Per Stig Møllers replik til anmeldelse: "Helt forkert"

"En anmelder har ikke lov til at referere den anmeldte bog helt forkert overfor læserne. Det skal forfatteren korrigere."
Foto: Pressefoto
Tidligere udenrigsminister og forfatter Per Stig Møller.
En anmelder skal selvfølgelig mene, hvad han vil, og det skal forfatteren ikke blande sig i. Men en anmelder har ikke lov til at referere den anmeldte bog helt forkert overfor læserne.

Det skal forfatteren korrigere. Derfor korrigerer jeg her Martin E.O. Grunz` anmeldelse af min bog ”Sommeren `45” her i Netavisen Pio.

Grunz vil så gerne gøre den til et konservativt forsvarsskrift om besættelsen

Grunz vil så gerne gøre den til et konservativt forsvarsskrift om besættelsen, men det er den ikke, så Netavisen Pios gode socialdemokratiske læsere kan roligt læse den.

Eksempelvis sætter jeg den konservative leder J. Christmas Møllers ageren i sommeren 45 under kritisk lup og nævner, at nok var der en Christmas Møller-effekt ved valget i oktober '45, men den var negativ. Og nok genfortæller jeg Aksel Møllers beskrivelse af samarbejdspolitikken som en politik, der forberedte den aktive modstand, men det kalder jeg netop ”politikermyten”.

”Bridgepartier” 

Det er heller ikke rigtigt, at jeg sætter Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti op som modpoler, idet jeg beskriver dem, med deres egen betegnelse, som de to ”bridgepartier”, der samarbejdede om, hvordan Danmark skulle regeres efter befrielsen, og nævner igen og igen H.C. Hansens og Aksel Møllers indsats i Kontaktudvalget med Frihedsrådet.Desuden kommer jeg ind på Hedtofts indsats for at få våben fra Sverige til modstandskampen.

Desuden kommer jeg ind på Hedtofts indsats for at få våben fra Sverige til modstandskampen

Jeg kommer ind på DKP`s forslag om en sammenlægning af DKP og Socialdemokratiet, men fremhæver Hans Hedtofts modstand mod idéen og hans kritik af Christmas Møller for at være for tæt på kommunisterne. Desuden kommer jeg ind på Hedtofts indsats for at få våben fra Sverige til modstandskampen.

Det er rigtigt, at jeg kalder Christmas Møller for konservativ ”leder” i 1942 og præcis ikke for formand, som anmelderen ellers hævder; thi de konservative opfattede ham stadig som deres leder, hvilket korrespondancen mellem de ”tre landsmænd”, Ole Bjørn Kraft, Poul Sørensen og Aksel Møller, og Christmas Møller vidner om.

Hans eksklusion fra partiet efter flugten til London var en politisk nødvendighed, og jeg nævner, at Hedtoft først blev bedt om at rejse, men af partiet blev bedt om at blive hjemme.

De betydningsfulde socialdemokrater 

En socialdemokrat, som går igennem bogen, er selvfølgelig Frode Jakobsen. Bl.a. fremhæver jeg, at han i sommeren `45 netop ikke ville have en politisk enig modstandsbevægelse, fordi man var gået ind i modstandskampen af vidt forskellige politiske og upolitiske grunde, og at han forhindrede DKP`s og Dansk Samlings forsøg på at gøre Frihedsrådet til en politisk enhed efter besættelsen.  

En anden socialdemokrat, der spiller en betydelig rolle i bogen, er Hal Koch i forbindelse såvel med hans kritik af retsopgøret som hans indsats i sommerens debat om, hvordan demokratiet nu skulle forstås og indrettes. Det var hans linje, som vandt.

Stikkerens rolle 

Det er rigtigt, at Hartvig Frisch ikke står godt med hans kritik af stikkerlikvideringer som mord, men Vilhelm Buhl undlod faktisk at forsvare ham, for dødsstraffen med tilbagevirkende kraft var indført ikke mindst som et forsvar for likvideringernes nødvendighed.

Enhver, der har læst bogen med dens mange citerede udsagn fra modstandsfolk i sommeren `45, vil have set, hvor stor og farlig en rolle, stikkerne spillede under befrielseskampen.

Det er heller ikke rigtigt, at jeg fordømmer Buhls tale om at angive sabotører, idet jeg flere gange anfører, at han i 1942 havde befolkningen med sig, og jeg lader den konservative avis Nationaltidendes respektfulde ord om Vilhelm Buhl, efter at han tabte valget 1945, afslutte gennemgangen, ligesom jeg forklarer, hvorfor partierne havde tillid til ham.

Det er til gengæld rigtigt, at jeg er kritisk overfor Alsing Andersen med hans berygtede ”cirkulære”, men det tog partiet jo selv afstand fra, da det indledte samarbejdet med de konservative.

Konservative i Scavenius` regering

Det er også forkert, at jeg glemmer, at der var konservative i Scavenius` regering, idet jeg netop nævner, at kronprinsen overtalte dem til at gå med i hans regering, og at partiet tvang f.eks. Halfdan Hendriksen til at træde ind i den.

I øvrigt gør jeg ikke modstandsmanden Toldstrup til konservativ, men anfører, at han ved valget opstillede for Dansk Samling og nævner både hans Ranumkonvent og hans mislykkede forsøg på at få modstandsfolk til at gå ned til Ejderen og erobre hele Slesvig tilbage til Danmark.

 Og sådan kan jeg blive ved, men jeg kan blot for landets skyld håbe, at Grunz, der præsenteres som ”politisk rådgiver for Socialdemokratiet”, er bedre til at give råd end til at læse.

Per Stig Møller er tidligere politiker og litterat, dr.phil. Han var medlem af Folketinget fra 1984-2015 for det Det Konservative Folkeparti. Per Stig Møller var miljøminister fra 1990-93, udenrigsminister 2001-2010 og kulturminister 2010-11.


Kommentarer fra Facebook

Annonce