Annonce

Støjberg stormer ind i Folketinget og Lars Løkke står til at blive kongemager

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
En dugfrisk meningsmåling fra Epinion tildeler Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, den attraktive rolle som kongemager. Ifølge målingen er rød og blå blok nemlig stort set lige store.

Ifølge samme måling stormer Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, i Folketinget med hele tyve mandater.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Støjberg stormer ind i Folketinget

Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne stormer ind i Folketinget med 20 mandater - svarende til 10,8 procent af stemmerne, ifølge en dugfrisk meningsmåling fra Epinion for DR.

Det andet nye parti i dansk politik, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, står ifølge målingen til fem mandater - svarende til 3,1 procent af stemmerne.

Læs mere her.

 

Løkke står til at blive kongemager

47,9 procent til rød blok. 47,8 procent til blå blok.

Det er resultatet af seneste meningsmåling fra Epinion foretaget for DR. Det gør tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens Moderaterne til kongemagere.

Moderaterne har ikke peget på nogen af de to statsministerkandidater, Mette Frederiksen, og Jakob Ellemann-Jensen.

Moderaterne står til beskedne 3,1 procent af stemmerne, ifølge målingen. Svarende til fem mandater. Men altså beskedne fem mandater, som kan komme til at afgøre om næste statsminister hedder Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen - eller måske Lars Løkke Rasmussen.

Læs mere her.
 

Dansk Folkeparti tæt på spærregrænsen

Dansk Folkeparti står ifølge den seneste måling fra Epinion foretaget for DR meget tæt på spærregrænsen.

Ifølge målingen står DF til kun 2,1 procent af stemmerne - svarende til kun fire mandater. En tilbagegang på seks mandater i forhold til seneste Epinion-målingen tilbage i maj måned.

Usikkerheden i målingen er for DF-resultatet angivet til plus/minus 0,8 procent.

Nye Borgerlige står til otte mandater - mod 13 ved den seneste Epinion-måling i maj.

Læs mere her.

 

Mathilde Kimer nægtet indrejse til Rusland

DR's Ruslands-korrespondent, Matilde Kimer, er blevet nægtet indrejse i Rusland af de russiske myndigheder.

Det skriver DR.

Mandag morgen fik hun overleveret et dokument i en lufthavn i hovedstaden Moskva, hvor beskeden lød, at hun ikke kan rejse ind i Rusland før 2032. Det sker af 'sikkerheds- og forsvarsmæssige' årsager.

"Min første reaktion var, at jeg blev pissevred. Og da jeg så var kølet lidt ned, blev jeg også ked af det, fordi jeg tænkte på alle de gode oplevelser, jeg har haft i Rusland," siger Matilde Kimer til DR.

I løbet af sommeren er 41 journalister og mediepersoner fra en række britiske medier som BBC, The Guardian, Daily Telegraph og Sky News smidt ud af landet, skriver DR.

Formentlig er Kimer uønsket i Rusland, fordi hun vedvarende har betegnet Ruslands krig mod Ukraine for netop en "krig". Og ikke en 'speciel, militær operation', som de russiske myndigheder kalder det. Rusland har ligefrem lavet en lov, der forbyder ordet 'krig'. Overtrædelse af loven kan give mange års fængsel.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

*Lars Løkke som kongemager* vil være en lige så stor katastrofe for DK som den indflydelse de radikale har haft gennem årerne
.