Støjbergs Samson-kompleks

Inger Støjberg ser ud til at trække sit nu tidligere parti Venstre med sig i sit fald. Dermed gentager historien sig endnu engang fra den seneste rigsretssag
Foto: Venstre, FLICKR
”Historien gentager sig ikke,” sagde den amerikanske forfatter, Mark Twain. ”Men den rimer ofte”.

Hvilket også gør sig gældende for den kun anden rigsretssag det seneste århundrede, der begynder den 12. september: Rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Udover at rigsretssagen, ligesom den første af slagsen i 1995 mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), handler om flygtninge, der i strid med loven ikke fik lov at leve sammen med deres ægtefæller, er der nemlig to andre lighedspunkter.

For både Inger Støjberg og Erik Ninn-Hansen gælder ikke bare, at begge måske kunne have forhindret såvel en dommerundersøgelse - som den efterfølgende rigsretssag - ved på et tidligt tidspunkt at have beklaget og undskyldt.

Ved ikke at gøre dette har Inger Støjberg, ligesom Erik Ninn-Hansen, trukket sit nu tidligere parti med sig i faldet som den bibelske fortælling om den forblindede Samson, der brød søjlerne under templet og derved knuste sig selv og de festende filistre.

Styrkeforhold før Tamil-tiden

Den seneste meningsmåling fra Voxmeter afslører således, at Venstres nedtur i meningsmålinger, som for alvor tog fat omkring årsskiftet, har sat sig fast.

Venstre står til blot at ville få 11,2 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen, hvorimod De Konservative ville få 13,5 procent.

Senest, De Konservative var større end Venstre, var ved folketingsvalget i 1990, hvor partiet fik 16 procent af stemmerne mod regeringspartnerens 15,8 procent. Og dermed er styrkeforholdet mellem de to partier efterhånden det samme som tiden før Tamil-sagen og rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen.

Gulvtæppe-talen

Efter at Folketingets ombudsmand i sin tid havde kritiseret Erik Ninn-Hansens nedprioritering af tamilernes familiesammenføring, lykkedes det ellers i første omgang daværende statsminister Poul Schlüter (K) at afvise oppositionens krav om en dommerundersøgelse.

Godt nok havde ombudsmanden kaldt det Erik Ninn-Hansens administration ”overordentligt kritisabel.”

Men det var også det.  

Ikke fejet noget ind under gulvtæppet

Der var ”ikke fejet noget ind under gulvtæppet,” som Poul Schlüter forsikrede, og Erik Ninn-Hansen var kort forinden blevet presset over i den prestigefulde, men knap så indflydelsesrige stilling som formand for Folketinget,

Ordene kunne have været udgangsreplikken på Tamil-sagen, hvis ikke Erik Ninn-Hansen i et efterfølgende interview i tv’s primetime, havde fastholdt, at det var med den samlede firkløverregerings viden og samtykke, at han som justitsminister havde givet ordre om nedprioriteringen.

Det ville CD’s daværende formand, Mimi Jakobsen, dog ikke havde siddende på sig og resten er historien.

Pludselig var der flertal for en undersøgelse og Erik Ninn-Hansen endte med at få en betinget fængselsdom på fire måneder.

Poul Schlüter måtte gå af som statsminister (der havde alligevel været fejret nogen ind under gulvtæppet) og De Radikale pegede på Poul Nyrup Rasmussen (S) som efterfølgeren.

Og som om det ikke var ydmygende nok: Den tidligere justitsminister måtte køre ind til Amalienborg for at lade konen aflevere Kommandørkorset på begæring af Hendes Majestæt og med pænt tak for lån.

K for kaos

Selv forklarede Erik Ninn-Hansen efterfølgende i bogen ”Værelse 28. Dansk politik 1974-1994”, at hans ildhu var nødvendig:

Så skal man ikke sige undskyld

"Jeg mener, at jeg handlede rigtigt, da jeg forsøgte at dæmpe familiesammenføringerne, og så skal man ikke sige undskyld."

Men Erik Ninn-Hansens manglende undskyldning resulterede samtidig i De Konservatives deroute i de følgende årtier.

Efter Poul Schlüters afgang som statsminister delte Henning Dyremose og Hans Engell magten i De Konservative. Men de kunne ikke enes, og det endte med, at førstnævnte stoppede i politik, mens sidstnævnte kørte videre.

Hvilket Hans Engell gjorde indtil 1997, hvor han som bekendt ramte en betonklods i spirituspåvirket tilstand. Hans Engell måtte trække sig, og så rullede der ellers hoveder derfra. Tre politiske ledere nåede partiet igennem, inden Bendt Bendtsen kom til og fik ro på.

Bertel: Du skulle have sagt undskyld

Problemet er, når et parti går tilbage i meningsmålingerne, så bliver det tit en ond spiral, hvor folketingsgruppens medlemmer begynder at positionere sig i forhold til hinanden – og ikke andre partier – velvidende, at hvis tilbagegangen fortsætter, så vil der ikke blive genvalg til dem alle.  

Af samme år årsag har Venstres nestor, Bertel Haarder, da også fortalt, at han gentagne gange, både skriftligt og mundtligt, har forsøgt at overtale Inger Støjberg til at give en undskyldning – både til Folketinget for fejlinformation og til de embedsmænd, hun pressede for hårdt.

”Hvis hun have fulgt mit råd, ville jeg ikke have stemt for en rigsret,” skrev Bertel Haarder i sidste måned i en kommentar i Berlingske.

Droppet jyderiet og martyrglorien

”Men hun ville hellere gå planken ud og gøre sig til martyr. Måske forklarer det også, hvorfor Jakob Ellemann fandt hende svær at samarbejde med. Jeg håber, hun slipper med en mild dom eller bliver frifundet. Men gid hun dog havde undskyldt og droppet jyderiet og martyrglorien.”

Frederiksberg-advokaten

En henvisning til, at både Inger Støjberg og hendes støtter i Venstres har forsøgt, og til stadighed forsøger, at italesætte instrukssagen som værende en sag om splittelsen i partiet mellem det såkaldte By- og Land-venstre.

Da Inger Støjberg kort før nytår ufrivilligt endte med at trække sig som næstformand, skrev hendes støtte, Thomas Danielsen, i en intern mail til sine kolleger i folketingsgruppen:

Partiet skal kunne tale til lastvognsmekanikeren i Vestjylland

 

”Nu har Venstre i offentligheden slået fast, at vi ikke mener, at partiet skal kunne tale til lastvognsmekanikeren i Vestjylland og advokaten på Frederiksberg samtidigt!”

Og efterfølgende gik Inger Støjberg ikke blot fra Venstre, efter Folketingets afstemning om at stille hende for en rigsretsret. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister smækkede med døren ved at erklære, at hun ikke tror, at Jakob Ellemann-Jensen nogensinde bliver statsminister.

Hvilket kan vise sig at være en selvopfyldende profeti.

I hvert fald tog det De Konservative tre årtier at komme sig over Tamil-sagen.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce