Støjberg har smidt fodlænken og danske unge frygter tredje verdenskrig

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til onsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt som også bliver denne uges sidste.

Netavisen Pio holder nemlig en kort ferie, men er tilbage den 30. maj.

Tak fordi du læser med.

 

Støjberg uden fodlænke

Tidligere Venstre-minister Inger Støjberg fik sin fodlænke af i fredags.

Det siger hun til Radio4 ifølge TV2.

“Jeg havde ærligt talt et behov for lige at kunne være sammen med nogle folk, som jeg gerne ville være sammen med, og at kunne gøre, hvad jeg ville. Så jeg valgte at holde det lidt for mig selv,” siger hun til Radio4.

Fodlænken fik Inger Støjberg som bekendt efter sin dom på 60 dages ubetinget fængsel i den såkaldte instrukssag.

Uden fodlænken drager Støjberg sammen med Dansk Folkepartis eksformand Kristian Thulesen Dahl i valgkamp for et nej til folkeafstemning 

Sammen skal de føre valgkamp på nej-siden forud for folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold 1. juni.

Læs hele historien her.

 

Fogh skal rådgive Úkraines præsident

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har nedsat en international arbejdsgruppe, der skal rådgive ham om sikkerhedsgarantier for Ukraine.

Det skriver Altinget.

Arbejdsgruppen skal ledes af præsidentens stabschef og tidligere dansk statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

"Det primære mål nu er at sikre, at Ukraine vinder krigen," udtaler Anders Fogh Rasmussen og fortsætter:

"Arbejdsgruppen vil også undersøge, hvordan Ukraines partnere kan hjælpe med at styrke og genopbygge Ukraines væbnede styrker for at undgå fremtidige aggressioner."

Resten af arbejdsgruppen offentliggøres i løbet af de næste par uger, og skal bestå af eksperter inden for udenrigspolitik, diplomati og fra forskningsverdenen.

Læs hele historien her.

 

Danske unge frygter tredje verdenskrig

Mere end hver anden ung mellem 18 og 30 år er bekymrede for, at der udbryder en tredje verdenskrig inden for de næste fem år.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd.

”Vi er ikke længere den ubekymrede ungdom, der er født og kun har levet i en fredstid. Nu er krig i Europa blevet en del af vores hverdag. Mange unge er bekymrede for, at der udbryder en tredje verdenskrig, og at krig kommer helt tæt på deres daglige liv. Det er en helt ny virkelighed at forholde sig til som ung,” udtaler Christine Ravn Lund, der er forkvinde for DUF.

Undersøgelsen viser også, at tre ud af fire unge er villige til selv at boykotte produkter fra virksomheder, der fortsætter deres aktiviteter i Rusland, og mere end halvdelen af de unge mener, at Danmark bør øge forsvarsbudgettet til 2 procent af BNP.

Læs hele historien her.

 

EU vil gøre det lettere at konfiskere oligark-milliarder

Det skal være langt lettere for EU-landene at konfiskere de aktiver, eksempelvis biler, boliger, kunstværker og luksusbåde, som russiske og belarusiske oligarker har fået indefrosset som følge af sanktionerne mod Rusland.

Det mener Europa-Kommissionen, som blandt andet vil gøre det strafbart i hele EU at omgå EU-sanktioner.

Det skriver DR.

Hvis en russisk rigmand eksempelvis forsøger at skjule sine værdier gennem et nyoprettet skuffeselskab, skal det fremover være muligt at straffe og konfiskere aktiverne i hele unionen.

Flere EU-lande har i den seneste tid talt for, at de aktiver, som lige nu er indefrosset i Europa, skal konfiskeres og bruges på at genopbygge Ukraine.


 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Danske unge frygter tredje verdenskrig"

Så gør noget ved det...

Så længe, at unge kun dyrker deres ego, og ikke lukker fælleskabet ind i deres verden, ja - så vil det ende med en verdenskrig...

Det er jo op til ungdommen selv om de vil deltage i krig. Hvis de nægter at gå ind i militæret og blive soldater, må officererne jo kæmpe "deres egen krige", det vil jo nok begrænse lysten til at gå i krig. Det er jo gerne de enkelte regeringer og officererne der hylder de soldater, der er døde i krig for fædrelandets skyld som helte. Besynderligt nok er der ikke mange officerer og politikere der selv ønsker at blive "helte" for fædrelandet, de venter til krigen er slut så de kan nedlægge kranse for de faldne og tage æren for freden.

Annonce