Da aftalen kom i hus om, at en sådan fortælling skulle udarbejdes, var bokseren Muhammad Ali verdensmester i sværvægt. Det er ikke nogen overdrivelse, at kalde Muhammad Ali for verdens mest berømte sportsstjerne dengang.
Hans særlige stil og helt unikke evne til at underholde, kombineret med hans kamp for sorte borgerrettigheder, gjorde ham til en helt særlig helt, helt på linje med Martin Luther King, Malcolm X og et hav af sorte musikere, der i samme periode slog igennem.
Selve ideen med at lade superhelte møde virkelighedens kendisser, var bestemt ikke ny. Men det er jo indlysende, at det med at lade en superhelt bokse med verdensmester, der samtidig var en elsket helt af folket, var et godt match.
Og selvom Muhammad Ali havde tabt titlen som verdensmester, da albummet kom ud, var det alligevel at stort hit, og Ali genvandt også titlen kort efter.
Det helt særlige ved dette album er Neal Adams karakteristiske stil, der her gik op i en højere enhed.
Neal Adams tilhørte det, som man kalder for superhelte-tegneseriernes sølvalder, der begyndte i 1956 og sluttede omkring 1970.
Det er denne periode, som han er rundet af, hvor superheltene kom i vælten igen, efter et voldsomt fald i popularitet efter anden verdenskrigs afslutning, hvor detektiv- og horrorhistorier tog hele markedet.
Det fantastiske og karakteristiske ved Neal Adams stil er hans fotorealistiske tilgang til stoffet, men i de momenter, hvor det hele gik op i en højere enhed, lykkedes det for ham at kombinere meget mere, såsom særlige vinkler, mere arbejde med skyggerne og 3D-effekter, ligesom han elskede at indsætte mere science fiction, i form af rumvæsener og galaktiske perspektiver.
Superman vs. Muhammad Ali er indbegrebet af halvfjerdserne generelle æstetik, og det svinger bare.
Magasinets cover er i dag blandt verdens mest berømte, måske især fordi Neal Adams kom på den idé, at publikum, der sidder i hallen, hvor Superman og Muhammed Ali mødes i bokseringen, bestod af et hav af kendisser, som man så kunne bruge sin tid på at spotte.
Kombinationen af fotorealisme og skøre rumvæsener er velafbalanceret
Når man sidder og bladrer dette hæfte igennem, så er det forbløffende at konstatere, hvor vild og intens det i virkeligheden er.
Der er så meget dramatik, så mange fine detajler og især perspektiviske ideer, der slår en som endnu virkningsfulde.
Kombinationen af fotorealisme og skøre rumvæsener er velafbalanceret, ligesom komikken er fint afstemt med det, der gør superhelte og stjerner til det drømmestof, som der giver dem aura.
Selve plottet er både enkelt og vildt. Jorden bliver besøgt at nogle aliens, der udfordrer jordboerne til en boksekamp, der skal afgøre, om de fremmede skal overtage jorden, og argumentet er, at menneskeheden er en aggressiv race, der i fremtiden kan true andre galaksers eksistens.
Muhammad Ali og Superman kan ikke bestemme sig for, hvem der er bedst, og derfor skal de først mødes i ringen, før vinderen kan møde de fremmedes mand. Og selvfølgelig er det sådan, at der omkring ringen er et kraftfelt, så Superman mister sine superkræfter.
Der er så meget at dvæle ved, for eksempel denne her tegning, hvor en robot får tæsk af Superman og Ali
Og selvfølgelig vinder Muhammad Ali kampen. Og selvfølgelig er det ikke så enkelt, for i sidste ende arbejder de to helte sammen og redder hele planeten.
De er jo begge ‘folkets helte’, der kæmper for de sande og ædle værdier.
Albummet er på blot 72 sider, men det føles som meget mere. Det er fedt at sidde med i hånden og bladre igennem.
Der er så meget at dvæle ved, for eksempel denne her tegning, hvor en robot får tæsk af Superman og Ali.
Den er i virkeligheden en forløber for den type ‘Wild Style'-graffiti, der blev så ekstremt populær i midten af firserne i hele Vesten. Sådan er der jo så meget.
Selvom man, som jeg, ikke er specielt fan af superhelte og tegneserier, er dette album altså bare noget helt særligt. Jeg kan kun anbefale det, for det er bare et sandt udtryk for kreativt overskud og energi, som man sjældent ser mage. Og så er det oven i købet ikke specielt dyrt.
'Superman vs. Muhammad Ali'. DC Comics. Denny O’Neil og Neal Adams. Ink: Dick Giordano og Terry Austin. Farver: Corey Adams. Bogstaver: Caspar Saladino. 72 sider. 155 kroner.
Kommentarer
Det er påfaldende, at muslimer kun kan blive kendte for at slås. Hvorfor ser vi aldrig muslimske tennisspillere, golfspillere, forfattere (af vist niveau) og Nobelpris-vindere? Der er netop indført breakdance som OL-disciplin for at fremme "inklusion". Det næste bliver vel, at der kommer OL-discipliner i kebab, fårehyrdekapløb og hvem, der kan sige "wallah" flest gange. Hvor er det synd for verdens to milliarder muslimer, at de ikke må udvikle sig siden profetens død. Det er også derfor, at de rettroende stadig sidder på gulvet og spiser med fingrene (det er "sunnah"). Der findes jo ikke møbler eller bestik, da profeten levede, og derfor afviger en muslim fra islam, hvis han anvender bestik til at spise, fordi profeten gjorde det med hænderne.