The Darkest Hour – Den mørkeste time - begynder i maj 1940, kort inden at Churchill, virkelig solidt spillet af amerikaneren Gary Oldman, der på et afbud bliver udpeget som ny premierminister, da Labour ikke længere kan støtte premierminister Neville Chamberlain.

Udenrigsministeren Lord Halifax, spillet af Stephen Dillane, får tilbuddet, men takker nej og i stedet får flådeminister Churchill opgaven med at støve moralen af og gøre landet klar til krig. Folk omkring ham er skeptiske, har han nu det der skal til, for at klare opgaven?

Krigen har været i gang siden september 1939, men først i midten af maj måned invaderer Tyskland Frankrig, men der går kun ganske få dage før at man i London måtte indstille sig på, at man ikke ville være i stand til at holde tyskerne tilbage. De engelske soldater blev presset tilbage til den lille nordfranske by Dunkirk, uden udsigt til at blive evakueret.

Lord Halifax, der var en af arkitekterne bag appeasement-politiken overfor tyskerne, fortsætter som udenrigsminister og han fortsætter med at tale for om man ikke skal finde en forhandlingsløsning. Og selv om vi godt kender resultatet, så er det i høj grad kernekonflikten i filmen.

”Hvornår forstår du det? Man kan ikke tale fornuft med en tiger, når man har hovedet inde i dens mund,” råber en ophidset Churchill til Halifax, da de endnu engang diskuterer om man skal forsøge at forhandle med Hitler.

The Darkest Hour ender med Churchills berømte “We shall tale fight them on the beaches”-tale I Underhuset, hvor han fortæller om evakueringen fra Dunkirk og lade vide, at England agter at forsætte krigen. Om ingen andre vil hjælpe, så alene.

Den sidste krig uden nuancer
Churchill fik sin vilje, Storbritannien kæmpede videre, indtil december mest 1942 alene og fem år senere måtte tyskerne betingelsesløst overgive sig. Og Churchill selv blev selve symbolet på denne kamp og står efterfølgende som en af de største personligheder i historien.

Filmen er med til at bygge videre på myten om Churchill, den store retoriker, den faste tro på sejren, den kølige britiske og ikke mindst den store kærlighed til alkohol.

Den 2. verdenskrig bliver stadigvæk ved med at fascinere og give baggrund til nye fortællinger. Bare sidste år kom blandt andet Christopher Nolans ’Dunkirk’ som skildrede evakueringen og den norske ’Kongens Valg’ om angrebet på Norge. Listen af film og bøger om krigen bliver hele tiden længere og længere, også selvom dem som kæmpede og levede under den i disse år hastigt forsvinder. Måske fordi det var den sidste krig, hvor optegningen mellem det gode og det onde var så klart. Det var en krig uden nuancer. Det var de vestlige demokratier (godt nok med Stalin og kommunisterne på vognen) der var de gode, mod nazismen og fascismen, der var de onde.

Fordi historien er kendt, er det først og fremmest Gary Oldmans skuespil som løfter filmen op. Det er den slags roller, der skriger på at ende med en regn af priser, Oldman har allerede vundet en Golden Globe og en SAG Award for rollen og han er også nomineret til en Oscar.

The Darkest Hour åbner op for en masse spørgsmål som fritidshistorikere kan gå og muntre sig med: Hvad ville der være sket, hvis Lord Halifax havde sagt ja til posten? Hvad hvis man havde forhandlet en fredsaftale med tyskerne?

Den kan klart anbefales til alle, som interesserer sig for politik og historie.

The Darkest Hour. England. 2017. Instruktør: Joe Wright. Medvirkende: Gary Oldman, Stephen Dillane, Lily James og Kristin Scott Thomas.

 

Filmen set og anmeldt af David Garby-Holm.