Annonce

Stor tilslutning til vaccinationsprogrammet og noget er helt galt på Borgen

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Danskerne tilslutter sig i stor stil vaccinationsprogrammet. Frederiksberg har fået sig endnu en borgmesterkandidat - oven i de tre, der er i forvejen.

Statsministeren fastslår, at der ikke må ske systematisk aflytning af allierede sted. Og De Radikales partileder, Sofie Carsten Nielsen, konstaterer, at der er noget helt galt på Christiansborg.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Danskerne tilslutter sig i stort tal vaccinationsprogrammet

Fem måneder inde i det danske vaccinationsprogram mod COVID-19 viser danskerne stor vilje til at lade sig vaccinere. I de ni første målgrupper, der fik tilbudt vaccination, har 94,9 procent fået første vaccinationsstik.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Den 27. december 2020 gik Danmark i gang med et ambitiøst vaccinationsprogram, hvor målet er at tilbyde vaccination mod COVID-19 til alle danskere på 16 år og derover. De første målgrupper, der blev tilbudt vaccination, var de mest udsatte og de mest sårbare borgere, som risikerer de sværeste forløb med sygdommen.

I første omgang var det plejehjemsbeboere efterfulgt af personer på 65 år og derover, som modtager praktisk hjælp og personlig pleje, frontpersonale i sundheds- og socialvæsenet, udvalgte personer med særlig øget risiko for alvorligt sygdomsforløb og udvalgte pårørende til disse, samt alle borgere født i 1956 eller før.

Disse borgere er inviteret til vaccination i ni separate målgrupper, og den samlede tilslutning til første vaccinationsstik for disse ligger på næsten 95 procent.

“Det er særdeles positivt, at danskerne er så villige til både at beskytte sig selv men også andre mod smitte ved at lade sig vaccinere,” siger sundhedsminister Magnus Heunicke og fortsætter:

“Vi ved fra undersøgelser, at danskerne har en høj villighed til at lade sig vaccinere. Men det gør mig glad at se, at det også udmønter sig i handling. Der er stadig mange, der mangler at blive tilbudt vaccination, og jeg håber, at de i lige så høj grad vil sige ja tak. Vaccination er nøglen til at lægge epidemien bag os, og for at nå dertil kræver det en fortsat høj tilslutning.” 

"Vi har hele tiden vidst, at danskerne var villige til at lade sig vaccinere, men det er meget imponerende, at den samlede vaccinationstilslutning blandt de første ni målgrupper er helt oppe på 94,9 procent! Vi fortsætter indsatsen," skriver Magnus Heunicke på Twitter.

placeholder

 

Vaccinationsudrulningen fortsætter med resten af befolkningen over 16 år. Alle borgere over 50 er inviteret til vaccination, og resten modtager en invitation inden længe.

I dag har 2.206.276 danskere modtaget mindst én vaccinedosis. Det svarer til 37,7 procent af den samlede befolkning. 1.291.222 er færdigvaccineret, svarende til 22,1 procent af befolkningen.

Læs mere her.
 

Mette F.: “Der må ikke ske systematisk aflytning af allierede”

Det er kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA spionerer mod allierede gennem kabler til internet, der løber gennem Danmark. Og at Forsvarets Efterretningstjeneste har givet tilladelse til at den amerikanske efterretningstjeneste NSA kunne benytte de danske kabler.

“Der må ikke forekomme en systematisk overvågning af allierede,” siger statsminister Mette Frederiksen i en kommentar til afsløringen.

For nylig afslørede DR Nyheder og en række europæiske medier, at vestlige allierede har været mål for NSA-spionagen. Det er uvist om spionagen af allierede via de danske kabler fortsat foregår. Sagen er beskrevet i en intern rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste i 2015.

Mette Frederiksen anerkender ikke, at der er behov for “at genoprette tilliden” til vores allierede på baggrund af sagen:

“Jeg tror ikke, det er korrekt fremstillet, at der er behov for at genoprette forholdet til Frankrig eller Tyskland. Vi har en løbende dialog, det har vi også på efterretningsområdet.”

Både Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den svenske statsminister, Stefan Löfven, har udtalt, at de forventer en forklaring.

Læs mere her.

 

Jan E. Jørgensen (V) melder sig som borgmesterkandidat på Frederiksberg

Jan E. Jørgensen (V) vil være borgmester på Frederiksberg.

Venstre har kun et af de 25 mandater i kommunalbestyrelsen, men meldingen er alligevel alvorligt ment:

“Vi vil gerne fortælle vælgerne, at der er andre muligheder end det her præsidentvalg mellem Simon Aggesen (C) og Michael Vindfeldt (S), som har været i indbyrdes valgkamp det sidste halve år,” siger Jan E. Jørgensen til Politiken.

Venstres Jan E. Jørgensen er nuværende 1. viceborgmester i Frederiksberg Kommune. Han har været partiets spidskandidat ved de seneste fem kommunalvalg, men denne gang er tonen en anden, for det er første gang, han melder ud, at han vil gå efter borgmesterposten og forsøge at vippe nuværende borgmester konservative borgmester, Simon Aggesen, af pinden.

Jan E. Jørgensen forklarer sit skridt med, at Frederiksberg er blevet mere broget. Det viste valgresultatet ved det seneste kommunalvalg, hvor de konservative var tæt på at miste magten til rød blok.

Ved kommunalvalget i 2017 var magten på Frederiksberg marginaler fra at tippe.

Blå blok tog 49,7 procent af stemmerne, og rød blok tog 49,5 procent.

Socialdemokratiets Michael Vindfeldt har for længst meldt ud, at han går efter borgmesterposten. Også De Radikales spidskandidat, Lone Loklindt, har meldt ud, at hun går efter borgmesterposten.

De Konservative har siddet på borgmesterposten på Frederiksberg i mere end 100 år.

Læs mere her.

 

Sofie Carsten Nielsen: Der er noget helt galt 

Der var helt stille i folketingssalen, da de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, under sin ordførertale under afslutningsdebatten afslører, at hun egentlig havde besluttet sig for at stoppe i dansk politik, da hun pludselig blev tilbudt lederskabet i Det Radikale Venstre.

Der blev om muligt endnu mere stille, da hun konstaterer, at ti medlemmer af Folketinget i øjeblikket er sygemeldte på grund af stress:

“Der er noget helt galt på Christiansborg,” konkluderer Sofie Carsten Nielsen, der i sin følelsesladede ordførertale også giver ros til partiformænds-kollegaerne Søren Pape Poulsen (K) og Pia Olsen Dyhr (SF) for gode råd og omsorg, da hun pludselig - og på en meget dramtisk baggrund - blev kastet ud i hvervet som partiformand i begyndelse af oktober sidste år.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hun kunne bare have ladet Martin Lidegård få posten, han havde gjort det langt mere pragmatisk og samarbejdsvilligt. Hun var pinlig at lytte til for de røde partier, hun sveg dem, som Løkke sveg V under valgkampen. Stol aldrig på de radikale igen. aldrig.

Ja Helle. Det havde været meget bedre med Martin Lidegaard, som leder af RV. Han kan forhandle med andre partier - end DE BLÅ/SORTE. Desuden er han fornuftig, og jeg beundrer ham for fortsat at være medlem af Radikale