Da jeg ankom til Oslo denne sommer, blev jeg opmærksom på Anders Behring Breiviks modbydelige terrorhandling, der fandt sted næsten præcis tretten år tidligere.

Det fik mig til at tænke på hændelserne omkring Norges udgave af musikgenren Black Metal, hvor pionererne havde lignende opfattelse af identitet og norsk historie. Det er sært at betragte, hvorledes identificerede sig med deres hedenske ophav, før Norge og resten af Norden blev kristnet.

Black Metal-musikerne kunne blandt andet finde rødder og inspiration til denne udtryksform hos maleren Theodor Kittelsen, der havde en stor betydning i slutningen af det nittende århundrede, og som i dag elskes af et utal af nordmænd.

Det har derfor også været interessant at se nærmere på disse udtryk, der helt tydeligt spillede en helt anden rolle, i opbyggelsen af den nationale identitet, i slutningen af det nittende århundrede og i første del af det tyvende århundrede, end hvad disse mordere har lagt af betydning i selvsamme.

Mange af billederne er ikoniske, ja, berømte, mens andre var mere perifere og ukendte

I 2012 blev der afholdt en særdeles særpræget og meget anderledes udstilling i München. Den var kurateret af kunsthistoriker, David Jackson, og dens titel var: Nordic Art. The Modern Breakthrough 1860-1920.

Udstillingen bestod af en omfattende samling af malerier fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Det helt særlige ved denne udstilling, hvor der også udkom en bog, var udvalget af billeder, og kuratorernes forsøg på at beskrive det særligt nordiske i denne periode.

Mange af billederne er ikoniske, ja, berømte, mens andre var mere perifere og ukendte. Men det mest interessante var nok hvorledes de forskellige beskrivelser behandlede stoffet på en ny måde.

For eksempel skriver David Jackson i introduktionsteksten, at Joakim Skovgaards maleri, 'Kristus i de dødes rige' (1891-94), at Kristus er portrætteret som en "titanic almost Nietzschean Nordic Savior, with the sun as an equal redeeming force.”

Det hele er i dette billede: Lyset, der bryder frem, den hedenske urkraft og den Nietzscheanske vitalisme. Problemet er bare, at David Jackson kun delvist har ret.

Joakim Skovgaard støttede for eksempel ‘Ny-Hellenerne på Refsnæs' i 1890’erne, der bestod af en gruppe unge kunstnere, der ville etablere en kunstnerkoloni, hvor de ville dyrke den græske kropsånd, solens og naturens kraft.

I den forstand har David Jackson nok ret i, at Skovgaard havde det hedenske ophav i tankerne, da han kreerede maleriet.

Samtidig mente han, at den kristne moralisme havde udskammet kroppen

Maleriet passede ind i tiden, hvor der samtidig blev arbejdet internationalt for, at man skulle genoprette De Olympiske Lege, hvilket lykkedes med første afholdelse i 1896. Jeg kom til at tænke på netop det, under mit besøg i Oslo, fordi dette års olympiske lege netop begyndte på dette tidspunkt.

En af initiativtagerne til genoprettelsen af De Olympiske Lege var Pierre de Coubertin, en fransk baron og historiker. Han hævdede, at det moderne gennembrud, og den stigende industrielle proces, havde marginaliseret kristendommen som en samlende kraft.

Samtidig mente han, at den kristne moralisme havde udskammet kroppen, og at det angiveligt var grunden til, at så mange i storbyerne, der levede det moderne liv, led af nervesygdomme.

Forene krop og sjæl

Coubertin mente, at De Olympiske Lege var løsningen, fordi en sådan begivenhed kunne forene kroppen med den hensygnende sjæl, og at det samtidig, som en rituel handling, kunne genforene de forskellige nationer og skabe mere sammenhængskraft.

Kort sagt, så lyder det lidt som en Nietzscheansk idé, men også som noget andet, der var en vigtig faktor i tidens ånd.

Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888 var en særdeles vigtig begivenhed, fordi man her fejrede hundredåret for Stavnsbåndets hævelse i 1788. Det var samtidig også en hyldest til indførelsen af den frie næringslov, der trådte i kraft i Danmark i 1857.

Disse to reformer liberaliserede Danmark, og gjorde folk mere frie, hvilket blev begyndelsen til det velfærdssamfund, som vi har i dag, hvor man især gjorde op den økonomiske aristokratiske klasse.

Udstillingerne som den i København, og de endnu større, for eksempel i Paris i 1889, hvor Eiffeltårnet blev udstillingens vartegn, var steder, hvor de frie næringsdrivende kunne få vurderet deres varer og vinde medaljer.

