Stop elendige arbejdsvilkår i Bangladesh

Vold, fængslinger og tortur præger kampen for et organiseret arbejdsmarked i Bangladesh. Men når vi har miljømærker, energimærker og øko-mærker i den danske detailbranche, hvofor har vi så ikke et mærke for ordentlige arbejdsforhold?
Vold mod fagforeningsaktive, elendige arbejdsvilkår og ekstrem korruption plager stadig Bangladesh her fire år efter at verden for alvor fik øjnene op for de kummerlige vilkår i landets tekstilindustri. Hvordan ser den internationale solidaritet ud i år 2017? Og hvad er den bedste hjælp til et land, der på overfladen synes i udvikling?

I sidste uge var jeg på besøg i Bangladesh i forbindelse med et møde for verdens parlamentarikere. Imellem møderne var der tid til at besøge en af de store og meget omtalte tekstilfabrikker og ikke mindst 3F, der hjælper lokale fagforeninger i kampen for retten til at organisere sig.

Kamp overhovedet at få udbetalt lønnen
I 2013 styrtede den ni-etages fabriksbygning, Rana Plaza, sammen. Mere end 1000 medarbejdere døde. Året før brændte en fabrik – også med dødelig udgang for et stort antal arbejdere – mange var blot teenagere. Siden er meget heldigvis sket, hvilket ikke mindst skyldes pres fra store tøjbrands. Mange fabrikker har stort fokus på arbejdsmiljø og gode vilkår for de ansatte. Ikke mindst den fabrik jeg besøgte, hvor medejeren er en dansker fra Hjørring.

Rana
Billedtekst: Kollapset af Rana Plaza i forstaden Sava i Bangladesh i 2013

Men på flere punkter er der lang vej igen. Der er stadig fabrikker, hvor der absolut kun udbetales minimumsløn svarende til små 400 kroner om måneden, hvor det er en kamp overhovedet at få udbetalt lønnen, og hvor arbejdsforholdene er kummerlige og uhyre farlige. Og det er stadig fængslingsgrund at organisere medarbejderne på fabrikkerne.

Det er stadig fængslingsgrund at organisere medarbejderne på fabrikkerne

Jeg mødte fagforeningsfolk, der har oplevet fængslinger og torturlignende forhold – alene fordi de kæmpede for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. En ung fagforeningsmand, der blev 'opdaget' da han forsøgte at samle underskrifter ind fra arbejderne på en fabrik, risikerer hængning for hans ugerning. Og flere fagforeningsfolk er blevet fængslet og beskyldt for kriminalitet, de aldrig har været i nærheden af.

Vi skal have en mærkning for arbejdsforhold
Et af de helt store problemer i Bangladesh er, at politikerne ejer mange af tekstilfabrikkerne. Andre lever af de korruptionspenge, der er så udbredte i alle afkroge landet. Derfor kniber det med viljen til at stille politiske krav til produktionen. Netop derfor er det så afgørende, at vi i vesten ikke lukker øjnene for problemerne. Indkøberne har en kæmpe mulighed for at stille krav til produktionen. Det gør de, hvis vi som forbrugere måler dem. Vi har mærkninger for alt muligt i den danske detailbranche; miljømærker, energimærker, øko-mærker osv. Det ville være stærkt, hvis også arbejdsforhold var synlige på produkterne. Man kan spørge sig selv, hvor EU er i den sammenhæng. Men hvis ikke de kan levere. Så bør vi gøre det i Danmark.

Det ville være stærkt, hvis også arbejdsforhold var synlige på produkterne

Det andet sted, hvor vi i Danmark og vesten kan gøre en forskel er på uddannelse og oplysning til de fagforeningsaktive. 3F har lige nu en indsats i Bangladesh. Desværre en indsats, som regeringen kraftigt har beskåret med deres slagtning af ulandsmidlerne. Det er ærgerligt, for hold op hvor kan en stærk partner som 3F gøre en forskel for mange, mange mennesker.

Boykot løsninger intet
Der er stadig store udfordringer i Bangladesh med tekstilindustrien. Dette lette svar på problemerne er at boykotte produkter. Men det løser intet. Slet ikke for arbejderne. Derimod er svaret en moderne, international solidaritet. En moderne solidaritet, som bør rykke længere op ad den udenrigspolitiske dagsorden, og hvor vi gennem nutidens hurtige kommunikationskanaler, besøg i området, støtte til fagforeningerne og et pres på politikerne skal kunne ændre tingens tilstand.

Den internationale solidaritet aldrig har været lettere at udøve

I den internationale solidaritets tjeneste vil jeg starte med at skrive en mail til de politiske kontakter, jeg har i landet. Bagefter sender jeg en til Bestseller – og ikke mindst til 3F med en stor tak for deres nødvendige arbejde. For faktum er, at den internationale solidaritet – trods den stigende kompleksitet - aldrig har været lettere at udøve.

Trine Bramsen er medlem af folketinget for Socialdemokratiet.

Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Folketingsmedlem, gruppenæstformand og ligestillingsordfører for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Annonce