Annonce

Stormøde: Skattelettelser er altid på bekostning af noget

Op mod 3500 tillidsrepræsentanter er i dag samlet i Odense. Velfærdsdiskussionen vækker væsentligt mere begejstring end FCK og kvindefodbold.  
”Vores mål er at bremse regeringens skattelettelser og at skabe bevidsthed om, at velstand for nogle ikke er det samme som velfærd,” forklarer Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA.

Hun er i dag i Odense Kongrescenter sammen med op imod 3500 tillidsrepræsentanter, som planlægger et opgør med regeringens bebudede skattelettelser, da man vurderer, at de vil forstærke uligheden i samfundet, forringe arbejdsmiljøet for mange og svække velfærden for alle.

Vi er velfærdsarbejdere
Ole Søborg, tillidsmand for kloakarbejderne i København, er en af de mange fremmødte tillidsrepræsentanter: ”Stemningen er skidegod i Odense, folk virker kampivrige,” fortæller Ole Søborg, som fortæller, at deltagerne udveksler erfaringer med hinanden, producerer lokale handlingsplaner og planlægger en landsdækkende demonstration imod skattelettelser, som formentlig vil finde sted den 7. november i landets større byer.

Han kan mærke besparelserne i sit eget arbejde på et rensningsanlæg, hvor man bliver bedt om at arbejde hurtigere og hurtigere – lige indtil man ikke kan effektivisere mere, hvorefter arbejdsopgaver bliver flyttet og lagt i hænderne på private virksomheder.

”Vi definerer os som velfærdsarbejdere. Vi arbejder for det fælles gode, vores produkt er rent vand til alle. Det synes vi skal fortsætte med at være en fælles samfundsopgave. Men hvis ikke vi passer på, vil den slags i endnu højere grad blive overtaget af private firmaer, som ikke arbejder for det fælles bedste, men for at tjene penge.”

 

Foto: Robert Wengler

Ole Søborg vil, når stormødet er slut, rejse tilbage til København og fortælle sine cirka 100 ’mænd,’ hvad der er foregået i dag og dernæst vil de planlægge det videre arbejde sammen. Han fortæller, at han møder masser af begejstring for sagen blandt sine kollegaer: ”Det er noget af det der virkelig har fænget i nyere tid, væsentligt mere end for både FCK og damelandsholdet.”

Nedskæringerne går ud over alle
Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA forklarer, at det overordnede mål i dag er at kæmpe imod regeringens bebudede skattelettelser og at skabe bevidsthed om, at velstand ikke er det samme som velfærd.

”Vi ønsker, at politikerne vil prioritere den fælles velfærd frem for skattelettelserne. Vi ønsker, at vi kan få passet vores ældre og vores børn, blandt andet så vi kan gå på arbejde. Vi bliver alle sammen ramt af de her nedskæringer, men vores faggrupper får stort set ikke del i de skattelettelser, som regeringen lover.”

Hun mener, at der mangler opmærksomhed på, at skattelettelser altid er på bekostning af noget andet. ”Mange af vores medlemmer vil måske gerne have 500 kroner mere mellem hænderne hver måned, men vi vil gerne skabe opmærksomhed på, at det har konsekvenser. Måske vil arbejdsmiljøet blive hårdere, eller arbejdsdagen længere – er det så 500 kroner værd? De overvejelser forsøger vi at få spredt blandt vores medlemmer.

Vi forsøger at få mobiliseret vores kollegaer til at tage del i det her. Vi ønsker at alle skal reflektere over, hvad skattelettelserne vil blive på bekostning af.”

Opvarmning til kommunalvalget
Helena Mikkelsen fra FOA fortæller, at det ikke er tilfældigt, at stormødet ligger lige nu. For fagbevægelsen håber at kunne skabe opbakning til deres sag op til det kommende kommunalvalg. Derfor opfordres tillidsrepræsentanterne blandt andet til at samle kollegaer og afholde dialogmøder med kandidaterne og fortælle dem, hvilke udfordringer de møder ude på arbejdspladserne og hvilke emner, de ønsker, der skal højest på den politiske dagsorden.

”Problemet er, at politikerne tror, at de ved bedst. Det er ikke rigtigt. Det er os, der ved, hvad der sker ude på arbejdspladserne og ude i den virkelige verden. Derfor skal vi styrke dialogen med kommunerne inden valget.”

 

Foto: Robert Wengler


Flere artikler om emnet