Stop svindlerne – ellers mister danskerne tilliden til hele systemet
Stop svindlerne – ellers mister danskerne tilliden til hele systemet
Velfærdssamfundet bygger på, at vi hjælper dem, der ikke kan selv – ikke dem, der har valgt kriminaliteten som levevej

Tillid er den vigtigste valuta i et velfærdssamfund.
Men når lønmodtagere ser deres naboer stå tidligt op og tage på arbejde, mens en tidligere rocker med millionvilla og dyre biler modtager førtidspension, så smuldrer den tillid.
Det er derfor ikke småting, som regeringen og en bred kreds af partier har sat sig for:
At lukke det hul i lovgivningen, der i årevis har givet hårdkogte kriminelle adgang til sociale ydelser, selv mens de har afsonet domme i retspsykiatrien.
Vi taler om personer som Fasar Abrar Raja og Jimmy Skjoldborg – bande- og rockermedlemmer dømt for grov kriminalitet og kendt fra TV 2-dokumentaren “Den sorte svane”, der samtidigt har kunnet hæve førtidspension og opbygge formuer bag tremmer.
At stoppe den praksis burde have været gjort for længe siden.
Der er tale om åbenlys misbrug af velfærdssystemet – en skændsel mod alle dem, der reelt er nedslidte eller ude af stand til at arbejde.
Systemet har været rigeligt rundhåndet over for personer, der i forvejen har udvist total foragt for samfundets regler.
Samtidig afslører sagen endnu engang en kendt problematik: Den grove kriminalitet og den systematiske udnyttelse af velfærdsydelser har en skæv social og etnisk slagside.
Det er ikke racistisk
11 procent af alle registrerede bande- og rockermedlemmer modtager førtidspension. Ikke-vestlige indvandrere er voldsomt overrepræsenterede.
Det er ikke racistisk at konstatere. Det er nødvendigt, hvis vi vil gøre op med problemerne.
Man kan sagtens være socialt indstillet og have forståelse for, at ikke alle passer ind i et strømlinet arbejdsmarked.
Næste skridt må være en gennemgang af hele ydelsessystemet
Men netop derfor må man også trække en knivskarp grænse over for dem, der misbruger tilliden – og endnu værre: dem, der kombinerer velfærdsydelser med organiseret kriminalitet.
Det handler om pengene. Men det handler lige så meget om, hvad der får almindelige mennesker til at acceptere høje skatter og bidrage til fællesskabet.
Kun ét hul blandt mange
Hvis danskerne oplever, at de kriminelle griner hele vejen ned til hæveautomaten, mens de selv knokler for samfundet, så er det ikke bare velfærdssamfundet, de vender ryggen.
Det er demokratiet.
Derfor er det godt, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) nu vil lukke rockernes smuthul. Men det er kun ét hul blandt mange.
Læs også:Kvinder fra flere ikke-vestlige lande markant overrepræsenteret: “Det er voldsomt”
Næste skridt må være en gennemgang af hele ydelsessystemet med henblik på at sikre, at sociale ydelser ikke ender i hænderne på svindlere, fuskere og kriminelle.
For hver gang det sker, betaler de ærlige prisen.
Kommentarer
Ja, kriminalitet betaler sig…
Ja, kriminalitet betaler sig ikke...
Sæt hårdt mod hårdt...
Ja, men det kan jo være, at…
Ja, men det kan jo være, at kontrolsystemet er lige så udsultet som
skats aktieskattekontrol var da vi blev mange milliarder fattigere.
Ydelses systemet benyttes i…
Ydelses systemet benyttes i høj grad også af rige udlandsdanskere som har tjent kassen (pga den lave skat) i udlandet, men når kredsløbet eller gigten kræver dyre operationer kommer de hjem for udnytte velfærdssamfundets gratis ydelser.
Det er glædeligt, at der nu…
Det er glædeligt, at der nu er kommet fokus på, hvordan det reelt foregår ude i samfundet. Jeg forudser, at det ikke vil blive nogen nem øvelse, at udelukke kriminelle fra ydelser under afsoning og øvrige ophold på statens regning: Diverse ændringer i IT-systemer, samkørsel af registre, kontrol og ansvar, etc, etc.
Beboere på plejehjem betaler langt størstedelen af deres pension til opholdsstedet/kommunen. Måske ville det give mere mening og lette administrationen at lade de indsatte gøre det samme, så de kun får lov at beholde lidt lommepenge?
Står de så og mangler bolig, når de kommer ud, er der låne-og afdragsordninger.
Tak til Netavisen Pio for…
Tak til Netavisen Pio for det nye layout.
Den tydelige anskueliggørelse af hvilke punkter der er væsentlige, markeret med GUL og RØD highlighting, det hjælper virkelig os andre til at forstå hvad der skal forståes og hvorfor, det er jo ikke alle givet.
Det er også klart klart at den grafiske fremstilling, af en dømt forbryder giver mening og øger forståelsen. Det minder da lidt om Volkische Beobachters satire tegninger engang i fortiden.
Tillid er vel også at have tillid til at bygherrer, regioner og kommuner, fra under- leverandører, har arbejdskraft til lav løn der arbejder under usunde forhold. Vi ser det jo alle hver eneste dag, og vender det blinde øje til, og det er der ikke noget galt i !
Vi har også tillid til at tænkte, luftkastel lignende planer giver adgang til mega erstatninger for de mink man kunne have pelset, minkene er fantasi men staten bliver udnyttet.
Vi har også tillid til at ingen ægte danske, blåøjede og blonde, laver fup med børnebidrag, skilsmisser og sort arbejde, sådan er vi nemlig ikke.
Diverse privat ejede el / gas og andre forsyningsselskaber har jo også demonstreret med ufattelige økonomiske overskud, manipulation og fejlinformationer, at dem kan vi roligt have tillid til, og at energi sektoren ikke bør være statslig ejet. Jo tak !
Disse ting har vi jo haft en form for kollektiv tillid til, så lad os nu se på hele samfundet og ikke kun på udvalgte grupper, når der skal revses.
Der kan forekomme spor af ironi i ovenstående. God Påske.
Tilføj kommentar