At blive kaldt for en superhelt, at blive forgudet og at få ros, det er stort og det varmer
Lige nu, bliver sygeplejersker og andet sundhedspersonale, anerkendt og hyldet i næsten alle medier, med søde ord, klapsalver og flotte malerier. Senest, så har den kendte graffitimaler med ukendt identitet, Banksy, malet et betagende maleri, der viser en lille dreng, som leger med sin superhelt - sygeplejersken. Men, som jeg har læst flere steder, så kan man ikke købe mad og betale husleje, for klapsalver.
At blive kaldt for en superhelt, at blive forgudet og at få ros, det er stort og det varmer.
Men sygeplejersker fortjener mere. Sygeplejersker fortjener mere i løn.
I denne tid, har mange sygeplejersker været yderst fleksible, de er blevet kastet rundt mellem afdelinger og de har fået helt nye arbejdsopgaver. De har sat deres egen sundhed i risiko og på spil – nogle steder endda uden de fornødne værnemidler.
De har sat deres egen sundhed i risiko og på spil
Nogle vil måske sige ”jamen du vidste jo, hvad du gik ind til?”. Det er meget muligt, at man som sygeplejerske, uddanner sig til at varetage en samfundskritisk opgave, men derfor skal man da i særdeleshed også aflønnes herefter. Man arbejder dag, aften, nat, helligedage, ferier, alle årets dage. Man tilsidesætter ens egne, for at være der for andres. Pandemi eller ej, sygeplejersker er, sammen med andre faggrupper, i frontlinjen hver eneste dag.
Uden sygeplejersker, så var der ikke noget sundhedsvæsen og som Dr. Tedros, generaldirektør i WHO, har udtalt, så er sygeplejersker og jordemødre ”the backbone of every health system” og man ved, at jo flere sygeplejersker, jo højere overlevelse er der blandt patienter.
Det er mig en gåde, at det hele verden rundt, er en ”ting”, at sygeplejersker ikke lønnes efter det kæmpe ansvar, de står med hver dag samt ikke lyttes på, når de siger, at arbejdsmiljøet ikke er godt nok. Denne krise, har tydeliggjort, at sygeplejersker verden over, har en fælles kamp.
Hvis ikke denne verdensomspændte Coronakrise har været med til at vise, hvor ekstremt vigtigt det er, at investere mere i sygeplejersker og jordemødre – så ved jeg ikke hvad der skal til. Befolkningen, Regeringen og alle andre politikere må ikke glemme, hvem det var, der ikke kunne blive hjemme, og hvem der var uundværlige medspillere i krisen, som fortsat pågår.
Jeg vil opfordre alle til at kontakte en sygeplejerske og sige tak
I morgen, på den internationale sygeplejerskedag, vil jeg opfordre alle til at kontakte en sygeplejerske og sige tak, for det kæmpe arbejde han/hun gør og fremover være med til at råbe op og hjælpe sygeplejerskerne, med at opnå en større respekt og anerkendelse– de er i frontlinjen hver eneste dag. De sætter deres eget liv på hold, for at hjælpe andre. Sygeplejersker fortjener mere i løn!