Sverige: Löfven skulle have stået ved sine stramninger

Stefan Löfven ville sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han med endnu større tydelighed havde fremført nødvendigheden i en stram udlændingepolitik

Her i dagene efter det svenske valg, er de danske medier fyldt med reportager og analyser, der stort alle bygger på en fascination af Socialdemokraternes tilbagegang og Sverigedemokraternes fremgang.

Riksdagsvalgets resultat var ikke en entydig historie om centrum-venstres tilbagegang og fremgang for Sverigedemokraterner.

Socialdemokraterne blev lidt mindre, men de er dog forblevet det klart største parti i Sverige, og de er stadig blandt de største socialdemokratiske partier i Europa. Langt fra fordums styrke, men stadig med kræfter i behold.

Alt i alt blev valget et mudret resultat, der virker overraskende, når man ser på Sverige med danske briller.

Nogle vælgere flyttede sig således over blokgrænsen, men det betød blandt andet fremgang til Centerpartiet, der i valget deltog højt og tydeligt i de gentagne angreb på Sverigedemokraternas menneskesyn.

Det danske svensker-syndrom
Mandagen efter valget handlede danske mediers dækning især om alle andre partiers afvisning af samarbejde med Sverigedemokraterne, og den forudsigelige skuffelse blandt de vælgere, der stemt på formand Jimmie Åkesson og hans autoritært-nationalistiske parti. Mange steder serveret med en undertone af, hvorfor skulle det dog være så svært at samarbejde med Sverigedemokraterne, når det nu går med Dansk Folkeparti i Danmark.

Det er som om, vi har et særligt dansk svensker-syndrom. Vi anerkender måske nok, at Sverige er større og på mange måder er gået foran i moderniseringen, men så meget desto større er vores skadefro, når ikke alt går perfekt i Sverige. Vi vil ikke være som svenskerne, men vi vil så gerne, at de bliver lidt mere som os. For så har vi jo ikke gjort det helt forkert.

Vi vil ikke være som svenskerne, men vi vil så gerne, at de bliver lidt mere som os

Et eksempel er folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen fra Venstre, der fra Malmö meddelte, at den svenske måde at afvikle valg gennem de seneste hundrede år nu er afsløret som udemokratisk, og Aastrup Jensen vil derfor tage sagen op i Europarådet.

Man ser for sig, hvordan det næste svenske valg vil bliver som det engelske med valg i enkeltmandskredse, eller det amerikanske princip om, at man kan registrere sig som vælger via Demokraterne eller Republikanerne. Måske det er en ny variation over melodien om, at når svenskere gør noget anderledes end os danskere, så må der nødvendigvis ligge noget lusk bag, og det kan man så forsøge at score billige politiske point på i Danmark.

Flygtningestrømmen ramte både rød og blå
Ikke alt i Sverige er som i Danmark, når det gælder debatten som integration og indvandring.

Heller ikke selv om indvandring og integration fik stor betydning for resultatet, omend sundhedsvæsenets situation lå øverst på vælgernes dagsorden, mens andre påtrængende dagsordner som dårligt stillede pensionisters vilkår, skolepolitikken og klimapolitikken i lyset af sommerens omfattende skovbrande blev trængt til side i løbet af valgkampens debatter.

Sveriges borgerlige gennem årtier har været mindst lige så åbne overfor indvandring som socialdemokraterne

Således kunne det ligne danske valgkampe, men med den vigtige forskel mellem Sverige og Danmark er at svenske borgerlige gennem årtier har været mindst lige så åbne overfor indvandring som socialdemokraterne og det øvrige centrum-venstre. Sveriges svar på Cepos, frimarkeds-tænketanken Timbro har ført an i politisk kurs, hvor laver skatter er blevet sammenkædet med åbne grænser.  

Derfor viste valgresultatet, at de to store partier, Socialdemokraterna og Moderaterna, både på en og samme gang mistede indvandringskritiske vælgere til Sverigedemokraterna, mens vælgere med den modsatte indstilling gik henholdsvis Venstrepartiet og de borgerlige midterpartier Centerpartiet og Liberalerna.


Tekst: Sverigedemokraternes formand Jimmie Åkesson

Baggrunden for udlændingedebatten er som bekendt flygtningestrømmen, der i 2014 og 2015 rokkede ved Sveriges selvforståelse som humanitær stormagt. Moderaternas daværende statsminister Frederik Reinfeldt bad svenskerne åbne deres hjerter, mens krisen i Syrien tog til. Ikke længe efter vandrede syrere og andre flygtninge gennem Danmark og over Øresundsbroen i et omfang, som overraskede alle..

Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven arvede således en udlændingepolitik, der i bund og grund var enighed om på tværs at de traditionelle politiske blokgrænser, men der gik kun knapt et år fra borgerlige Reinfeldts tale om de åbne hjerter til at den socialdemokratiske finansminister Magdalena Andersson meddelte, at det ikke længere var holdbart.

Löfven, mener du det - eller hva´?
Stefan Löfven bevægede sig på en knivsæg, hver gang han gik ind i udlændingedebatten.

Reglerne for indvandring og ophold i Sverige blev strammet markant allerede i 2015, og konsekvenserne har været tydelige, når man passerede Øresund. Alligevel gik der tre år, inden den socialdemokratiske regering gjorde opstramningerne permanente i maj i år.

Det kan måske undre en dansker, når vi med vores skattekroner betaler til konditoribranchens hyppige leverancer af kage til regeringskontorerne, når der foretages endnu en opstramning af regler, der berører udlændinge.

Löfven fastholdte kursen, men stormen i maj var med til at lægge en dæmper på retorikken og markedsføring af stramningerne

I en svensk sammenhæng har det dog krævet et meget langt og hårdt tilløb, inden stramningerne kunne gøres permanente. Der gik da heller ikke få timer fra beslutningen, førend Stevan Löfven måtte stå fast overfor en strøm af kritik om unødvendig hårdhed, fremført af socialdemokratiske medlemmer og den liberale hovedstadspresse i Stockholm.

Löfven fastholdte kursen, men stormen i maj var med til at lægge en dæmper på retorikken og markedsføring af stramningerne.

Der var jo også folk fra venstrefløjen, som gerne ville fiske løs i de rørte socialdemokratiske vande. På selve valgnatten fremførte Vänsterpartiets leder Jonas Sjösted , at Vänsterpartiets fremgang blandt andet byggede på partiets tydelige argumentation for en humanistisk udlændingepolitik.

Spørgsmålet er dog, om ikke Löfven havde stået stærkere, hvis han med endnu større tydelighed havde fremført nødvendigheden i opstramning

Spørgsmålet er dog, om ikke Stefan Löfven havde stået stærkere nu, hvis han med endnu større tydelighed havde fremført nødvendigheden i opstramningen af den svenske udlændingepolitik, når nu hans finansminister få år inden argumenterede for, at udviklingen ikke var økonomisk holdbar.

Konkurrencestaten kostede Sosserne dyrt
Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at et regeringsparti mister opbakning ved et valg. Den tendens tegner sig mange steder i Europa.

Når de svenske socialdemokrater i dag er langt fra fordums dominerende styrke, så handler det formodentlig ikke kun om indvandring og integration. Vælgertabet har også forbindelse til beskæringen af velfærdsstatens oprindelige goder, og snart 20 års socialdemokratisk forsøg på en nænsom tilpasning af det svenske folkehjem til den internationale konkurrence.

Når det svenske folkehjem mister troværdighed, så rammer det naturligvis også folkehjemmets fædre

Tankerne bag konkurrencestaten har præget Sverige siden den massive økonomiske krise, der ramte landet i 1990’erne. Dengang var den senere statsminister Göran Persson var finansminister. Han stod med ansvaret for at imødegå krisen med beskæringer i blandt andet sundhedsvæsenet og pensionerne.

Temaer som også var højt på listen i denne valgkamp. Sundhed var øverst på vælgernes top-of-mind, og Socialdemokraterne gik til valg med et forslag om at løfte pensionerne for dårligst stillede pensionister.

