Stjernespækket musical er blevet modtaget helt fatalt i biograferne

Det giver i grunden god mening for en stræbsom instruktør at give sit publikum noget, der ikke svarer til deres forventninger.

At publikum efterspørger noget, som de på forhånd forventer at få, må for mange kunstnere være en byrde.

Det må være fristende at give publikum det, som de i virkeligheden har brug for, men som de bare ikke vidste, at de manglede.

Måske var det sådan filminstruktøren Todd Phillips tænkte, da han besluttede sig til at opfølgeren på blockbusterfilmen, ’Joker’ (2019), skulle være en musical.

Det lød ellers meget spændende - på papiret - med megastjernen Lady Gaga på rollelisten, men det underlige var bare, at hun slet ikke kreerede musik til filmen.

Hele to musicals er nominerede til årets uddeling af Oscars

Det var i det mindste tilfældet, da Lars von Trier i 2000 hyrede Björk, der både spillede hovedrollen og komponerede tekster og musik til ’Dancer in the Dark’.

Musicals er åbenbart kommet på mode i disse år.

Hele to musicals er nominerede til årets uddeling af Oscars, men det er hverken ’Joker: Folie á Deux’ eller Joshua Oppenheimers ’The End’, der står på den liste.

Mildest talt linken modtagelse

‘The End’ er ellers også spækket med stjerner, og forventningerne har været store, fordi Oppenheimer nu engang slog så massivt igennem med sine to dokumentarfilm, ’The Act of Killing’ (2012) og ’The Look of Silence’ (2014), begge omhandlende folkemord og de omskrivninger samt brug af æstetiske midler, der kan få os til at glemme helt at anerkende de grusomheder, der er begået.

’The End’ er Joshua Oppenheimers første spillefilm, og den er blevet modtaget ret lunkent og faktisk helt fatalt i biograferne, hvor publikum simpelthen er udeblevet.

Der er ingen sange, der rigtig fænger

Men hvorfor vil folk ikke se en alenlang musical, der udspiller sig i et postapokalyptisk univers, med så prominente skuespillere som Tilda Swinton, Michael Shannon og George Mackay? 

Måske fordi Oppenheimers provokation denne gang har været for meget, ligesom Todd Phillips forsøg på at kombinere musical-genren med den dystre noir-genre fra Joker-universet nærmest blev modtaget som en hån, rettet imod et skuffet publikum.

Her er tale om eskapisme

Under alle omstændigheder, så er det slående, at Oppenheimer i hvert fald ikke har haft nogen intentioner om, at musical-delen skulle blænde ved at være godt udført.

Der er ingen sange, der rigtig fænger, og der er intet forsøg på at fremføre dem særligt godt og overbevisende.

Nej, der er en stærkt ironisk distance, der helt sikkert skal give publikum det indtryk, at der her er tale om eskapisme.

Moralen er i hvert fald den samme

For ligesom et utal af andre film, der i disse år kommer på markedet, er ‘The End’ en postapokalyptisk film, der også besidder en vis morale.

På mange måder tager Oppenheimer teten op der, hvor Netflixfilmen, ’Leave the World Behind’ fra 2023, instrueret af Sam Esmail, slap sit publikum. Moralen er i hvert fald den samme.

Historien foregår i en saltmine

I ’Leave the World Behind’ er det Sitcom-serien ’Friends’, der spiller rollen som eskapistisk narkotika, der kan få vor hovedperson til i grunden gerne at ville flytte ind i en bunker, når det hele går ned, hvis bare alle afsnit af denne serie er der.

I Oppenheimers film er det malerkunsten, Hollywood og altså musicalen, der er de eskapistiske virkemidler, der skal afhjælpe en rigmandsfamilie fra at anerkende, at verden vitterligt er gået under, og at man ikke bare kan fortsætte med samme narrativer, når det endelig sker.

Oppenheimer har skabt denne kulisse, og den er forbandet smuk

Især ikke, fordi alle vistnok er skyldige, når apokalypsen rammer, fordi vi som mennesker har det med at svigte flertallet, herunder også vores nærmeste, i et falsk hensyn til de allernærmeste, og ikke mindst en selv.

Oppenheimer har skabt denne kulisse, og den er forbandet smuk. Historien foregår i en saltmine, hvor en tidligere oliemagnat har bosat sig sammen med sin kone, dennes bedste veninde, en læge og en butler.

Her har konen (Tilda Swinton) født en søn (George Mackay), som de alle sammen har opdraget i den totale ekskapisme, hvor verden udenfor, der er gået under, fremtræder som entydigt fjendtlig og ikke som noget, der er værd at undersøge nærmere.

