Sundhedspersonale: ”Pengene slår ikke til i Sundhedsreformen”

Læger, sygeplejersker, FOA-ansatte og brugerorganisationer: En fremtidssikring af sundhedsvæsenet kræver ”betydeligt flere penge end de 8,5 milliarder kroner”, der er sat af
Sundhedspersonalets organisationer – Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og social- og sundhedssektoren i fagforbundet FOA samt brugerorganisationerne Ældresagen, Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer – mener, at der er alt for få penge i det forslag til sundhedsreform, som regeringen og DF i fællesskab har fremlagt.

Det fremgår af et fælles debatindlæg fra formændene hos de faglige organisationer og brugerorganisationerne, som blev bragt i Dagbladet Politiken lørdag.

Udgifterne til 35 kommunale sundhedshuse, lægeambulancer, flere sygeplejersker og flere praktiserende læger og meget andet skal, ifølge sundhedsreformen, finansieres af Nærhedsfonden, som tilføres 8,5 milliarder kroner.

Men det er langt fra tilstrækkeligt konstaterer organisationerne bag debatindlægget:

Men selv om det selvsagt er mange penge, så er det langtfra nok, når man ser på det reelle behov

”Vi må også forvente, at der kommer midler fra andres steder end Nærhedsfonden – for en fremtidssikring vil kræve betydeligt flere penge end de 8,5 milliarder kroner. Vi kvitterer naturligvis for, at der sættes 8,5 milliarder kroner af i Nærhedsfonden til eksempelvis sundhedshuse. Men selv om det selvsagt er mange penge, så er det langtfra nok, når man ser på det reelle behov.  Nærhedsfodens penge er delt op i 4,5 milliarder til drift og 4 milliarder kroner til anlæg. Det skal fordeles over seks år, så der i 2025 er 750 millioner kroner mere at drive sundhedsvæsen for end i dag,” skriver formændene i debatindlægget.

39 procent flere 80 – 89-årige

Underskriverne når frem til – på grund af ikke mindst et markant stigende antal ældre – at de 750 millioner kroner slet ikke rækker:

”Sagen er, at alene frem til 2025 kommer der 39 procent flere danskere i aldersgruppen 80-89 år. År for år frem til 2050 er der udsigt til flere ældre og flere patienter med kroniske sygdomme og handikap og behov for mere behandling og pleje,” understreger formændene og fortsætter:

Det svarer til 3-4 milliarder ekstra om året frem til 2025

”Det er med andre ord tid til at vise rettidig omhu og investere i det nødvendige langsigtede løft af sundhedsvæsenet. Hvis man skal have råd til at behandle det voldsomt stigende antal patienter mindst lige så godt som nu og samtidig kunne bruge nye effektive behandlinger, så skal sundhedsvæsenets økonomi vokse med omkring 2 pct. årligt. Det svarer til 3-4 milliarder ekstra om året frem til 2025,” skriver formændene.

Debatindlægget er forfattet af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, Bjarne Hastrup, direktør for Ældresagen, Morten Freil, direktør for Danske Patienter, Torben Hollmann Klitmøller, formand for social- og sundhedssektoren i fagforbundet FOA, Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer og Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce