Annonce

Støjberg: Se mig i fjernsynet!

”Jeg har intet at skjule, så jeg synes ærligt talt, at alle, der ønsker at følge med, skal have muligheden," lyder det fra Inger Støjberg forud for rigsretssagen
Venstres tidligere næstformand, løsgængeren Inger Støjberg, gør nu alvor af truslen/løftet om fremover at ville optræde "uden filter."

Forud for rigsretssagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister kommer hun nemlig med to lovforslag, som vil være et brud på traditionerne i det danske domstolssystem, hvis de bliver vedtaget.

Inger Støjberg ønsker dels, at det skal være muligt for medierne at transmittere lyd og billede direkte fra Rigsrettens forhandlinger.

Og dels ønsker løsgængeren reglerne ændret, så rigsretsdomme ud over stemmetal fremover også skal angive, hvilke dommere der har stemt for hvilket resultat. I dag kan interesserede ved domme fra Højesteret læse den enkelte dommers betragtninger, mens strafferetsdommene fra by- og landsretterne ikke indeholder offentligt tilgængelige oplysninger om hver enkelt dommers synspunkter. Rigsretten følger samme praksis som straffesagerne og gengiver dommernes synspunkter i anonymiseret form.

”Hvorfor skjule, hvad der foregår i Rigsretten?” skriver Inger Støjberg på Facebook.

Det synes jeg ærligt talt er helt forkert

”Som reglerne er i dag, har man ikke ret til at sende billeder inde fra Rigsretten. Men det synes jeg ærligt talt er helt forkert.”

Mio. af skattekroner

Ifølge den tidligere udlændinge- og integrationsminister vil forslaget give alle mulighed for at se retssagen - på samme måde som borgerne i dag kan følge debatter i folketingssalen.

”En rigsretssag er noget yderst sjældent, og den koster mange millioner skattekroner,” forklarer Inger Støjberg.

”Jeg har intet at skjule, så jeg synes ærligt talt, at alle, der ønsker at følge med, skal have muligheden.”

Løsgængeren henviser samtidig til, at ikke blot kunne interesserede se med, da Folketinget diskuterede – og stemte – om at stille hende for Rigsretten. Inger Støjberg er anklaget for brud på ministeransvarlighedsloven i sagen om adskillelse af asylpar.

Gennem årene har der været transmissioner fra de mange samråd i Folketinget om Inger Støjbergs administration af adskillelsen.

Danskerne skal kunne følge med

”I sidste ende handler det om åbenhed - om, at danskerne skal kunne følge med i, hvad der foregår,” skriver Inger Støjberg.

”Det synes jeg er helt naturligt. Jeg ser frem til at debattere mit nye lovforslag, og jeg håber meget, at de partier, der har sendt mig i Rigsretten, også vil støtte åbenhed om, hvad der foregår bag dørene, når sagen ruller.”

placeholder

Smækkede med døren

Ved Folketingets afstemning om at stille den tidligere udlændinge- og integrationsminister for Rigsretten stemte kun Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti imod (foruden Inger Støjberg selv stemte også otte medlemmer af Venstre imod rigsretssagen, ligesom partiets forhenværende formand, løsgængeren Lars Løkke Rasmussen).

Efterfølgende gik Inger Støjberg ikke blot fra Venstre. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister smækkede med døren ved at erklære, at hun ikke tror, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, nogensinde bliver statsminister.

Inger Støjberg har samtidig revet Venstre med sig i sit foreløbige fald.

Den seneste meningsmåling fra Voxmeter afslører således, at Venstres nedtur i meningsmålinger, som for alvor tog fat omkring årsskiftet, har sat sig fast.

Venstre står til blot at ville få 11,2 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen, hvorimod De Konservative ville få 13,5 procent.

Se med egne øjne

I dag får Inger Støjbergs forslag foreløbig kun støtte fra netop Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

”Befolkningen skal kunne følge med i den her retssag og derved med egne øjne se, hvor politisk og uretfærdig den er,” skriver Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, på Twitter.

placeholder

Til gengæld er de andre partier skeptiske – for ikke at sige modvillige – overfor idéen.

”Lad os være ærlige,” skriver De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, på Twitter.

Et stort bluffnummer fra Støjbergs side

 

”Støjbergs forslag har intet med åbenhed at gøre. Det handler om Støjberg selv og at gøre en seriøs retssag til et show. At det bindes op på "åbenhed" og at danskerne skal "følge med" er et stort bluffnummer fra Støjbergs side.”

placeholder

Dommer advarer

Formanden for Den Danske Dommerforening og landsdommer ved Østre Landsret, Mikael Sjöberg, understreger, at det er et politisk spørgsmål, om reglerne for tv-transmission skal ændres. Rigsretten kan i dag ligesom andre domstole undtagelsesvist tillade transmission af tv-billeder, men i praksis sker det dog stort set aldrig af hensyn til blandt andet vidner.

Mikael Sjöberg peger desuden på risikoen for at reducere sagen til underholdning ved at vise den direkte på tv.

”Der er offentlighed om Rigsretten,” siger formanden til Berlingske.

Kan tage fokus fuldstændig væk fra sagen

 

”Befolkningen er velkommen til at dukke op, og journalister er velkomne til at skrive artikler derfra. Men det kan tage fokus fuldstændig væk fra sagen, hvis det skal laves om til en tv-forestilling.”

Rigsretssagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister begynder den 2. september og vil bestå af 38 retsmøder frem til slutningen af november.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det drejer sig ikke om at skjule noget, men om lovbrud og forkert håndtering, det kan befolkningen sagtens følge med i via medierne uden tv. Inger Støjberg er ikke så vigtig en person, som hun selv mener hun er. Tror hun selv mener, hendes sag er korrekt håndteret. Det er så ikke kommissionens opfattelse, måske dømmes hun, måske ikke, men det skal ikke tage fokus fra vigtigere ting

I virkeligheden et magert "problem" om nogen kan se Inger Støjberg eller ikke, MIDT i en aldeles usikker og farlig CORONATID. Er hele verden da ved at udvikle sig til et ABSURD TEATER ? Med "sag på sag" fuld af forrykthed.