Støtteerklæringer til nedlukket Nordjysk afdeling: “Jeres kamp er også vores”

Melder sig ind i kampen

Støtteerklæringer til nedlukket Nordjysk afdeling: “Jeres kamp er også vores”

Flere afdelinger i fagbevægelsen sender støtte til Malerforbundets nordjyske afdeling, der nyligt er nedlagt efter interne stridigheder – herunder en FH-afdeling, hvis formand er direkte tilknyttet sagens kerne

Maler
Billedtekst
To afdelinger i fagvebægelsen stempler ind i debatten og kalder Malerforbundets handling for "helt ude af proportioner" og "udemokratisk".
Foto: Colourbox

To fagforeningsafdelinger har udsendt støtteerklæringer til Malerforbundets nordjyske afdeling, der pludseligt blev nedlagt i sidste uge.

Netavisen Pio har tidligere beskrevet, at nedlukningen er kommet efter intern splittelse i forbundet.

Nedlukningen har skabt stor forargelse hos afdelingens formand, som nu får opbakning af Malerforbundets egen afdeling i Storkøbenhavn og Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) afdeling i Nordjylland.

Begge afdelinger har på hver sin måde tætte bånd til Malerforbundet Nordjylland.

Malerforbundet Storkøbenhavn: “Minder om en form for hetz”

En af støtteerklæringerne kommer fra Malerforbundets egne rækker – nemlig forbundets afdeling i Storkøbenhavn.

De skriver, at de med erklæringen ønsker at udtrykke deres utilfredshed og bekymring med hovedbestyrelsens behandling af forbundets medlemmer i Nordjylland:

“Vi synes, det er helt ude af proportioner med den tilgang, som sagen har udviklet sig til, samt at truslerne om opløsning af afdelingen i Nordjylland er under al kritik,” skriver de og fortsætter:

“Vi har et stort problem i vores samfund og afdelinger, hvis vi ikke kan stå sammen, men i stedet spilder tiden på at bekrige hinanden. I en demokratisk organisation som Malerforbundet, skal der være plads til uenighed."

Vi skal kæmpe for sammenhold, ikke splittelse

Formanden for den nu lukkede afdeling i Nordjylland har tidligere udtalt til Netavisen Pio, at han ser sagen som en “hekse- og menneskejagt”.

Den udlægning støtter afdelingen i Storkøbenhavn op om:

“Sagen om (navn udstreget) og ledelsen af afdelingen i Nordjylland minder om en form for hetz. Det er helt uacceptabelt. Vi skal kæmpe for sammenhold, ikke splittelse. Vi vil derfor udtrykke vores fulde tillid og sympati for afdeling Nordjylland, som vi mener er blevet behandlet unfair.”

Det udstregede navn vender vi tilbage til senere.

Læs også:Fagforenings-afdeling fik pludselig 800 flere medlemmer: “Det kom som et kæmpe chok”

Storkøbenhavn-afdelingen skriver i erklæringen, at også den nordjyske bestyrelse er blevet behandlet urimeligt og har følt sig truet af forbundet.

Det er ifølge dem problematisk, da det kan påvirke bestyrelsesmedlemmers lyst til at genopstille:

“Vi ser med alvor på vores demokrati, hvis afdelingsbestyrelserne har pladser, som ikke kan besættes. Vi har allerede nu set, at det har medført menneskelige omkostninger.”

Afslutningsvis påpeger afdelingen, at sagen udspringer af uklare retningslinjer, der har medført mindre fejl.

Konflikten kunne ifølge dem være løst på en meget mere hensigtsmæssig måde, hvis de involverede partnere havde haft bedre kommunikation tidligere i forløbet.

De opfordrer derfor hovedbestyrelsen til at finde “en anden vej end trusler om opløsning og økonomisk ansvar”.

Læs også:Kæmpe splittelse i forbund: “Jeg har det da ad helvede til”

Det er ikke alle Malerforbundets afdelinger, der bakker op om afdelingen i Nordjylland.

Netavisen Pio har tidligere talt med formand for Øst/Vest, Thomas Lang, der har overtaget den nedlukkede afdelings godt 800 medlemmer.

Ifølge ham har hovedbestyrelsen truffet den helt rigtige beslutning.

FH Nordjylland: “Jeres kamp er også vores”

Måske mere overraskende er det, at FH Nordjylland også blander sig i debatten.

I en støtteerklæring adresserer de landets nordjyske malersvende og skriver:

“Vi følger med stor bekymring den behandling I er udsat for lige nu. Vi ser med stor alvor den manglende demokratiske proces, jeres forbund praktiserer.”