Store værker fra romantikken

Fuglene, himlen og naturen er sådan noget, som man kan se på nogle af verdens største kunstværker, som denne heldige familie åbenbart har fået indsamlet og medbragt, da de flyttede ind i denne undergrundsbunker.

Vi ser mesterværker af Monet, Renoir og Hammershøi samt store værker fra romantikken, der alle spiller en central rolle i filmen.

Drengen bygger på et diorama (en henvisning til Lars von Triers ‘Europa’?)

Bag faderens skrivebord befinder der sig for eksempel et maleri, der skildrer Syndfloden, som vi hele tiden stirrer på, mens han fortæller sønnen, at han skam ville menneskeheden det godt, og at fossile brændstoffer faktisk hjælp flertallet til at få et bedre liv.

Der er for meget ironi

Drengen bygger på et diorama (en henvisning til Lars von Triers ‘Europa’?), der viser Hollywood, men som samtidig også er et udtryk for vor samtids måske største eskapisme, som woke-bevægelsen sætter fokus på: falske narrativer om de vestlige nationers tilblivelse, der ikke betoner mordene og udbytningen nok.

Problemet er bare, at alt for meget i filmen ikke rigtig fungerer optimalt

Oppenheimer forsøger helt klart at lave en avantgardefilm, der faktisk er ufattelig smuk, og hvor jeg selv elskede at svælge i at gætte på, hvem der har malet de mange mesterværker, og hans forsøg på at forklare, at man altså ikke sådan kan flytte ind i disse mageløse værker, og dér skærme sig mod verdens undergang, fungerer i grunden meget godt.

Problemet er bare, at alt for meget i filmen ikke rigtig fungerer optimalt. Der er for meget ironi, der er for fladpandet, og derfor ikke rigtig slår hårdt nok.

Og hele denne provokerende idé om, at man kan bruge en genre, musicalen, simpelthen ved at gøre den grim og tarvelig, ja, det er bare på en eller anden måde også for hånlig en tilgang, der faktisk er lidt nedladende overfor filmens publikum, selvom Oppenheimer helt sikkert har forsøgt at gøre det ‘inderligt’.

En interessant film

Alligevel er filmen faktisk seværdig, og det ikke bare fordi der her er tale om en dansk produktion, og fordi Oppenheimer er bosiddende i Danmark, og derfor naturligvis er interessant, fordi vi da for Søren er bare lidt nationalt orienterede, trods alt.

Nej, det er en interessant film, fordi kulisserne faktisk er betagende, og fordi dens brug af kunstværker i grunden er spændstig.

Ikke helt i samme grad som Andrey Tarkovskys 'Solaris' fra 1972, hvor kunstværker bliver integreret på en måde, der virkelig er interessant, men mindre kan faktisk også gøre det.

Jeg kunne forstå hvorfor, at Todd Phillips ’Joker: Foil á Deux’ blev et kæmpe flop, og det var virkelig fatalt, at han ikke engang lod Lady Gaga komponere et hit til filmen.

Det er i hvert fald, for mig at se, et stort plus

Men Oppenheimers film fortjener bare en lidt bedre modtagelse, fordi ideen trods alt er virkelig god, og fordi han i hvert fald lykkedes med at lave en film, der er rettet imod tidens rige mennesker, der fortjener at blive moralsk kompromitteret, og fordi han samtidig lykkedes med at gøre den interessant for os andre, så den i hvert fald ikke bare ender med at være en af de uendeligt mange film, der bare pleaser dem, der gerne vil identificere sig med den dannede og bedre økonomisk stillede klasse.

Det er i hvert fald, for mig at se, et stort plus, alene fordi jeg blandt andet var ved at brække mig over filmen ’Tár’, med stjernen Cate Blanchett i hovedrollen som mesterdirigent, der kvajer sig i en moralsk tynget sag, der får hendes verden til at bryde sammen.

Det lykkedes kun halvt

Jeg kan ikke være den eneste, der er godt og grundigt træt af en elitekultur, der hele tiden pryder sig selv med film, hvor penge ikke spiller nogen rolle, og hvor alle bor i store huse eller lejligheder, og verden bare står åben i enhver forstand.

Og det er måske en idé, der er ved at blive for gammeldags? 

Oppenheimer forsøger at prikke hul på dette image, men det lykkedes kun halvt, og selvom hans intention ikke virker decideret ond, hvilket faktisk også er kærkomment, så er det bare som om, at hans slet skjulte ironi alligevel viser, at han mener sig stående over sit publikum.

Og det er måske en idé, der er ved at blive for gammeldags? 

Det kan man i det mindste håbe, for hvis ikke, så er det kunstnerne selv, der lever i en eskapistisk virkelighed, der stikker meget dybere.

'The End'. Joshua Oppenheimer. Medvirkende Tilda Swinton, Michael Shannon, George MacKay mfl. 148 minutter. 2024.