Annonce

Svækket efterløn og førtidspension presser nedslidte ældre på sygedagpenge

På fem år er antallet af ældre, der har været på sygedagpenge, steget med 30 procent. Svækkelsen af efterløn og førtidspension bærer skylden, mener arbejdsmarkedsforskere
Andelen af ældre mellem 60 og 64 år, der har været på sygedagpenge, er steget med tæt på en tredjedel på fem år. I samme periode er antallet af mennesker i den øvrige arbejdsstyrke, som har været på sygedagpenge, uændret eller direkte faldende.

Det viser tal, som Fagbladet 3F har fra den statslige database Jobindsats.

Realiteten er bare, at de ældre ikke kan holde til det

Efterlønsalderen er afgørende

Den hævede efterlønsalder bærer en del af skylden, mener professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen:

“Da man fjernede efterlønsordningen, troede man jo nærmest, at alle dem, der var på den, ville være på arbejdsmarkedet i dag. Realiteten er bare, at de ældre ikke kan holde til det,” forklarer han til Fagbladet 3F.

Den gradvise afskaffelse af efterlønsordningen blev indført i 2014. Den betyder, at ældre danskere fra næste år først vil kunne gå på efterløn, når de fylder 64 år. Tidligere kunne man gå på efterløn, når man blev 60 år.

Per H. Jensen mener, at politikerne har beregnet sig, da man afskaffede efterlønnen ved at overvurdere helbredet for de mennesker på arbejdsmarkedet, der er over 60. Og de nye tal bakker ifølge ham, den vurdering op.



De nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af sygedage for de ældre på arbejdsmarkedet fortsætter med at stige. Sidste år havde ældre 13,4 procent flere sygedage end i 2013.

Sygedagpenge frem for førtidspension er en spareøvelse

Det at førtidspensionen er blevet så svær at få tildelt er en anden del af problemet for de nedslidte ældre, mener professor i arbejdsmarkedspolitik ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.

Man fratager nærmest værdigheden fra folk

“Det er kombinationen af afskaffelsen og svækkelsen de ordningerne, der tidligere sikrede folk. Derfor falder de ældre uden for ordningerne - til dels af hensyn til besparelser i kommunekasse,” siger han til Netavisen Pio.

Han stiller sig tvivlende overfor det, som han kalder “de såkaldte lettelser” af stramningerne i førtidspensionsreglerne, som regeringen har gennemført:

“Det er stadig enormt svært at få førtidspension,” konstaterer han.

Spørger man professor Henning Jørgensen, hvad det gør for muligheden for værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, når flere ældre er på midlertidige sygedagpenge, i stedet en permanent efterløn eller førtidspensionsordning, så svarer han med en generel kritik af udviklingen:

“Man fratager nærmest værdigheden fra folk. Engang frygtede man at komme på fattiggården, nu kan man frygte at blive behandlet dårligt på jobcentret.”

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jydebanden regerer. Selskabstømmerbanden. De Liberale frihedskæmpere for spareøvelser og sort arbejde. Forkæmperne for skattesnyd og udsultning af lønmodtagere. De har drysset miliarder ud over kriminelle. Men de husker at spare på de ældre og de nedslidte! De hører ikke hjemme i København på Christiansborg. De hører hjemme i en flække i Jylland hvor de kan købe sorte rødspætter. Deres sko er simpelt hen for små til et regeringskontor.