Det interessante er så, at de første afholdelser af De Olympiske Lege skete i forbindelse med verdensudstillingerne, for dengang betragtede man det som en og samme sag: Et sted, hvor de forskellige nationer og lande kunne vise deres kunnen og dygtigheder, og samtidig opbygge et marked for deres varer.

Det handlede også om, at de forskellige lande i en vis grad skulle forsones som et folk

Det var denne bølge, hvor det klart var de nationalt orienterede kunstværker, der fik størst opmærksomhed, og som - vel at mærke - var opstået ved, at de mange kunstnere tog ved lære af hinanden, at den ‘sunde’ nationalisme blev født.

Man bør huske, at det også var på denne tid, hvor almindelige mennesker blev portrætteret af kunstnerne, og hvor man bestræbte for sig på at bevare den almindelige befolknings historie, for eksempel ved at etablere kunstindustrimuseer, bymuseer og frilandsmuseer.

Det handlede også om, at de forskellige lande i en vis grad skulle forsones som et folk, hvor man skulle lære at respektere hinanden på et mere sammenhængende plan, og på tværs af de sociale skel og klasser. Og netop dette er overordentligt interessant at kigge på, også i dag.

Det var uden sammenligning J.F. Willumsen, der malede det mest ikoniske og tydeligste symbol for det, man siden har kaldt for ‘Den Nordiske Renæssance’. Maleriet 'Sol og Ungdom' fra 1910, viser en flok nøgne børn, der er på vej til at kaste sig i de blå bølger.

Billedet minder en del om de billeder, som P.S. Krøyer allerede havde malet af nøgne, badende børn, men Willumsen har ikke forsøgt at male et realistisk billede, men snarere kvintessensen af en idé, eller en særlig tilgang til livet, som man kan kalde for vitalisme.

På det tidspunkt, hvor Willumsen udfører sit maleri, havde den færøsk-danske læge, Niels Ryberg Finsen, allerede fået Nobelprisen for sin opdagelse af lysets sunde indvirkning på huden. Det gjorde han i 1903, og på dette tidspunkt blev soldyrkelse i Norden pludselig det løsen, som Coubertin mente at De Olympiske Lege kunne afstedkomme.

Maleriet er så overvældende og voldsomt

Det særlige ved den nordiske udgave af denne udvikling er for mig at se, at man pludselig begynder at dyrke den nøgne krop, solen og den naturlige sundhed, og at denne ‘livsstil’ nærmest ender med at blive institutionel.

For eksempel maler Edvard Munch et gigantisk ‘solbillede’, med flankerende, nøgne mennesker, til Oslos Universitet i 1910-11.

Maleriet er så overvældende og voldsomt, men nu med lyse og positive vibrationer, der i grunden slet ikke har noget som helst at gøre med seksualitet, med psykologiske kvababbelser eller med storbyens nervesvækkende og stressfremkaldende liv.

Som kontrast til hans billeder af melankoli, jalousi og kvinder, der bliver betragtet som vampyrer, virker hans værk til Oslo som indbegrebet af harmoni og sundhed. Det er som om, at han forsøgte at skildre en generel forsoning, kønnene og generationerne imellem.

Det underlige er, at dette særlige udtryk for frisindethed, og for en kropslighed, der ikke er seksualiserende, faktisk er noget, som mange af os husker fra vores barndom. Selv husker jeg somrene på solrige strande, hvor kvinderne badede topløse, som noget der ikke var forbundet med skam eller seksualitet.

Det er fascinerende, fordi det op gennem det tyvende århundrede spiller en særlig rolle. For eksempel fik Johannes Larsen lov til at udsmykke Odense Rådhus i 1935-36. Her kreerede han i alt fire store kalkmalerier med motiver fra den danske natur, men også med den nøgne kvinde som en del af det hele.

Norge fik som sagt fuld selvstændighed i 1905, men Oslos nye rådhus, der skulle fremstå som indbegrebet af national identitet, stod først færdigt i 1950. Rådhuset er udsmykket med mange ‘fortællende’ malerier, men især et af dem ramte mig som særligt sigende.

Det er Willi Midelfarts 'Det gror'. Ligesom Munchs udsmykning i universitetet, afbilder Midelfart nøgne, badende mennesker på en ø i skærgården, og igen er der ingen seksuelle undertoner.

Fraværet af seksuelle undertoner i Krøyers, Willumsens, Munchs, Larsens og Midelfarts billeder er samtidig anderledes end de mere traditionelle, symbolske billeder af nøgne mennesker, som den vestlige kunsthistorie er spækket med.

