Euroren er et middel, ikke et mål i sig selv. Og hvis der ikke er politisk vilje til at få euroen til at fungere, som det var hensigten, så gør den mere skade end gavn. Sådan lød meldingen fra den nobelprisvindende amerikanske økonomi Joseph Stiglitz, da han i går besøgte World Economic Forum i Davos.

Her diskuterede Stiglitz hvordan Europas økonomiske problemer kan løses, med blandt andre den socialistiske franske EU-kommissær for økonomiske og finansielle anliggende, Pierre Moscovici. Problemer, der ikke kun har resulteret i arbejdsløshed og tabt velstand, men også i fremgang for populistiske partier på både højre- og venstrefløjen.

Og Stiglitz havde en klar diagnose på, hvor problemerne i Europa skal findes: ”Jeg mener, at Euroen er en del af forklaringen på, at Europa ikke klarer sig så godt. Det er ikke hele forklaringen, men i hvert fald en del af forklaringen”, lød det fra den anerkendte økonom.

Mangler fælles finanspolitiske institutioner
Han peger på, at euroen blev ledsaget af løfter om mere vækst og større velstand, men at indbyggerne i mange EU-lande i dag forbinder Euroen med diktater fra Bruxelles om nedskæringer i velfærden, svækkelse af det sociale sikkerhedsnet og nedgang i lønningerne. ”Der blev givet løfter, som ikke er blevet opfyldt, og det skaber en stigende mistillid til de politiske eliter”, lød det fra Stiglitz.

Ifølge Joseph Stiglitz er problemet, at der i forbindelse med oprettelsen af Euroen ikke blev etableret fælles EU-institutioner eller fælles mekanismer som kunne opveje for de økonomiske ubalancer, der er – og altid har været – mellem EU-landene: ”Det var forståeligt, at man troede, at euroen kunne skabe mere sammenhold og mere velstand. Men fordi det ikke lykkedes at opbygge institutioner, der kunne få euroen til at fungere, så har den i stedet ført til stagnation og splittelse”, forklarede han.

Med indførelsen af den fælles valuta afskaffede man de enkelte medlemslandes muligheder for at tilpasse deres økonomier gennem eksempelvis devalueringer. Det har gavnet økonomier med stærk konkurrenceevne som Tyskland, men er gået hårdt ud over lande med dårlig konkurrenceevne som eksempelvis Italien, Spanien og Grækenland:

”I gamle dage kunne landene nemt genoprette deres konkurrenceevne ved at justere valutakursen [gennem devalueringer, red.]. Det kan du ikke gøre længere. Så nu har vi Tyskland, der har større overskud på betalingsbalancen end Kina. Det skaber et problem for resten af Europa, og derfor er det nødvendigt med en mekanisme, der kan rette op på det”.

Men hvis der ikke politisk vilje til at lave en form for finanspolitisk union, som kan opveje de ubalancer, så foretrækker den amerikanske økonom faktisk, at EU-landene dropper euroen, fordi den vil føre til mere splittelse end sammenhold i Europa:

”Jeg ser to veje foran mig: Mere Europa eller mindre Europa. Svaret burde være mere Europa, men det strander i øjeblikket, fordi man ikke kan blive enige om at få skabt fælles institutioner. Og hvis ikke man gør det, så kan det virkelig true fremtiden”, advarer Stiglitz.

EU-kommissær vil styrke den fælles finanspolitik
Den socialistiske franske EU-kommissær Pierre Moscovici erklærede sig et stykke hen ad vejen enig i Stiglitz analyse: ”Nogle lande i EU har stadig behov for at rette op på deres underskud. Men andre har store overskud, både på deres udenlandshandel og på deres offentlige finanser. Det overskud bør anvendes til det fælles bedste for eurozonen, og til at skabe vækst for os alle”, mener Moscovici.

Moscovici ser insisterer dog på, at Euroen er kommet for at blive. Og ifølge Moscovici har EU-Kommissionen faktisk allerede taget skridt hen imod at skabe de institutioner, som Stiglitz efterlyser, i form af en stærkere finanspolitisk styring:

”Jeg foreslog på vegne af Kommissionen, at vi får en finanspolitik i Eurozonen, som lige nu burde være ekspansiv. Det vil betyde, at vi får et finanspolitisk manøvrerum til at investere til gavn for os alle, særligt i nogle lande som er hårdt ramt, men til gavn for os alle.”

Problemet er ifølge Moscovici, at de lande, der har brug for at få sat gang i vækst og investeringer, lande som Italien og Spanien, har meget stor gæld og derfor meget begrænsede finanspolitiske handlemuligheder. Mens de lande, hvor der er godt gang i økonomien, lande som Holland og Tyskland har store overskud, som de ikke ønsker at anvende.

De ubalancer vil Moscovici derfor forsøge at udjævne gennem en stærkere, fælles koordinering på EU-niveau. Spørgsmålet er dog, om ikke især Tyskland vil være skeptiske over for en stærkere finanspolitiks union.