Ændringer i pensionsordninger slår ofte igennem med den største styrke efter en del år, og det er netop det, som er hændt i Sverige, hvor der nu er fokus på en større gruppe pensionister, der lever under svære økonomiske vilkår.

Når det svenske folkehjem mister troværdighed hos vælgerne, så rammer det naturligvis også folkehjemmets fædre hos Socialdemokraterne.

Nej, Sverigedemokraterne er ikke som DF
Det er jo ikke uden grund, at danske medier har rapporteret med en vis vantro om Sverigedemokraternes status som paria i svensk politik. Men Sverigedemokraterne er et andet parti end Dansk Folkeparti.

Sverigedemokraterne udspringer fra grupper med nazistiske og racistiske sympatier, mens Dansk Folkeparti trods alt udspringer af Mogens Glistrups politiske program, hvor socialpolitikken skulle bestå af havregrødsautomater på gadehjørnerne og forsvarsbudgettet skulle overtages af telefonsvarer, der på russisks sagde: ’vi overgiver os’.

Sverigedemokraterna udspringer fra grupper med nazistiske og racistiske sympatier

I denne valgkamp har Sverigedemokraterne endnu en været nødt til at fjerne endnu et antal kandidater, fordi de blev afsløret for at have en nazistisk fortid eller for at have udtalt sig med endog meget racistiske udsagn.

Sverigedemokraterna betegner sig som et social-konservativt parti, og det er man da heller ikke i tvivl om, når man ser partiets forslag om at begrænse kvinders ret til abort samtidig med at man vil indføre mulighed for, at kvinder kan lægge deres indtægt og beskatning ind under deres ægtefælle og endelig at staten bør indføre økonomisk støtte, så den ene ægtefælle ikke behøver at arbejde.

Hvis regeringsmagten ryger, så ryger Löfven
Netop nu er det uforudsigeligt, hvad der sker med dannelsen af en ny regering. Det vil uden tvivl præge Socialdemokraternes evaluering af valget i de kommende måneder.

Stefan Löfven skal nu styre partiet igennem et formodentlig længerevarende stormfuldt vejr. Og forude venter også en socialdemokratisk partikongres i marts 2019. Spørgsmålet er, om det bliver en kongres, hvor Stevan Löfven hyldes som partiets fortsatte styrmand, eller om han hyldes, fordi han trækker sig og overlader roret til en anden.

Stefan Löfven skal nu styre partiet igennem et formodentlig længerevarende stormfuldt vejr.

Beholder socialdemokraterne regeringsmagten, så fortsætter Löfven, men mister partiet regeringsmagten, så taler meget for, at Löfven går fra borde.

Uanset Löfvens position kan partikongressen blive forum for en meget alvorlig diskussion mellem forskellige dele af det svenske socialdemokrati. Det kan meget vel komme til at handle om, hvorvidt partiet gik partiet for langt i opbremsningen af adgangen til landet, og dermed kastede grundlæggende værdier over bord, eller om må man til at se nærmere på en ny og mere kritisk politik omkring EU, indvandring og globalisering.

En diskussion som mange danske socialdemokrater kan genkende, også når det gælder erkendelsen af, at Socialedemokraterne  i 2014 fik næsten halvdelen af LO-medlemmernes stemmer, mens "sosserna" denne gang måtte nøjes med 35-40 procent.

Meget kan derfor tale for, at Stevan Löfven i sidste ende fortsætter som statsminister i et samarbejde med de borgerlige midterpartier, mens socialdemokraterne dermed køber sig tid til de nødvendige diskussioner om et renoveret folkehjem.

Peter Koch Palshøj har fulgt svensk politik gennem flere årtier, og var i dagene op til Riksdagsvalget i kontakt med flere fremtrædende socialdemokratiske iagttagere i Sverige.

Kender af skandinavisk politik og tidligere generalsekretær for arbejderbevægelsens nordiske organisation SAMAK 


Flere artikler om emnet

Annonce