De er selvsagt også et udtryk for noget ideelt, dvs symboler, men samtidig et udtryk for en særlig livsform, som har været dominerende i de nordiske lande, helt frem til i dag.

Kunsthistoriker David Jackson havde kun delvist ret, da han karakteriserede Skovgaards Kristus-billede som særligt hedensk og Nietzscheansk. Det er sådan set sandt nok, men samtidig bør man huske, at Joakim Skovgaard var grundtvigianer.

Guds vidunderlige virkelighed skulle besynges

Grundtvig havde en særlig indflydelse på dansk national identitet, især fordi han forsøgte at skabe en syntese mellem Danmarks hedenske ophav og så det, der blev den særlige udgave af kristendommen, der har taget navn efter ham selv.

Grundtvig udmærkede sig ved, at han ville indføre en ny tilgang til kristendommen, hvor mennesket skulle være i en slags øjenhøjde med skaberværket. Guds vidunderlige virkelighed skulle besynges, man skulle kunne se hans kraft i naturen og man skulle være i stand til at kunne favne den.

Man har sagt, at Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke er det visuelle udtryk for Grundtvigs salmer. I hvert fald er der noget ensartet over disse udsmykninger, der også er til stede i de her nævnte malerier med nøgne mennesker.

Parken er gigantisk, og det er Norges mest besøgte turistattraktion

Sidst, men ikke mindst, kan man slet ikke undgå at besøge Frognerparken, når man kommer til Oslo. Her har skulptøren Gustav Vigeland stået for den spektakulære iscenesættelse af noget, som man nærmest tror er løgn. Parken er gigantisk, og det er Norges mest besøgte turistattraktion.

Gustav Vigelands uendelige skulpturer, med Monolitten i midten, tager vejret fra en. Samlet set er skulpturerne selvsamme udtryk for frigjorthed, sundhed, sol, vitalisme og alle livets forskellige faser, som i malerierne.

Gustav Vigeland fik tilladelse til at påbegynde projektet 1907, der til at begynde med kun handlede om at få opført en fontæne, men hele parken blev først færdig i 1950, samme år som Rådhuset blev blev indviet.

Det er vanskeligt at afgøre, om det er Vigelands eller Munchs værk, der er mest omfattende, men de har begge produceret med en ufattelig hast. Deres betydning for Oslo og for Norge er vanskelig at overvurdere.

Som jeg nævnte tidligere, så er Edvard Munchs 'Skriget' det eneste nordiske kunstværk, der har en sand international status. Faktisk er Bertel Thorvaldsens skulptur af Kristus i Vor Frue Kirke også kendt i hele verden, men sjovt nok uden at flertallet ved, hvem der har skabt den.

Man kan sige, at Gustav Vigeland har samme status i Norge, som Bertel Thorvaldsen har i Danmark. Begge har fået deres helt eget museum, og de minder på en måde om hinanden.

Tilbage til Danmark

Turen til Oslo var en inspirerende oplevelse, der har sat mig i gang med at gentænke hele det moderne gennembrud i Norden. Det har været fascinerende, og så var det vederkvægende, at byen slet ikke var så overrendt af turister, som det er tilfældet i Syden.

Vejret var glimrende, og der var rig lejlighed til også at opleve øerne og det smukke landskab, der pryder Oslos skærgård.

Norden er ikke længere præget af en enhedskultur, ligesom forfatteren Robert Ferguson også måtte konstatere. Derfor er mange af de mere nationale karaktertræk heller ikke længere så tydelige.

Norge er ikke længere bare præget af ‘melankoli’, ligesom ytringsfriheden, frisindet og forholdet til den nøgne krop heller ikke længere står som noget særegent, der entydigt fejres i kunsten.

Det er en rigdom, der favner bredt, og som især glimrer ved, at den både er dyb som natten og blændende som solen

Det her er der naturligvis endnu, som optræder glimtvis. Og som en særlig periode i den nordiske kunst- og kulturhistorie, er hele det nittende århundrede, sådan som man kan betragte det i et utal af værker, der befinder sig på de mange museer, er det fuldt på højde med resten af Europas kulturelle historie på samme tid.

Vi bør ikke glemme denne historie, og det tilkommer os som opgave hele tiden at finde nye vinkler, og se de mange spor, der endnu er synlige fra dengang. Vi kan kun blive klogere af at undersøge disse formative bevægelser, der endnu præger vores kulturer og identiteter.

Det er en rigdom, der favner bredt, og som især glimrer ved, at den både er dyb som natten og blændende som solen.

Men hvad blev der af Finland? Hvor er Finland, når vi taler om Norden? Det kommer det næste essay i min nordiske odyssé til at handle om.