Annonce

Hårdere straffe til kriminelle, flere penge til foreningerne og en formandspost til Kristian Jensen

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik med de mest interessante historier om politik, Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Hårdere straffe til kriminelle
På justitsminister Søren Pape Poulsens første dag som justitsminister, blev han pålagt en opgave af Folketinget ved et samråd. Han skulle finde ud af, hvad regeringen ville tage af initiativer på baggrund af stigningen i antallet skyderier i det offentlige rum. I dag løftede regeringen via Danmarks Radio sløret for, hvordan man vil forholde sig til den øgede brug af skydevåben i det offentlige rum. Regeringen foreslår, at der skal indsættes en ny bestemmelse i straffeloven, der øger straffen med 50 procent, hvis der ved vold er brugt skydevåben i det offentlige rum. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bakker op om forslaget, men begge partier melder sig også klar til at skærpe straffen mere end 50 procent.

Flere penge til foreningerne
Danskerne spiller mindre og mindre tips og lotto hos Danske Spil. Det skyldes blandt andet, at spillemarkedet er blevet liberaliseret, og at flere og flere danskere spiller på internettet. Det har ramt det danske foreningsliv på pengepungen, fordi de således får færre penge fra tipsmidlerne, der er en væsentlig indtægt for idrætsforeninger og samfundsoplysende foreninger. I dag er et bredt flertal på Christiansborg blevet enige om at give en økonomisk håndsrækning til foreningerne, sådan at støtten til foreninger bliver fastholdt på samme niveau fremover, som det var i 2013. På den måde bliver foreningslivet ikke ramt af, at danskernes spilvaner har ændret sig i de seneste år. Historien kan læses i Berlingske.

Formandspost til Kristian Jensen
I dagens udgave af Ekstra-Bladet skriver Hans Engell på baggrund af snak med regeringskilder, at finansminister Kristian Jensen så godt som har vundet kampen om at blive den næste formand for Venstre.
”Han har klaret ministerposterne glimrende indtil videre. Hans støtter i partiet og regeringen sidder på de tungeste poster. Rundt omkring i landet stiger opbakningen i Venstre til ham. Han har ingen erklærede modkandidater. Og selv Lars Løkke er begyndt at skamrose sin finansminister og tale Kristian Jensen op på de indre linjer”, skriver Hans Engel i analysen, der ikke er online, men kan findes på side 20-21 i Ekstra Bladet.

Hans Engel siger samtidig, at en af Kristian Jensens formodede opponenter i kampen om formandsposten i Venstre – Søren Gade – kan være på vej til at forlade Christiansborg for i stedet at stille op til Europa-Parlamentet.


Flere artikler om emnet

Annonce