Støjberg fredes foreløbig for rigsretssag af flertal i Folketinget

Venstres formand holder i første omgang hånden over sin næstformand efter kritik fra Instrukskommissionen. Regeringen er heller ikke klar til at drage nogen konsekvens endnu
Foto: Flickr Venstre: Henrik Bjerregrav
På trods af kraftig kritik fra Instrukskommissionen af tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er hverken Venstre - eller for den sags skyld regeringen - foreløbig klar til at drage nogen konklusion på baggrund af kommissionens delberetning om adskillelsen af asylpar. En konklusion som i givet fald kan være alt lige fra at tildele Inger Støjberg en såkaldt næse og til at rejse en rigsretssag mod Venstres nuværende næstformand.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, henviser til, at han endnu ikke har haft lejlighed til at læse sig gennem delberetnings 1600. Hvilket han vil gøre i den næste tid.

”Jeg har fået gengivet, at Kommissionen er nået frem til, at Inger ikke på noget tidspunkt har givet en direkte ordre om at administrere i strid med lovgivningen,” skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

Kommissionen er kritisk over for Inger

 

”Det er i tråd med, hvad Inger selv har sagt igennem forløbet, og det er væsentligt. Når det er sagt, så forstår jeg også, at Kommissionen er kritisk over for Inger på en række punkter. Det er ikke en overraskelse al den stund, at Inger og ministeriet allerede i 2017 erkendte, at de begik en række fejl. Det er en kritik, som Inger må tage til sig. Det ved jeg også, at hun vil.”

Smide under bussen

På forhånd er der ellers blevet spekuleret i, om ikke flere i Venstres folketingsgruppe i virkeligheden krydser fingre for, at sagen netop ender i en rigsretssag.

Årsag?

Inger Støjbergs gentagne, og ifølge dem, bevidste undergravelse af Jakob Ellemann-Jensens autoritet og konstante optrædener på Facebook med Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i en tid, hvor Venstres meningsmålinger oven i købet er taget på tidlig vinterferie sydpå, har svækket støtten til næstformanden i folketingsgruppen. Men de samme ved, at Inger Støjbergs popularitet i befolkningen gør, at hun ikke bare kan smides under bussen af Venstre. Eller i hvert fald ikke uden, at næstformanden risikerer at trække partiet med. Så hvis andre (læs: en rigsretssag) kan gøre det, så vil det egentlig passe mange af Inger Støjbergs kritikere.

Hvilke konsekvenser beretningen skal have

”I den kommende tid skal Folketinget behandle beretningen – for det er jo i sidste ende et politisk flertal i Folketinget, der skal beslutte, hvilke konsekvenser beretningen skal have,” skriver Jakob Ellemann-Jensen i dag. ”Her er kommissionens konstatering af, at Inger ikke gav en direkte ordre også væsentlig.”

placeholder

Kommissionens kritik

Sagen strækker sig tilbage til februar 2016, hvor den daværende udlændinge- og integrationsminister udsendte en pressemeddelelse om, at alle par på landets asylcentre skulle adskilles, hvis den ene var under 18 år. Meddelelsen blev opfattet som en instruks, hvilket Folketingets ombudsmand - og nu også Instrukskommissionen - har fastslået, at der ikke lovhjemmel til at udstede.

Asylansøgere har nemlig også ret til et familie- og privatliv, og både dansk lov og internationale konventioner – som FN’s børnekonvention – slår derfor fast, at par ikke bare kan adskilles. Eller i hvert fald ikke før, at de netop er blevet vurderet hver for sig.

I delberetningen konkluderer Instrukskommissionen blandt andet, at Inger Støjberg blev advaret om, at ønsket om at adskille alle mindreårige asylpar var ulovlig, men at hun alligevel udsendte pressemeddelelsen. Instrukskommissionen fastslår også, at den daværende udlændinge- og integrationsminister i flere tilfælde har givet Folketinget urigtige og misvisende oplysninger herom.

DF og NB støtter Støjberg

Til gengæld ”vakler” hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige i støtten til Venstres næstformand.

”Alle var enige om, at barnebrude ikke skulle bo sammen!” skriver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på Twitter. ”Så hvis regler er brudt, rækker det højest til en “næse”, som det tidligere har været brugt.”

placeholder

Og Pernille Vermund har på forhånd meddelt, partiet aldrig kommer til at lægge stemmer til en rigsretssag mod Inger Støjberg. Og det er uanset, hvad der kom til at stå i delberetningen.

Regeringen i tænkeboks

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil nu nærlæse delberetningen, efter at have modtaget den.

"Jeg har i overensstemmelse med sædvanlig praksis sendt delberetningen til Folketinget," siger justitsministeren. "Af respekt for Folketingets videre behandling af delberetningen finder jeg det på nuværende tidspunkt rigtigst ikke at udtale mig nærmere om beretningens konklusioner.”

