Og der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiets suppleant til regionsrådet Jarl Feyling fejlede stort, da han i weekenden opfordrede svenske vælgere til at stemme på Sverigedemokraterne.

Efter heftig kritik på de sociale medier, trak den unge S-politiker prompte i land og beklagede. Og godt for det!

Den kontroversielle udmelding var en gennemført fejl, fordi det ikke giver mening for en socialdemokrat at anbefale andre partier end sit eget, fordi det gav hungrende venstrefløjsstemmer mulighed for at udstille det hjemlige socialdemokrati som nazistiske, fordi de kan udnyttes af svenske nationalister til sværte Stefan Löfven og de andre svenske socialdemokrater.

Og sidst, men ikke mindst, så det komplet fejlagtigt, fordi de svenske socialdemokrater faktisk har flyttet sig på udlændingeområdet.
Den feylingske analyse er såmænd god nok

Jeg synes, at Jarl Feyling rammer plet, når han beskriver de svenske socialdemokrater som nogen der ’virker tonedøve’, nogen der har understøttet en ’kollektiv fortielse’ og nogen som kun alt for langsomt har accepteret, at ’en stram migrations- og integrationspolitik er forudsætningen for stærkt velfærd’.

Her er den ”feylingske” analyse såmænd god nok, og det er hovedrystende at se, hvordan de svenske socialdemokrater fortsat kun har formået at åbne deres sammenknebne øjne en lille smule på klem overfor udfordringen. Den selvudnævnte ’humanitære stormagt’ har i moralismens skær slæbt fødderne hen ad gulvet i årevis.

Og når kun få af virkelighedens solstråler er trængt igennem, virker det sandsynligt at det svenske velfærdssamfund og den svenske sammenhængskraft bliver udfordret.

Men der er trods alt kommet mere fut i det svensk-socialdemokratiske bevægeapparat.
Virkeligheden er langsomt trægt igennem

Men ligesom svenskere ikke bør lukke øjnene for indvandringens udfordringer, så bør danskere heller ikke lukke øjnene for hvad der allerede er sket i Sverige.

Hvis man går tilbage til 2016, så har der været en stribe af stramninger, som de svenske socialdemokrater har stået i spidsen for.

Den massive svenske grænsekontrol har ganske synlig for de mange danskere, der hyppigt krydser grænsen.  Der er stillet forslag om at forbyde religiøse friskoler, der har været præsenteret floromvunde ghettoplaner (”bryde segregationen og mindske kløfterne”), politiindsatsen målrettet udsatte boligområder er forsøget, den offentlig støtte og indkvartering i Sverige er reduceret efter asylbehandling.

Selvom erkendelse af at antal er altafgørende for integrationen, så har svenskerne ikke helt siddet på hænderne.

Presset fra virkeligheden er trængt igennem og selvom det går for langsomt, så er både Sverige og de svenske socialdemokrater i gang med en betydelig omvæltning. Det er en omvæltning som kræver tålmodig – ting tager tid.

Derfor giver det mening at opfordre de svenske ”sosser” til at holde fast og ikke gøre som de norske socialdemokrater i Arbejderpartiet, der på grund af indre spændinger midt under valgkampen gik pludseligt til angreb på tonen i debatten og glemte migrationens massive pres. De ofrede indhold for form. Og blev et ekko af den danske debat i slut 90’erne.
Som at råbe under vand

Frem for at stikke en kniv i ryggen på Stefan Löfven, så bør de danske socialdemokrater holde fokus på den fælles indsats for at begrænse antallet, insisterede på fælles europæiske løsninger, danne fælles front i forhold til løftet af Afrika og inspirere vores nabolande med konkrete politiske forslag og initiativer.

Opfordringer til at stemme på Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterne en som at indløse en one-way-ticket ind i Mordor og overrække ringen direkte til Sauron. Det er afmagt i yderste potens. Det giver hverken fælles front, tro på fremtiden eller slagkraft for de fælles løsninger.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.