Straf for overgrebsmateriale med børn fordobles
Straf for overgrebsmateriale med børn fordobles
Ny politisk aftale fordobler straffen for at have og dele krænkende materiale med børn og skærper tilsynet med dømte krænkere som led i historisk strafreform

Det skal straffes dobbelt så hårdt at ligge inde med krænkende materiale med personer under 18 år, også kaldet børneporno.
Det fremgår af en ny aftale om en strafreform, der er indgået mellem alle partier på nær Enhedslisten og Borgernes Parti, og som blev præsenteret ved et pressemøde i eftermiddag.
I dag kan besiddelse og udbredelse af børne-overgrebsmateriale udløse straffe med bøde eller fængsling op til to år, og under særligt skærpende omstændigheder fængsel op til seks år.
I fremtiden skal strafferammen for den type forbrydelse altså være dobbelt så høj.
Læs også:Strafreform giver historisk stor økonomisk saltvandsindsprøjtning
Desuden lægger aftalen op til, at tilsynet med personer dømt for seksuelle overgreb mod børn intensiveres.
Det betyder, at kriminalforsorgen kan følge og kontrollere dømte for seksuelle overgreb mod børn i længere tid, end det er praksis i dag.
Historisk reform
Med et budget på over 7,5 milliarder kroner, og dermed den største investering i det danske straffesystem i nyere tid, kommer strafreformen også til at betyde store forandringer, ifølge politikerne.
Det gælder blandt andet på områder som kriminalitetsforebyggelse, mere støtte til ofre, større kapacitet og bedre arbejdsvilkår i kriminalforsorgen og ikke mindst strafskærpelser på en lang række områder.
Voldsmænd skal mødes med en langt hårdere konsekvens end i dag
I pressemeddelelsen giver justitsminister Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet følgende kommentar til reformen:
“Voldsmænd skal mødes med en langt hårdere konsekvens end i dag. Deres afstumpede adfærd mærker ikke alene ofrene for livet – deres voldshandlinger ødelægger også tilliden mellem mennesker, som er det kit, der binder hele vores samfund sammen.”
Varierende implementeringstid
Ifølge aftaleteksten skal strafskærpelserne træde i kraft hurtigst muligt.
Det skal dog ske i tråd med, at kriminalforsorgens kapacitets- og bemandingssituation er stabil nok til at løfte opgaven.
Læs også:Om udenlandske fængselsbetjente til Danmark: “Jeg kan se voldsomme udfordringer”
Derfor er forhåbningen, at de fleste strafskærpelser kan implementeres i starten af 2026.
Enkelte strafskærpelser - herunder for at have og dele krænkende materiale med børn - regnes dog først med at træde i kraft i 2027 netop af hensyn til situationen i kriminalforsorgen.
Strafskærpelser i den ny strafreform
Skærpet straf for vold og seksuelle overgreb
- Grov og særdeles grov vold skal straffes dobbelt så hårdt som i dag. De allerhøjeste straffe ændres dog kun lidt for at bevare balancen i forhold til drab.
- Simpel vold i gentagelsestilfælde får 50 procent højere straf.
- Tilfældige overfald og gruppevold straffes også 50 procent hårdere.
- Vold mod partner eller børn får 50 procent højere straf – også første gang det sker.
- Voldtægt ved vold eller trusler, herunder overfaldsvoldtægter og gruppevoldtægter, skal straffes 50 procent hårdere – uanset om gerningspersonen og offeret kender hinanden.
Hårdere kurs mod seksualforbrydelser og hævnporno
- Besiddelse og deling af børnepornografi straffes dobbelt så hårdt.
- Deling af intime billeder uden samtykke (hævnporno) får også dobbelt straf.
Bedre beskyttelse af offentligt ansatte og retssystemet
- Vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte (som politi, lærere og sygeplejersker) straffes 50 procent hårdere.
- Vidnetrusler får skærpet straf.
- Forsvarsadvokater og familieretsadvokater får samme særlige beskyttelse som andre offentlige personer.
Skærpede regler for vanvidskørsel
- Vanvidskørsel – fx uagtsomt manddrab og farlig kørsel – straffes 33 procent hårdere.
- Lattergaskørsel bliver helt forbudt – der indføres nultolerance.
Miljø- og naturkriminalitet tages mere alvorligt
- Bøder for naturkriminalitet fordobles.
- Grove miljøsager skal kunne give fængsel.
Livstidsfanger skal sidde længere
- Livstidsdømte skal fremover afsone mindst 20 år før prøveløsladelse – mod 12 år i dag.
Kommentarer
Trælst, at alle saglige-,…
Trælst, at alle saglige-, faglige undersøgelser viser, at øget straf ikke reducere omfanget af lovovertrædelser og kriminalitet.
Vi må nøjes med at glæde os over signalværdien, der glæder lovlydige borgere, indtil vi finder på et nyt værktøj, der kan reparere problemet hos de kriminelle.
Så nedlægger vi bare…
Så nedlægger vi bare straffeloven og politiet og fængslerne.
Dejligt.
Så er vi tilbage i de gode gamle dage.
Mere straf, mere krig, mere…
Mere straf, mere krig, mere havforurening, mere klimaødelæggelser, mere "moderne".
Sjove tider vi vælger at bevæge os ind i. Men det er åbenbart sådan vi vil have det - Ellers havde vi vel ikke valgt det.
Generelt er vores…
Generelt er vores straffesystem jo alt for lempeligt, ja nærmest ud i det groteske, så fint med mig.
Nu straffer vi ikke altid…
Nu straffer vi ikke altid for at forbryder skal blive mere artig. Men mange gange for at fortælle lovlydige borger, at hvis du ikke kan finde ud af at være en del af samfundet, så får du en tænkepause. Hvor vi ved hvor du er. Mit drømme samfund er et socialistisk samfund, og selv her er vi nød til at give forbryderne en tænkepause. Det kunne måske vi skulle se om vores fængsler er for luksus artig.jeg er af den opfattelse, at hvis domstolene idømmer en straf på feks 6 år, så skal man ikke pr automatik kunne løslades før straffene er udslået. 6 år er 6 år
Måske skal vi helt gentænke…
Måske skal vi helt gentænke strafbegrebet. I stedet for at tro på at de kriminelle en dag kan blive lovlydige borgere, burde man se på om de hører til ude i samfundet. Hvis man seksuelt forulemper børn, så hører man ikke til ude i samfundet. Det hjælper ikke at straffe, men vi er nødt til at beskytte samfundet imod dem. Dvs de skal opholde sig et sted hvor de ikke kan gøre nogen fortræd. Ikke som straf, for det hjælper jo ikke. Men som konsekvens af at de ikke kan gå løs ude i samfundet.
Det samme med mennesker der fx banker folk fordi de er homoseksuelle. Sådan nogle kan vi ikke have til at gå frit rundt i samfundet. Ergo må vi placere dem et sted hvor de ikke kan komme til at banke folk der er homoseksuelle.
Det er jo i grunden ikke så vanskeligt.
Tilføj kommentar