Vi følger med stor bekymring den behandling I er udsat for lige nu

FH Nordjylland skriver, at de har svært ved at forstå, at det kan lade sig gøre at flytte medlemmer fra en afdeling til en anden uden først at have fået deres individuelle tilsagn:

“Vi finder det ret udemokratisk at fratage jer jeres ret til at håndhæve jeres lokalt besluttede love endsige snakken om at fyre den formand og demokratisk valget bestyrelse, som I malersvende har valgt på en lovgyldig generalforsamling."

Dertil skriver FH Nordjylland, at organisationen står bag Malerforbundets nordjyske medlemmer og vil hjælpe med det, der er behov for om muligt:

“Jeres kamp er også vores,” skriver de afslutningsvis.

FH-afdelings formand er sagens kerne

Lettere bemærkelsesværdigt er det, at afsenderen bag FH Nordjyllands støtteerklæring ikke er organisationens formand, Jesper Ettrup Rasmussen, men derimod næstformand, Kristian Gaardsøe.

Men det er der ifølge Kristian Gaardsøe en helt bestemt grund til, fortæller han til Netavisen Pio:

“Det er fordi, han er sagens kerne,” siger han med henvisning til Jesper Ettrup Rasmussen.

Det kan ikke være nogen hemmelighed. Det er ham, de strides om

Malerforbundets nuværende formand, Henning Tarp, har tidligere udtalt til Netavisen Pio, at sagen, ifølge ham, bunder i en konflikt om en fratrædelsesordning til en tidligere formand i afdelingen.

Og den pågældende formand er altså Jesper Ettrup Rasmussen, bekræfter Kristian Gaardsøe nu:

“Jesper var formanden der, og det kan ikke være nogen hemmelighed. Det er ham, de strides om,” siger Kristian Gaardsøe og uddyber:

“For ikke at lave mere rav i den end højst nødvendigt – for det har vi sådan set ikke interesse i – valgte vi derfor, at det var mig, der skrev under for bestyrelsen.”

Kristian Gaardsøe understreger dog, at støtteerklæringen udsendes på vegne af hele afdelingens bestyrelse, herunder også formanden.

Vi ved godt, at det kan være lidt kontroversielt

Er det på sin rette plads, at I kommer med en støtteerklæring, når nu jeres formand er involveret i sagen?

“Det synes vi, for i støtteerklæringen prøver vi at holde os til at støtte malersvendene i Nordjylland. Vi undrer os gevaldigt over, at det er den måde, man behandler nogen på, fra et forbund,” siger Kristian Gaardsøe og fortsætter:

“Og vi ved godt, at det kan være lidt kontroversielt, at vi blander os i andre forbunds måder at gøre tingene på. Men det har undret os, at man går efter én person og så lukker en fagforening. Så det er en underlig sag, for at sige det rent ud.”

Den person, som Kristian Gaardsøe mener, at hovedbestyrelsen i Malerforbundet “går efter” er Henning Tarp, der har stået hårdt på at give en fratrædelsesordning til Jesper Ettrup Rasmussen, selvom hovedbestyrelsen ikke var enig i den beslutning.

Men at lukke en afdeling af den grund, er fuldstændig uacceptabelt, ifølge Kristian Gaardsøe:

“Det her med at sige, at hvis nogen ikke vil sige undskyld for noget, så lukker vi en afdeling, og så tvangsflytter man medlemmerne uden at have spurgt dem på forhånd – det er for os at se en lidt udemokratisk proces. Det kan vi godt forstå, at de er mugne over.”

Det får vi jo formentlig lidt tæsk for, men så tager vi dem

Kristian Gaardsøe vil ikke blive overrasket, hvis støtteerklæringen ikke modtages med kyshånd fra Malerforbundets hovedbestyrelse:

“Det får vi jo formentlig lidt tæsk for, men så tager vi dem. Vi har bare sagt til hinanden, at vi synes, at alle svendene i Nordjylland fortjener at få støtte fra os fagforeninger,” siger han og fortsætter:

“Hvis det var os, ville vi heller ikke bare have været tavse, og så havde vi også håbet på, at nogen ville støtte op om os.”

Kristian Gaardsøe fortæller, at FH Nordjylland har underrettet hovedbestyrelsen i FH om støtteerklæringen, men han kender ikke deres holdning i sagen.

Malerforbundets hovedbestyrelse har ikke ønsket at kommentere de to støtteerklæringer over for Netavisen Pio.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.