Annonce

”Stort tilbagetog” – regering udskyder igen sundhedsreform

Regeringen skyder sin sundhedsreform til efter nytår, da der er for travlt med de nuværende forhandlinger om finanslov og en ny folkeskoleaftale.
Der er politisk pladsmangel og derfor bliver regeringens sundhedsreform udskudt, meddeler sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) på Facebook.

Ellen Trane Nørby skriver, at grunden til at man endnu en gang udskyder at præsentere reformen er fordi en reform af den størrelse fortjener god tid til at blive diskuteret, debatteret og forhandlet.

”Den tid er blevet for knap inden jul, og derfor har vi i dag besluttet at skubbe fremlæggelsen af sundhedsreformen til januar,” skriver hun.

Hvorfor man ikke bare kan fremlægge den, og så gå i gang med at diskutere og debattere den nu, giver hun ikke noget svar på.

Regeringens bud på en sundhedsreform vil i stedet blive præsenteret i januar.

placeholder

Ingen opbakning til omfattende centraliseringsplaner

Sundhedsreformen skulle i første omgang være præsenteret i oktober, men er nu flere gange blevet udskudt – uden at regeringen på noget tidspunkt har meddelt hvorfor.

Hos Socialdemokratiet mener politisk ordfører Nicolai Wammen, at udskydelsen skyldes taktiske overvejelser fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

”Stort tilbagetog for statsministeren. Mon ikke regeringen nu venter til efter et valg, da Løkke godt kan se, at hans omfattende centraliseringsplaner hverken har opbakning hos sundhedspersonalet eller i befolkningen,” lyder det fra Nicolai Wammen i et tweet.

Ligner mere en regering der vil køre valgkamp på et oplæg end en regering der vil forhandle en ny struktur

Heller ikke hos regeringens støtteparti er der store roser til regeringen for endnu en gang at udskyde reformen. Her mener man, at regeringen vil bruge et forslag til en strukturreform som et valgkampsudspil.

”Præsentation af sundhedsreform udskudt. Ligner mere en regering der vil køre valgkamp på et oplæg end en regering der vil forhandle en ny struktur. Trist. Der er brug for entydigt ansvar i sundhedsvæsnet,” lyder det fra Dansk Folkepartis ældreordfører Jeppe Jakobsen i et tweet.

Grænser til det uanstændige

En helt central del af sundhedsreformen handler om regionerne skal nedlægges, som både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de konservative længe har ønsket.  

Det grænser til det uanstændige og giver helt urimelige arbejdsvilkår for regionerne

At regionerne ikke kender deres fremtid, giver dem helt urimelige arbejdsvilkår, mener regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

"Regeringen udskyder endnu en gang sundhedsreformen, og den evige debat om struktur fortsætter. Jeg mener, det grænser til det uanstændige og giver helt urimelige arbejdsvilkår for regionerne, der stadig ikke ved, om de er købt eller solgt," skriver Anders Kühnau på Twitter.

placeholder

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet