for de unge vælgere.

Formand for DUF, Kasper Sand Kjær, fortæller, at man i 2013 eksperimenterede med en række forskellige initiativer - herunder mobile valgsteder på uddannelsesinstitutionerne, man sendte breve til de unge, man lavede sms-påmindelser og man kørte en synlighedskampagne med annoncer i forskellige medier.

Han fortæller, at man ikke kan lave samme massive indsats i år, da der ikke er afsat ressourcer til det. DUF laver derimod en fokuseret indsats på bare én kommune – Helsingør – som skal blive en slags laboratorium for, hvordan man kan øge unges politiske deltagelse. Det ærgrer dog formanden, at der ikke satses lige så hårdt på området i år:

”Jeg synes, at det er brandærgerligt, at der ikke er det samme politiske fokus på de unges valgdeltagelse, som der var i 2013. Og jeg må indrømme, at jeg ikke bare frygter, men at jeg også forventer, at det vil føre til et fald i valgdeltagelsen for de unge vælgere.”

 


Flere artikler om emnet

Annonce