Det vil i givet fald være op til et flertal i Folketinget at beslutte, om der skal rejses en rigsretssag mod Venstres næstformand.

En rigsretssag er en alvorlig ting. Siden Rigsrettens oprettelse i 1849 har der kun været fem rigsretssager og spørgsmålet er også, i hvor høj grad partierne bag undersøgelsen, nemlig regeringen og dens støttepartier, ønsker en sådan. Ikke mindst de såkaldte regeringsbærende partier plejer - måske ikke overraskende - at være tilbageholdende med at stille ministre for en rigsret.

Foreløbig har kun Alternativet og Frie Grønne foreslået en rigsretssag, mens støttepartierne, De Radikale, SF og Enhedslisten, i første omgang vil have en uafhængig juridisk gennemlæsning og vurdering af rapporten.

Hvilket var den model, som Folketinget i sin tid benyttede sig af i forbindelse med Tamil-rapporten. Den vurdering endte som bekendt med, at der blev rejst en rigsretssag mod nu afdøde justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel med et års prøvetid for at have standset familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden Folketingets tilladelse.

”Instrukskommissionen skal gennemgås af uafhængige advokater,” skriver Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, mens SF’s formand, Pia Olsen Dyhr går længere.

placeholder

”Det ser meget alvorligt ud for Støjberg,” skriver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, på Twitter.

”Beretningen skal nærlæses, men tyder på bevidst brud på love over en længere periode og efter gentagne advarsler.”

placeholder

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, efterlader heller ikke meget tvivl.

”Lov er lov og lov skal holdes,” skriver Kristian Hegaard på Twitter.

”Når man læser Instrukskommissionens konklusioner, så er der ingen tvivl om, at vi er tættere på en rigsretssag i dag end i går.”

placeholder

Berlingske: Gå af Støjberg

Hvilket Berlingske også mener. Avisen i Pilestræde som i 2016 forsvarede Inger Støjbergs indsats – en ledende artikel bar endda overskriften ”Tak til Støjberg” - mener ikke længere, at der er noget at takke hende for.

I stedet opfordrer Berlingske i en leder ikke bare til, at Inger Støjberg stilles for en rigsret, men at hun samtidig trækker sig som næstformand for Venstre, mens denne står på.

”Ministre og regeringer er ikke hævet over loven,” skriver avisen.

Tilsidesatte jura og advarsler

”Derfor bør det selvfølgelig have konsekvenser, når Instrukskommissionen i dag har konkluderet, at Inger Støjberg havde til hensigt at udføre en ulovlig ordre. En ordre om, at alle asylpar, hvoraf den ene part var under 18 år, uden undtagelse partout skulle adskilles. Man kan ikke i et moderne samfund være uenig i, at mindreårige selvfølgelig ikke skal tvinges til ægteskab og samliv. Så langt må man bakke Støjberg op. Problemet er, at Støjberg for at nå det politiske mål tilsidesatte jura og advarsler og maste sin politik igennem.”

Uret tikker

Partierne er dog under tidspres, fordi det snart er fem år, at Inger Støjberg udsendt sin instruks og ministeransvarsloven har netop en forældelsesfrist på fem år. Med andre ord bliver sagen mod den daværende udlændinge- og integrationsminister forældet om godt to måneder, hvilket også er årsagen til, at Instrukskommissionen mandag kom med sin delberetning.

Hovedpersonen afviser selv kritikken. Inger Støjberg hæfter sig ved, at Instrukskommissionen ikke har kunnet finde bevis for, at hun skulle have givet en egentlig tjenestebefaling til embedsværket om at administrere i strid med loven.

”Konklusionen fra barnebrudskommissonen er, at jeg på intet tidspunkt har bedt nogen om at udføre noget ulovligt,” skriver Inger Støjberg på Facebook.

Der er blevet begået fejl

”Præcis som jeg hele tiden har sagt det både til folketinget og i medierne. Der er blevet begået fejl i sagen, det bliver jeg kritiseret for, og den kritik tager jeg selvfølgelig til mig.

Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre. Det fremgår af rapporten, at ikke ét eneste vidne har sagt, at jeg skulle have givet en tjenestebefaling til mit daværende embedsværk om at administrere i strid med loven. Ikke ét eneste.”

placeholder

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Lov er lov og lov skal holdes. Så er det sådan set ligegyldigt hvordan vuggestuebørn, børnehavebørn og skolebørn behandles. Retsstaten er vigtigere end hvordan børn behandles. Normeringer kan vente til 2024 for SF. Men sagen imod Inger Støjberg kan ikke vente. Gad vidst hvor mange pædagogtimer man kan få for de 30 millioner som venstrefløjen allerede har brugt på børnebrude sagen. Og nu skal det så bruges 50 millioner på en rigsretssag. Herefter kan vi bruge 100 millioner på minkskandalen. For lov er lov og retsstaten står over sundheden blandt vuggestuebørn, børnehavebørn, skolebørn, osv. Men de radikale støtter jo alle de højtlønnede advokater, jurister, cand. scient. pol.er. Ingen af de røde interesserer sig reelt for pædagoger og lærere, der skal leve under kummerlige vilkår i den offentlige sektor, så ventilationsproblemer og alt for mange børn og unge samlede i alt for små lokaler gør at pandemien nu fir alvor kan rase, alt imens venstrefløjen har så umenneskeligt travlt med ar sikre retsstaten og lov er lov. Synd og skam at venstrefløjen aldrig har satset på lov og ret for børn og unge. En skændsel under folkeskolekrisen hvor de røde snorksov. En skændsel under pandemien., Almindelige mennesker er ikke præsenteret på Christiansborg længere. Arne og Arnes børnebørn skal stole på en Mette Frederiksen. Børnenes statsminister. Og det kræver penge. Penge der ødsles bort til juristerier og kommissioner og samråd. Send dog halvdelen af folketingsmedlemmerne ud i praktik i den offentlige sektor. Så de kan se og forstå hvordan læger og sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og lærere må kæmpe i hverdagen. Alt imens at de røde råber om lov er lov og lov skal holdes, bliver region midt tvungen til at aflyse 400 operationer. Hvis ikke medarbejderne i den offentlige sektor tog langt større ansvar end der står i loven, i statslige paragraffer og bekendtgørelser , så så det sort ud for patienter og børn. Repræsenter danskerne - store som små!. Hvis folketingsmedlemmerne kunne starte med at få danskere til at overholde færdselsloven uden vanvidsbilister, ja, så var vi nået langt. Lov er lov. Og lov skal holdes. I lovede normeringer til børnene. I holder ikke hvad I lovede. Lov er lov. Tænk hvad børnene kunne have fået for de 30 millioner Støjberg sagen har kostet. Lov er at love. Det skaber loven. Børnene har danskernes opbakning. Derfor vandt de røde. Støjberg har danskernes opbakning. Og Ellemanns. Venstre er på vej tilbage i dansk politik. Der hvor danskerne er. Almindelige danskere. Mettes socialdemokrati står stærkt. De røde lover og lover. De radikale lover. Folkeskolen er kørt i sænk. Sundhedsvæsenet er smadret. Børnehavebørn mistrives. Og I taler om retsstat. Ret til hvad? Vi må have Mette Frederiksen på banen igen. Undskyldninger kan ikke bruges til noget her og nu. Barnebarnet på 3 får sine pædagoger når han går i o.klasse. Skal han også have en undskyldning fra Mette. SF lovede i valgkampen. Lov er lov!

Har folketinget overhovedet mulighed for at kunne FUNGERE ,når de enkelte medlemmer efterhånden ikke må agere og ytre sig. Hvorfor da BORE i sager der ligger flere år tilbage ? Der har lige været alt det ÆVL om Sexisme.
Så dukkede "minksagen" op. Og regeringen samt Mette Frederiksen har været "jaget vildt" siden.

Mette magtfuldkommenhed Frederiksen tør ikke;-)
Hun frygter hendes grundlovsbrud!
Aldrig har Danmark haft så udulig statsminister?

Ja, jeg mener jo klart, at Støjberg skal for retten, og ja dømmes. Der er ingen tvivl om at hun har brudt loven. Vi andre kommer for retten og i fængsel hvis vi bryder loven. Det vil derfor være en undergravning af vores demokrati, hvis ikke Støjberg kommer for retten, og bliver dømt, og ja tager den straf der følger med. Hvis ikke det sker, ja så har vi hermed cementeret, at ministre bare kan bryde loven, helt uden konsekvenser.

Det står helt klart at Støjberg har løjet for folketinget. Hun har eklatant brudt loven. Det er meget svært og forstå at man tøver med og sætte hende for retten. Ministre har i forvejen ret vide muligheder. Her står det helt klart at der er sket lovbrud. Igen ser det ud til, at politikere gerne må bryde loven uden nogen nævneværdige konsekvenser. Bryder andre loven, ja så skærper de straffen igen og igen. Magt korumpere, og det her er netop beviset å dette. Det danske demokrati er ikke demokrati. Dem der regere må gerne bryde loven uden det får konsekvenser. Igen her står det helt klart at kvinden har løjet for folketinget. For mig er hele systemet fallit, hvis ikke man sætter en retssag igang, og ja får Støjberg dømt for at bryde loven. Det er så meget mere skærpet omstændigheder, når netop en minister gør dette

Annonce