Svar til Kasper Stisen: I et demokrati mødes mennesker som borgere – ikke som kategorier

Debat

Svar til Kasper Stisen: I et demokrati mødes mennesker som borgere – ikke som kategorier

Når politikere begynder at regulere borgeres forskelligheder, bevæger vi os væk fra et grundlæggende demokratisk princip om at se individet frem for kategorien

Klaus Goldschmidt Henriksen (Ø)
Billedtekst
Klaus Goldschmidt Henriksen (Ø) kritiserer Kasper Stisens (S) argumenter for at forbyde kønsopdeling til arrangementer i kommunens lokaler
Foto: Københavns Kommunes Borgerrepræsentation
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Kasper Stisen skriver i Netavisen Pio, at religiøs kønsopdeling ikke er mangfoldighed, men diskrimination. Det sker på baggrund af politisk beslutning om ikke at forbyde kønsopdeling til arrangementer i kommunens lokaler.

Det er en alvorlig påstand. Problemet er bare, at løsningen han foreslår, risikerer at skabe et andet problem: at kommunen begynder at regulere borgernes forskellighed - også når den foregår inden for lovens rammer. 

For selvfølgelig findes der religiøse og kulturelle praksisser, man kan være dybt uenig i. Det kan jeg også selv være. 

Men i et demokrati er det ikke politikernes opgave at regulere borgernes forskellighed, så længe den foregår inden for lovens rammer. 

Netop derfor findes der allerede lovgivning på området. Hvis kvinder nægtes adgang eller behandles ulige uden saglig begrundelse, vil det kunne være i strid med ligestillingsloven. 

Problemet opstår, når kommunen forsøger at indføre regler, der går længere end den lovgivning

Samtidig giver reglerne for folkeoplysende aktiviteter foreninger en betydelig frihed til selv at organisere deres aktiviteter. 

Problemet opstår, når kommunen forsøger at indføre regler, der går længere end den lovgivning, som Folketinget allerede har fastlagt. 

Det er i praksis konsekvensen af det forbud mod kønsopdelte foredrag, som et flertal i Borgerrepræsentationen har vedtaget. 

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, De Konservative og højrefløjen valgte i Borgerrepræsentationen at fastholde forbuddet - selv om kommunens egne forvaltninger tidligere havde vurderet, at sådanne arrangementer ligger inden for lovgivningen. 

Enhedslisten stemte imod sammen med Radikale Venstre, Alternativet og Frie Grønne. 

Regulering er ikke løsningen

Konsekvensen kan blive, at ansatte i kulturhuse og idrætshaller kommer til at skulle vurdere religiøs praksis, bøn eller stoleopstillinger til foredrag. 

Det er en mærkelig opgave at give en kommune. Og konsekvensen bliver ikke kun, at enkelte religiøse arrangementer rammes. 

Foreninger kan fremover blive bedt om at forklare kommunen, hvorfor det er sagligt at mødes i fædregrupper, pigegrupper eller i grupper for kvinder udsat for vold. 

Det er et skridt væk fra den danske folkeoplysningstradition, hvor civilsamfundet netop har haft frihed til at organisere sig selv. 

For så flytter man sig fra at beskytte individer til at regulere grupper

Kasper Stisen begrunder sit synspunkt med hensynet til muslimske piger og kvinder. Det hensyn er selvfølgelig legitimt. Ingen i København skal udsættes for diskrimination eller social kontrol. 

Men netop derfor er det vigtigt at holde fast i et andet princip: At kvinder - også muslimske kvinder - først og fremmest er borgere med egne rettigheder og handlemuligheder. Ikke blot medlemmer af en gruppe, som politikere mener at skulle regulere. 

Problemet opstår når politik begynder at beskytte mennesker, ved at lave generelle regler rettet mod bestemte religiøse eller kulturelle miljøer. 

Læs også:Religiøs kønsopdeling er ikke mangfoldighed - det er diskrimination

For så flytter man sig fra at beskytte individer til at regulere grupper. 

Historien viser, hvor hurtigt sproget kan flytte sig, når mennesker begynder at blive beskrevet som grupper frem for individer. Min egen familie oplevede det i Europa i 1930’erne, hvor jøder gradvist holdt op med blot at være naboer og medborgere og i stedet blev beskrevet som en særlig kategori mennesker. 

Den historie minder os om noget grundlæggende: At demokratiet først og fremmest må beskytte individet - også når individet er anderledes end flertallet. 

Se individet frem for kategorien

Kasper Stisen skriver selv, at der kun er tale om en lille gruppe, der ønsker denne type arrangementer. 

Hvis det er rigtigt, rejser det et nærliggende spørgsmål: Hvorfor er det så nødvendigt at indføre et generelt kommunalt forbud, der rammer langt bredere end netop den gruppe? Derfor bør grænsen være klar. 

Hvis nogen diskriminerer eller undertrykker andre, er det ulovligt og skal stoppes. 

Et frit samfund kræver ikke ensartethed

Men hvis kommunen begynder at indføre særregler for bestemte religiøse eller kulturelle miljøer, bevæger vi os i den modsatte retning. 

Så risikerer vi, at borgere ikke længere mødes som individer med de samme rettigheder - men som medlemmer af en gruppe, som politikerne mener at skulle regulere. 

Et frit samfund kræver ikke ensartethed. Det kræver, at vi holder fast i det mest grundlæggende princip: At mennesker mødes som borgere - ikke som kategorier.

Klaus Goldschmidt Henriksen

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten og Formand for Folkeoplysningsudvalget 

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 18.04.2026 - 22:29

Hos Liberal Alliance finder der de velhavende og de rige og så alle andre.

- To kategorier.

Det er da nem at overskue.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.